Lytter man til de danske musikradiokanaler på markedet i øjeblikket, er der ikke den store afvigelse/variation: Den samme type musik, dog med forskellig frekvens, og den samme type vært.
Værten, der er castet ud fra ’personlighed’ eller evnen til at sige noget plat i en fart, taler hurtigt, overfladisk, ofte generaliserende og gerne ud fra egne erfaringer og egen smag.
Ekspertviden og dybdegående journalistik er forsvundet mellem sangene, der ofte leveres af Rihanna, Lady Gaga eller Lukas Graham. De samme numre kører i hård rotation – de mest populære spilles gerne hver anden time.
Jeg havde et håb om, at åbningen af de danske dab-frekvenser ville give os større adspredelse og måske større mulighed for at tune ind på en kanal, hvor musikken igen ville blive taget alvorligt, men håbet fik ikke lov at leve længe.
Vi hører hele tiden, at den almindelige musikforbruger kun vil have de helt store kommercielle udgivelser – resten sælger ikke i Danmark. Derfor er det hovedsagelig enkelte navne, som bryder igennem mediemuren.
Medina, Marie Key, Lukas Graham og Rasmus Seebach pryder alle avis- og magasinforsider, og i radioen er det deres hits, der ligger i tung rotation sammen med de kommercielle udenlandske.
De danske radioer – især de kommercielle – er afhængige af lyttertal. Og som det desværre er for alle medier, er det lettere at få højere lyttertal, hvis man giver lytterne det, de tror, de vil have, ved at lefle for dem med kommercielle hits, lettilgængelig værtsinformation – og for guds skyld humor. Det må ikke blive seriøst, så bliver det måske tungt og alvorligt.
Men er det i virkeligheden ikke de danske mediers og dermed de danske radiokanalers opgave og ansvar at stile højere? Er opgaven ikke at give lytterne noget, de ikke ved, de vil have? At formidle både musik og de andre emner på radioen på et højt niveau i stedet for at tale til laveste fællesnævner hele tiden?
Der er lidt hønen og ægget over diskussionen. For hvis ansvar er det, at danskere generelt ikke er mere nysgerrige på ny musik?
En klar erfaring viser mig, at hvis man guider folk ordentligt – om det så er i radioen, i tv eller på et dansegulv – og ikke lefler med kendte hits, så kan det have en positiv og nærmest opdragende effekt. Men det kræver is i maven.
Ligesom et dansegulv kan blive tomt fra tid til anden, når der går for lang tid mellem de kendte tracks, så vil en øget opdragende tilgang til playlister på dansk radio nok give et umiddelbart fald i lyttertal. Men folk kommer tilbage. For de har brug for musikken. Og efter at have overgivet sig til flere ukendte toner, vil det blive en vane, at det er den type radio, man lytter til.
Det ville utvivlsomt klæde mange danske medier at turde tale til deres lyttere, seere og læsere som voksne mennesker, der ikke er bange for fornyelse. Hvis ens publikum bliver tager ordentligt ved hånden, behøver man ikke tale ned til dem med musik, der lyder som ’Hits for Kids’.
Medier har så at sige fået retten til at råbe i den store megafon, og med den ret følger også et ansvar for at bruge den klogt. Det danske radiomarked har i mange år været forbeholdt de store fm-kanaler, som vi kender fra bilradioen og transistorradioen på køkkenbordet.
For år tilbage dukkede der langsomt nye muligheder for at sende radio op. Internettet er siden da blevet en relativt stor aktør i udlandet, og med de unge dab-kanaler aner man en opklaring forude for dansk radio.
Danmarks Radio prøvede kortvarigt – men desværre ikke særlig fokuseret – at skabe et mere kvalitetsorienteret univers med deres P6 Beat. På den kanal var der frihed for værterne til at vælge den musik, de brændte for. Derfor kunne man her høre anderledes musik end den gængse playlistede kommercielle musik, og der var interviews med musikere om – ja, musik.
Men der gik ikke lang tid, før DR kastede public service-håndklædet i ringen. Lyttertallene var ikke tilfredsstillende, og stilen blev lagt om. Nu kører P6 Beat som de andre kanaler med hård playlistestyring, som alene giver værten mulighed for at skifte op til et nummer ud i timen. Samtidig er der dukket flere og flere af de ’hurtige’ værter er op på fladen.
Som public service-institution burde DR ellers være dem, der tager deres ansvar over for det danske musikmarked seriøst. Netop DR behøver ikke at lade sig styre af kortsigtede hensyn til lyttertal.
Når radiomarkedet i Danmark er så beige, kan man spørge sig selv, hvor alle de nye tiltag bliver af. Hvorfor er der ikke flere anderledes aktører eller ivrige iværksættere, der dukker op på fladerne?
Det spørgsmål kan besvares ganske enkelt. Når man som udenforstående nærmer sig de danske radiofrekvenser, møder man ikke blot en stor jernlåge, men en uoverskuelig mur, der ikke blot er høj og besværlig men også meget dyr at bestige.
Sådan behøvede det faktisk ikke at være. Det kræver egentlig bare en politisk beslutning om at gøre noget andet.
Jeg startede i februar 2014 en lille kanal for elektronisk musik på web og app, og uden at have kørt nogen form for markedsføring på kanalen går den udmærket. Med hjælp fra loyale musikfans og musikeksperter i mit netværk har radioen kørt upåklageligt i over et år nu. Næste skridt ville være at ansøge om nogle af de ledige dab-frekvenser, men her mødte jeg muren.
Det danske radiomarked er bygget op af fm-kanaler (som efter planen udgår i 2019) og af dab-frekvenser. Der er i alt tretten dab-frekvensområder, og vil man ansøge om at sende på en dab-kanal, skal man søge alle tretten frekvenser for at kunne dække Danmark. Besværligt, men o.k. – ikke det store problem kunne man måske mene. Bortset fra at man også lige skal stille en bankgaranti på 250.000 kr. for hver frekvens.
Hvis man vil sende landsdækkende dab-radio, skal man således hoste op med over 3 millioner kroner. Det er en alvorlig hindring, som jeg forestiller mig må være indført efter lobbyarbejde fra de eksisterende radiostationer.
Ud over dette enorme garantibeløb er der en del andre udgifter, der skal dækkes, hvis man vil tage kampen op med giganterne. Hver gang man spiller musik i det offentlige rum, skal man betale til Koda, hvor pengene går til komponisterne, og til Gramex, hvor pengene går til musikerne.
Det skal jeg således også betale, når jeg på min radiokanal spiller musik via nettet. Vederlagene, der skal betales til Koda og Gramex for at spille musik på nettet, er overkommelige. De to instanser er endda til at forhandle med, da de gerne ser initiativer, der støtter musikken og dermed deres medlemmer. Faktisk blev de presset til at genetablere deres vederlagsindeks for musik på nettet, da den danske bloggerindustri for år tilbage lagde pres på dem. Tiden havde ændret sig, og Koda og Gramex blev nødt til at følge med.
Men når det kommer til dab arbejder Gramex stadig med en fuldstændig uforståelig nøgle for, hvordan man som radiokanal skal betale deres medlemmer. Gramex kræver nemlig vederlag for det antal beboere, der befinder sig i et givent område.
Når man spørger Gramex, hvad det koster, at sende på 4 dab-frekvenser omkring København, Odense, Aalborg og Aarhus, udregner de beløbet ud fra de 2-3 millioner beboere – også selv om man driver en radio, der henvender sig til en smal målgruppe. Selv om jeg kun er interesseret i at have 50.000 lyttere, skal jeg altså betale for samtlige danskere i området.
Den prispolitik forhindrer folk som mig i at starte mindre radiostationer, der henvender sig smalt. Gramex har selv været ude at udtale sig om lyttertallene på dab-markedet og har beklaget sig over, at der ikke er mange. Derfor giver det ingen mening, at de kræver en betaling på et beløb, der løber op i over 700.000 danske kroner om året for at spille musik for folk, der ikke lytter.
Ved en henvendelse hos Gramex fik jeg følgende at vide: »Vederlaget for de områder (København, Aarhus, Aalborg og Fyn) er i alt kr. 705.893 årligt. Men så rammer du altså også 3.614.794 af de i alt 5.574.061 indbyggere i landet. På samme måde som med udsendelse på nettet er der også koblet en omsætningsprocent på dab. Omsætningsprocenten på dab er på 8,5.«
Det er mildt sagt ikke nemt at drive uafhængig radio her til lands. Efter den enorme bankgaranti og de mange penge for fiktive lyttere kommer driftsomkostninger af dab-frekvenserne, som man også skal betale til, almindelig drift af radioen, inklusive lønninger til værter, samt anskaffelse af musik og udstyr. Hvordan skulle man nogensinde uden støtte fra staten (DR) eller et kæmpe kommercielt salgsapparat bag sig (SBS) kunne klare den slags udgifter?
Der er reelt kun én måde at drive radio på i det nuværende marked, medmindre man er statsstøttet, og det er at skaffe sig tårnhøje lyttertal og derved blive i stand til at tjene store beløb på annoncer ved at smide radioreklamer ind på fladen. Selv det er uhyre vanskeligt med et radiomarked som det danske, der aldrig har udviklet sig til noget stort, blandt andet på grund af urealistiske høje, faste omkostninger til organisationer som Gramex.
Hvis man som jeg har høje tanker om at få danskerne til at lytte til musik, de ikke vidste, de havde behov for, er det altså økonomisk uansvarligt og stort set umuligt. Ideen om at spille god anderledes musik og præsentere det med lidenskab og personlighed møder hård modstand. Imens bliver den radio, som findes, stadig mere tømt for visioner og energi.
Alle de nuværende aktører på markedet er både hinandens og deres egne konkurrenter i konkurrencen om lyttertal. DR’s kanaler, især P3, P4 og P6, og SBS’s utallige kommercielle stationer som Nova, 100 FM, Pop og Voice, kæmper om de samme lyttere. Og de gør det ved ikke at tage nogen chancer.
De kommercielle kanaler spytter hits ud i hovedet på os, og vi får, hvad vi forventer. Det er hård rotation af nye og gamle numre, vi alle kender – og som ofte er ’breaket’ på andre kanaler og platforme.
Når man som radiolytter er mere opsøgende eller nysgerrig, vender man sig mod DR’s radiokanaler – både på fm-båndet og på dab. Det er her, vi regner med, at alsidigheden og nyhederne serveres af musikkyndige værter. Men det er efterhånden lang tid siden, at billedet så sådan ud. Der er ikke meget musikformidling tilbage på hovedkanalerne, og de få værter, der rent faktisk er ansat til at formidle musikken, skal hver dag forholde sig til en playliste, der ikke afviger fra gårsdagens.
James Blake, Rihanna, Nephew, Marie Key, Ukendt Kunstner, Beyonce, Muse og Foo Fighters’ aktuelle singler bliver spillet igen og igen og stiller enorme krav til værternes opfindsomhed. Femte gang, man spiller det samme nummer, er det svært at finde på noget nyt at sige. Indholdet bliver monotont og uinspireret, og lytterne mærker ingen afveksling eller passion.
Dengang værterne måtte bytte lidt numre ud på playlisten, kunne man i det mindste spille et par numre i timen, hvor man havde en god historie at fortælle – og hvor man rent faktisk brændte for det. Den slags passion kan rykke bjerge.
Engang havde man også et playlisteudvalg, hvor en flok musikkyndige og -interesserede satte sig sammen en gang om ugen og lyttede nye numre igennem, hvorefter musikchefen besluttede hvilke numre der skulle i rotation. Der er ikke længere et playlisteudvalg. Nu er der en musikchef. Han bestemmer, hvad der skal spilles – både på P3 og på P6.
Det er, som flere medier tidligere har påpeget, en enorm magt at have over den danske musikbranche. Euroman har for eksempel kåret ham som den mest magtfulde mand inden for dansk musik. Det er da også i høj grad ham, der bestemmer om en musiker maker eller breaker i Danmark.
På store udenlandske radiostationer har man også musikchefer. Men mange steder anerkender man, at det er svært at se ud over egen smag og subjektivitet, og at man som musikchef har enormt meget magt. Derfor er der en helt klar regel for, hvor mange år man må være siddende musikchef. Men på DR P3 og P6 har den nuværende musikchef holdt fast i over 10 år.
Jeg tror nu ikke engang, det ville løse problemet for DR at finde en ny musikchef. For problemet og presset kommer sandsynligvis længere oppefra. Det kommer fra den del af direktionsgagen, hvor man går op i lyttertal og budgetter. Det er den del af gangen, der råber ned til mellemlederne og redaktørerne, som må bøje sig for at efterkomme presset oppefra: Højere lyttertal, tak!
I mine øjne er det DR’s rolle at være uafhængig af lyttertal. Hvis det er tallene, de går efter, kunne det måske fungere lige så godt som kommerciel kanal. Musikken er selvfølgelig bedre uden reklamer, men så vidste vi da, hvad vi kunne regne med.
Det skal på en eller anden måde gøres muligt at nærme sig de danske lyttere gennem deres ’rigtige’ radioapparater, uden at det ruinerer en på forhånd, og uden at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Men hvad kræver det?
I mine øjne kræver det, at monopolet brydes, at DR og SBS fratages deres manipulerende roller – de bør ikke have en stemme, når det kommer til, hvordan Kulturstyrelsen udbyder radiofrekvenser i Danmark.
DR og SBS er aktører på markedet. De er for så vidt befolkningens kunder, som på ingen måde bør have magt til at diktere priser på markedet.
Det er vigtigt, at man ser SBS og DR med de partsinteresser, de har, og som netop ingen interesse har i at lukke døren op for andre.
Artiklen blev bragt i Politiken tirsdag d. 24/3 2015. Se den her.
