Hvad er det værste, du nogensinde har gjort?
Det spørgsmål stiller hovedpersonerne i ’The Drama’ hinanden, men de ville ønske, at de aldrig havde hørt svaret. For hvad nu hvis den person, du elsker højest, har gjort noget, du ikke kan leve med?
Superstjernerne Zendaya og Robert Pattinson spiller det kommende ægtepar Emma og Charlie. Vi ser deres første møde på en kaffebar, hvor han lader, som om han har læst den bog, hun er i gang med.
Efter nogle effektive nedslag fra det tidlige parforhold er vi fremme ved ugen op til deres bryllup, hvor parret ser deres hyrede dj ryge heroin ude på gaden.
Ved en efterfølgende middag med et vennepar diskuterer de, om det er grund nok til at fyre hende. Men så fyres der op for førnævnte selskabsleg, hvor en fuld Emma kommer med en bekendelse, der fører til fordømmelse og spuleørl.
Jeg har i blod og blæk skrevet under på ikke at afsløre filmens afgørende øjeblik, hvor Emma fortæller vennerne om det værste, hun nogensinde har gjort. Det gør det særdeles vanskeligt at beskrive filmen ordentligt, for det er hele historiens omdrejningspunkt, og samtidig betyder det alt for oplevelsen af ’The Drama’.
Parforholdets faldgruber
’The Drama’ starter i bedste romcom-stil med, at de to unge og smukke mennesker arbejder på deres bryllupstaler, hvor de naturligvis fremhæver alt det, de elsker ved hinanden.
”Du formår altid at gøre mit drama til en komedie,” skriver Charlie i sin bryllupstale, mens vi ser et klip af, at hun i et ophedet øjeblik trækker bukserne af ham for at lette stemningen. Talen bliver han nødt til at revidere, da Emma vender hans verden på hovedet med afsløringen, der rider ham som en mare.
Det er slående troværdigt, at han har brug for at psykologisere hende gennem alt fra popkultur til Freuds teorier.
Charlie forsøger med vold og magt at grave en traumatisk forhistorie frem for Emma, så han selv kan forsvare at være sammen med hende. På den måde udstilles parforholdets faldgruber rammende og humoristisk, fordi vores valg af partner jo siger en hel del om os selv.
De går til en bryllupsfotograf, som giver en detaljeret plan for, hvordan hun vil skyde parret på den store dag, mens deres falske smil bliver stadig mere stive. Det hele er tilsat en eksperimenterende lydside, hvor der bliver leget med Emmas døvhed på det ene øre.
Pludselige udfald af lyden og hastige montager med forskellig volumen er med til at skabe indtrykket af en ellers naturtro verden, hvor det hele alligevel er lidt underligt.
Den trykkede stemning demonteres ofte, så man aldrig rigtigt ved, hvor man har filmen, eller hvor den er på vej hen. På den måde holdes man konstant på stikkerne.
Provokationer med bund i
Norske Kristoffer Borgli har i raketfart gjort karriere i filmbranchen ved at stikke kniven ind dér, hvor det moderne menneske går og har allermest ondt.
Det startede med den energiske energidrik-mockumentary ’Drib’, mens han for alvor brød igennem med ’Sick of Myself’, hvor en ung norsk kvinde går til ekstremer for at få opmærksomhed.
Dernæst indtog han den amerikanske filmbranche med den dristige ’Dream Scenario’ med Nicolas Cage for det toneangivende produktionsselskab A24.
Og nu sparker han virkelig døren ind som en af tidens mest originale filmskabere, der som outsider i USA kan byde ind med et forfriskende livligt blik på landets største kollektive traumer.
Borgli er en provokatør, men der er faktisk bund i hans provokationer. Filmen er allerede inden premieren blevet kritiseret af folk, der ikke anser det for forsvarligt at lave underholdning om det kontroversielle og hemmeligholdte emne.
I mine øjne giver den dog stof til eftertanke, og med svært populære Zendaya og Robert Pattinson i hovedrollerne har Borgli faktisk muligheden for at skabe debat.
Til gengæld er filmen ikke helstøbt på nogen måde. Venneparret spillet af Alana Haim og Mamoudou Athie er mere filmiske funktioner end egentlige karakterer i egen ret, og det samme gælder resten af personerne i filmen, som er mere skarp i sin observation end beåndet i sin skildring.
Eksalteret hjertebanken
Det indledende tankeeksperiment er en stærk nok krog til, at man hen mod slutningen sidder med en knude i maven og eksalteret hjertebanken.
Er rollespil den eneste måde at komme ordentligt igennem livet? lyder et af de mange spørgsmål, man kan stille sig selv til sidst i filmen.
Den burde i sin egen ånd måske have gået ud på en mere overrumplende klinge, men på sin vis er der også noget smukt over at finde ro i de døende sekunder.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
