Limousineadvokaten
Foto: Lara Solanki / Netflix

’Limousineadvokaten’ er en af tidens mest underholdende krimiserier

Med en charmerende hovedrolleindehaver, rigtig gode biroller og et fængende mysterium er Netflix’ advokatserie svær at stoppe med, når man først er gået i gang.

Der findes ikke en mere cool advokat i serieland lige nu end Mickey Haller (Manuel Garcia-Rulfo).

Den labre jurist er enhver anklagers mareridt med sine fikse påfund og sin skarpe hjerne, der gør, at han vinder næsten alle de sager, han tager på sig. Eller i hvert fald får et mere fordelagtigt udfald, end man umiddelbart skulle tro muligt.

Succesformlen for Netflix-serien er da heller ikke til at tage fejl af.

Udgangspunktet er forfatter Michael Connellys bøger om advokaten. I den litterære version får Mickey tit hjælp af eller assisterer sin halvbror, politimanden Harry Bosch, som har sin egen bogserie.

Da den karakter dog trives i bedste velgående ovre hos Prime Video i først ‘Bosch’ og nu ‘Bosch: Legacy’, må vi fans dog nøjes med at drømme om, at Mickey og Harry gæsteoptræder i hinandens serier.

Det har heller ikke været nødvendigt indtil videre.

Foto: Lara Solanki / Netflix

De to første sæsoner af ‘Limousineadvokaten’ – en fuldstændig horribel oversættelse af ‘The Lincoln Lawyer’ – har været umanerligt underholdende. Hver sæson har en ”hovedsag”, vi følger igennem hele sæsonen, og en masse andre småsager eller historier, der fylder et enkelt afsnit eller to.

Men gamle sager kan også vende tilbage i senere sæsoner. Og det er netop dét, der sker i tredje. Sexarbejderen Glory Days (Fiona Rene), som vi mødte tilbage i første sæson, er blevet myrdet. Politiets mistænkte er hendes alfons Julian (Devon Graye), som hyrer Mickey, fordi hun havde sagt, at han var den bedste advokat i Los Angeles.

Det står da også hurtigt klart for Mickey og resten af hans hold, at noget ikke helt stemmer. At bevise det er dog en helt anden sag, og der trækkes spor til korrupte ordenshåndhævere og mexicanske karteller.

Hotteste advokat i L.A.

Persongalleriet er et af de elementer, som gør ‘Limousineadvokaten’ til en af den slags serier, hvor tiden flyver afsted, uden at man lægger mærke til det.

Manuel Garcia-Rulfo er fremragende i hovedrollen, og han har præcis den rette mængde charme til at sælge Mickey som den hotteste advokat i L.A.

Der er tidligere lavet en film over Mickey Haller, hvor Matthew McConaughey indtog hovedrollen. Et ting, som hyppigt bliver nævnt i de efterfølgende bøger. Garcia-Rulfo har lidt af den samme udstråling, men i Netflix-serien bliver der dog gjort mere ud af Mickeys mexicanske aner fra morens side.

Foto: Lara Solanki / Netflix

Den mexicanske skuespiller har en fin ikke-så-meget-bullshit-attitude over sig og samtidig noget udefinerbart sårbart. Det er den slags, der gør, at man køber Mickey som en type, der både kan charmere hvem som helst, og også falder hårdt for en person, når det sker.

I denne sæson retter han følelserne mod anklageren Andrea ’Andy’ Freeman (Yaya DaCosta), som ellers var hans modstander igennem hele anden sæson, da de var på hver side igennem retssagen. Hun er en anden type end ekskonerne Maggie (Neve Campbell) og Lorna (Becki Newton) samt den morderiske flirt fra forrige sæson, Lisa (Lana Parrilla).

Mentalt er Andy og Mickey mere ens i forhold til deres arbejde og i forståelsen for den andens, og går tingene godt, kunne det ende lykkeligt for dem, hvis de tør.

Spændende lige til slut

På Mickeys hold er sæsonens vigtigste spiller, ligesom i de foregående, Lorna.

Becki Newton er en tour de force i rollen, og med blot et blik kan hun sætte tonen for en scene. Der er en ubesværethed over skuespillerens præstation, som gør karakteren ubeskriveligt likeable og smittende med sin tilstedeværelse.

Privatdetektiven – og Lornas mand – Cisco (Angus Sampson) og chaufføren/kontorchefen Izzy (Jazz Raycole) har ikke de store sidehistorier i denne sæson. Dog fortsætter den støt og rolige udvikling af sidstnævnte, som blev startet, da Mickey var hendes advokat, og de mødte hinanden i første sæson.

Sæsonens modstandergalleri er interessant.

Anklageren i Glory Days-mordsagen, William Forsythe (John Pirruccello), er kompetent og superirriterende på den der joviale måde, altid med en far-joke lurende lige rundt om hjørnet. Efterforskeren Neil Bishop bliver fint sat op som en vigtig person for det hele, ikke mindst takket være ‘Mindhunter’-skuespilleren Holt McCallanys sammenbidte intensitet.

Foto: Netflix

Skuespilleren har en bister mande-mand-udstråling, men man fornemmer dog, at så snart facaden krakelerer, er han blødere end smeltet smør.

En lille håndfuld andre suspekte personager gør deres entré, men at kommentere på dem og deres præstation ville være for meget en spoiler i forhold til historien og måden, den bliver udfoldet på.

Tredje sæson af ‘Limousineadvokaten’ byder dog på flere overraskende øjeblikke i løbet af sine 10 afsnit, som flot bibeholder bøgernes page-turner-kvalitet. Når man først er gået i gang, er det svært at stoppe igen.

Og så bliver der ovenikøbet lagt op til en evt. fjerde helt til slut, som kommer til at vende op og ned på seriens hidtidige struktur.

Hvis ikke du er kommet i gang med ‘Limousineadvokaten’ endnu, er det på høje tid, for det er en af de mest underholdende krimiserier på streaming lige nu.

Find mere om
Footer graphics