Omkring et bord, der ligner en kiste, sidder fem mænd. Vilhelm Hammershøis maleri ’Fem portrætter’ (1901) er det første værk, man møder på udstillingen ’På hvis skuldre – Lars von Trier kuraterer’, og det viser sig hurtigt at være et velvalgt billede på hele projektet.
For udstillingen handler netop om de kunstnere og værker, der har sat sig spor i filminstruktøren og formet hans blik på kunst og verden – billedkunstnere, fortrinsvis nordiske, som han føler et særligt slægtskab med.
At Hammershøis maleri, som normalt hænger på Thielska Galleriet i Stockholm, aldrig tidligere har været udlånt, siger samtidig noget om udstillingens ambitionsniveau.
For to år siden spurgte Willumsens Museum Lars von Trier, om han ville kuratere en udstilling. Resultatet kan nu opleves på det sjællandske museum, der netop er genåbnet efter en omfattende restaurering.
Vanvid eller verdens undergang
Allerede når man træder ind i det første rum, mærker man von Triers nærvær. Her bliver vi introduceret til hans metode til at opleve udstillingen – en form for instruktion.
En metode, der handler om sammenhængene mellem de forskellige kunstnere, markeret gennem pile på gulvet. Men som han selv foreslår, kan man også vælge sin egen vej gennem udstillingen.
I det første rum vises udstillingsfilmen, der er instrueret af hans egen datter, filminstruktøren Agnes Trier. Man kan også se den på museets hjemmeside.
Det er en glimrende introduktion til både von Trier selv og projektet som helhed.
Her fortæller den tydeligt sygdomsplagede filmkunstner om, hvordan han i sin ungdom drømte om at blive billedkunstner. Han søgte ind på Kunstakademiet i 1975 med et pompøst selvportræt, som man kan se på udstillingen. Han fik afslag og blev i stedet opfordret til at søge ind på Filmskolen.
Udstillingens rum varierer fint mellem forskellige temaer, f.eks. ”Vanvid eller verdens undergang” med farefulde naturskildringer, eller fokus på enkelte kunstnere. Et helt rum er viet til Edvard Munchs malerier.
Der er ligeledes en fin vekslen mellem værkerne. De omfatter både klassikere som Edvard Munchs ’Madonna’ fra 1894 og Vilhelm Hammershøis malerier af sin kone set bagfra, men også mindre kendte værker får plads.
Hvisker én i øret
Von Trier ånder én i nakken gennem de smukt formulerede tekster, han selv har skrevet som introduktion til de enkelte kunstnere og temaer. De er en blanding af personlige historier og faktuel viden.
Med humor og hudløs ærlighed fortæller han så levende, at det, når man læser teksterne, føles, som om von Trier står ved siden af og hvisker én i øret.
Kun få gange bliver der refereret direkte til instruktørens egne film. Det udfoldes mest i afdelingen om Per Kirkeby (1938-2018), der både var forbillede og samarbejdspartner. Han skabte billeder til ’Breaking the Waves’ (1996) og senere til ’Antichrist’ (2009).
Man behøver på ingen måde at kende Lars von Triers oeuvre eller person for at kunne nyde udstillingen. Eller for den sags skyld elske hans film. Præsentationen af tanken bag projektet er præcis gennem både tekster og kuratering.
Der er samtidig masser at komme efter for kendere. For sjældent har filminstruktøren været så åbenhjertig og fortællelysten.
En vigtig årsag til, at udstillingen fungerer så blændende, er, at man har valgt at holde fokus på billedkunsten. Havde man bredt sig til andre kunstarter som musik, film og litteratur, ville udstillingen være blevet for overvældende i både indtryk og informationer.
Man kommer dog kort ind på tre andre indflydelsesrige personer: den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900), den ligeledes tyske komponist Richard Wagner (1813-1883) og den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968).
Men man bevæger sig aldrig for langt ud ad en tangent. Faktisk ville man have savnet dem, hvis de ikke havde været med. De er alle tre så grundlæggende for von Triers kunstneriske fundament.
En imponerende bedrift
Lars von Trier er også stærkt til stede i udstillingens stringente opbygning. Hans fascination af orden og regler skinner tydeligt igennem. Det er befriende. For alt for ofte oplever man udstillinger, hvor kuratorerne ikke følger den præmis, de selv har opstillet.
Her er det fuldstændig gennemført. Fra farverne på væggene til valget af værker og den måde, de er placeret i forhold til hinanden.
Det er bemærkelsesværdigt, hvad kuratorerne har formået at låne hjem af kunst. I det hele taget er det en imponerende bedrift, som Lars von Trier og Willumsens Museum har skabt sammen.
Ud over selve udstillingen og introduktionsfilmen er der også udgivet et omfattende katalog, hvor man kan udforske både kunsten og instruktøren nærmere. Blandt bidragsyderne er den norske forfatter Karl Ove Knausgård.
Skynd dig til Willumsens Museum. Her venter en inspirerende og lærerig oplevelse, som inviterer alle interesserede med indenfor, uanset deres kendskab til filminstruktøren, billedkunsten eller de kunstnere, hvis skuldre han står på.
Udstillingen er en forrygende start på museets genåbning og skaber store forventninger til kommende udstillinger.
Man kan frygte, at Lars von Triers fremskredne Parkinsons sygdom betyder, at udstillingen bliver hans svanesang. Men skulle det være tilfældet, slutter han af på toppen.
🖤🖤🖤🖤🖤🖤
