De fleste kan med egne øjne se, når kunst er smukt. Men mange har nok svært ved at forstå, hvorfor malerier bliver solgt for millioner og atter millioner af kroner.
Det bliver man en anelse klogere på i ’The Oligarch & The Art Dealer’, der med drivende suspense og en perlerække af vilde afsløringer udruller en hæsblæsende historie om, hvordan pengene flyder frit i den internationale kunstverden.
Dokumentaren kan i disse dage ses på festivalen CPH:DOX og kommer senere på foråret på DR som en serie i tre afsnit med den danske titel ’Velkommen til Pengeland’. Første afsnit fik tidligere i år premiere på den amerikanske Sundance-festival, men først nu kan den opleves i sin helhed. Det er en opsigtsvækkende omgang.
Oligarken er den hovedrige russer Dmitry Rybolovlev, og hans schweiziske kunsthandler hedder Yves Bouvier. Den mere informative end inciterende titel dækker over, at førstnævnte i mange år fik hjælp af sidstnævnte til at købe nogle af verdens mest eftertragtede kunstværker for svimlende beløb.
Til sidst fandt russeren dog ud af, at Bouvier havde angivet langt højere købssummer end dem, han havde aftalt med sælgerne, og stukket fortjenesten i lommen. På den måde havde en kunstsamling til en værdi af en milliard dollars kostet Rybolovlev to milliarder.
Selv om det er svært at have direkte ondt af en russisk milliardær, der blev franarret en del af sine astronomisk mange penge, viser dokumentaren med veloplagt dramatik, at det vilde vesten hærger, når man blander kunst og penge.
Guf for en filmskaber
Yves Bouvier er en skikkelse fra en anden verden, vaskeægte guf for en filmskaber. På overfladen ligner han en ganske almindelig midaldrende mand, men han formulerer selv sin særlige egenskab: “Jeg kender ikke til frygt.”
Det siger han, mens han kører på ethjulet cykel for kameraet og til indsatte scanningsbilleder fortæller, hvor mange knogler i kroppen han har brækket.
En gang imellem stikker han i et sigende ulvesmil, som viser, at der ikke er nogen anger at spore i ham. I egen optik har han blot været god til at gøre forretninger, mens russeren mener, at Bouvier har vildledt ham.
I kunstkredse hedder det sig, at velhavende mennesker er klar til at bruge anseelige mængder af deres formue på kunst, fordi det er en chance for at have noget unikt i en verden, hvor alle har en luksusyacht og ejendomme rundt omkring på kloden. Det er der givetvis et gran af sandhed i, men filmen antyder mere end kraftigt, at det også er en måde for rigmænd at investere deres penge uden for myndighedernes rækkevidde.
Yves Bouvier hjalp en lind strøm af rige mennesker med at gemme værdifulde malerier i såkaldte freeports – en slags lagerhaller uden for lov og ret.
Den danske dokumentarist Andreas Dalsgaard og hans medskaber Christoph Jörg tegner et billede af et dekadent univers, hvor vi bliver taget rundt til fashionable destinationer på kloden. Skattely som Monaco, Singapore og Cypern er alle eftertragtede steder, når man har så mange penge, at man helst ikke vil aflevere en procentdel af dem til skattefar.
Det bliver i filmen skønnet, at mellem to og fem procent af alle verdens penge hvert år bliver kørt igennem det ikke ulovlige, men svært dubiøse system. Det er jo en oplysning, man spærrer øjnene op over, og dem er der ikke så få af i ’The Oligarch & The Art Dealer’.
Glimt i øjet
Filmens persongalleri er enormt, og der kommer hele tiden nye medvirkende til. En lind strøm af advokater udtaler sig til højre og venstre, mens der pludselig træder en tidligere chef for FBI’s kunstkrimiafdeling ind i billedet.
Forskellige journalister bruges som modvægt til Bouviers egne ord, mens spændingsmusik fører os ind i en verden med enorm magt og rigdom.
Der bliver brugt dramaturgiske greb, som når der i rekonstruktioner vises det glimt i øjet, som ifølge Yves Bouvier er afgørende, når man prøver at prakke en rigmand et dyrt maleri på.
Det er godt tænkt at menneskeliggøre processen en smule, for ellers risikerer man at gå kold i de mange talking heads, som ellers informativt og med levende sprog beskriver retssagen mellem titlens to parter.
Schweizisk diskretion
Man skal holde tungen lige i munden, mens historien udspiller sig, for ’The Oligarch & The Art Dealer’ er et tilfælde af, at virkeligheden overgår fantasien. Samtidig bliver man frustrerende nok nødt til at acceptere, at man simpelthen ikke kan få det fulde indblik i så komplekst og hemmelighedsomgærdet et miljø.
Yves Bouvier vil gerne fortælle alt muligt, men han udviser schweizisk diskretion, hvad angår navne på kunder ud over Rybolovlev.
Den kamerasky russer glimrer selv ved sit fravær i dokumentaren, hvor nogle af hans mange ansatte – primært den tidligere økonomiske rådgiver Mikhail Sazonov – udtaler sig på milliardærens vegne. Så meget desto sjovere er det, at der i slutteksterne på første afsnit står, at Rybolovlev opponerer mod brugen af ordet oligark.
Heldigvis husker filmen humoren midt i det alvorlige emne, for ellers ville det være hårdt at blive trukket igennem tre timer med kompliceret stof. Man føler sig både underholdt og oplyst efter dokumentaren.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
