Hvor ville jeg dog ønske, at ’One Night Only’ var en bedre film.
Den romantiske komedie har en sjov præmis, hvor det tre år inden handlingens start er blevet ulovligt for singler at have sex, med undtagelse af 12 timer én gang om året.
Altså ligesom gyseren ’The Purge’, bare hvor statssanktioneret drab er udskiftet med kødets lyster. Gæt selv, om der bliver spillet meget ludo i det halve døgn.
Den unge mand Owen har planlagt at tilbringe tiden i selskab med sin kæreste, som han hellere vil fri til end knalde løs med. Hun vil tværtimod hen til en nabo, som hun længe har villet give en tur i høet.
Andetsteds i storbyen New York går Allie med sin veninde ud for at finde den eneste ene – hvorfor lige prøve det på den aften? – men vanen tro finder veninden hurtigt den første og bedste at tage med hjem i dobbeltsengen.
Dermed er de to alene på en aften, hvor man virkelig gerne vil have selskab, hvis man lider af opsparet hudsult. Men hvad nu, hvis man faktisk leder efter den ægte kærlighed?
Det er da sødt med et budskab om, at det mest romantiske godt kan være ikke at have sex, men af en romcom at være savner filmen både kærlighed og komik. Og i hvad der føles som en stigende sexløs og -forskrækket verden er det tilmed at lefle rigeligt for en puritansk tidsånd.
Mere udspekuleret end charmerende
Instruktør Will Gluck har erfaring med genren som manden bag charmerende ’Easy A’ med Emma Stone og mere udspekulerede ’Anyone But You’ med de brandvarme superstjerner Sydney Sweeney og Glen Powell.
Desværre læner ’One Night Only’ sig mest op af sidstnævnte. Det i en sådan grad, at Sweeney og Powell optræder med deres ansigter som nogle af de mange potentielle partnere, der gør sig til for Allie og Owen på diverse datingsider.
Manuskriptforfatter Travis Braun – der hidtil har gjort sig i den mere børnevenlige ende af skalaen med en række populære animationsserier – sætter parret op i forskellige afklædte situationer, men rigtig frækt bliver det altså aldrig.
Filmen kan heller ikke helt beslutte sig for, hvor seriøst man skal tage dens overdrevne koncept. Der er nogle politiske stikpiller til de reaktionære kræfter, som med deres konservative syn på sex har gjort USA til et undertrykt samfund i stil med Gilead fra ’The Handmaid’s Tale’.
Men der bliver ikke kradset mere i den polerede overflade, så vi må nøjes med en af lovgivernes kække kommentarer: ”Nu er det en ære at være incel.”
Udmærket kemi
Monica Barbaro, der har vist sit værd med birollepræstationer i ’Top Gun: Maverick’ og ’A Complete Unknown’, er en stjerne in spe. Som Allie er hun for usikker til at synge foran andre på en scene, men man tror på hende som kvinden bag nogle af de rappe replikker, som skuespilleren leverer med god timing.
Sværere er det at falde for Callum Turner, der ellers er rygtebørsens bedste bud på at lande rollen som den livsfarlige charmetrold James Bond. Måske er det fordi den inkarnerede brite er blevet sat til at spille indfødt newyorker med eget pizzeria og hele pibetøjet, men det er vanskeligt at sætte sig ind i Owens desperate jagt på at få noget på den dumme, mens han i virkeligheden er håbløs romantiker.
Turner svinger for meget mellem brovtende selvsikkerhed og tøvende tvivl til, at han føles som et rigtigt menneske. Når han går ned ad gaden, vender kvinder sig i hobetal og kigger efter ham, men alligevel kører Owen den gamle traver om, at ingen vil have en sød fyr længere.
De to hovedrolleindehavere har udmærket kemi, som alt andet lige er det vigtigste for sådan en film, men den ujævne tone gør det svært helt at forelske sig i det lettere bizarre koncept.
Flødeindsmurte floskler
Der kommer notorisk få romantiske komedier med bare en smule ambition eller strejf af kreativitet i biograferne, så på den måde lander ’One Night Only’ som en alt for udtørret oase i en uendeligt gold ørken.
Der er nemlig gode øjeblikke undervejs, som når Allie synger sine jingles, hvor Vanessa Carltons pophit ’A Thousand Miles’ bliver til en reklame for vaginalcreme. Eller når en gakket jagt på et kondom fører til eksperimenter med en engangshandske og noget glidecreme.
Molly Ringwald og LeVar Burton er desuden fornøjelige som Owens mor og hendes kæreste, der tager bobleplast med ind i soveværelset for at peppe den særlige aften op, mens Charlie Gillespie for en kort stund stjæler billedet som en berømt musiker, der har rigeligt i sig selv.
De vellykkede elementer er bare ikke nok til at gøre filmen til andet og mere end endnu en udgravning af alle de flødeindsmurte floskler, som romcom-genren konstant fedter rundt i. Ærgerligt for alle os, der både holder af forspil, efterspil og alt det imellem.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
