I første sæson af ’Black Doves’ mødte vi Helen Webb (Keira Knightley), der på overfladen levede det perfekte liv som politikerhustru og mor i London, men samtidig arbejdede som spion for den hemmelige organisation Black Doves.
I 10 år havde hun videregivet sin mands politiske hemmeligheder. Men da hendes elsker Jason blev myrdet, gik en kædereaktion i gang, og Helen blev genforenet med sin gamle ven, lejemorderen Sam (Ben Whishaw). Sammen jagtede de mordets bagmænd i Londons kriminelle underverden.
Anden sæson tager tråden op, hvor første sæson slap. Helens mand Wallace (Andrew Buchan) er nu på vej mod premierministerposten, mens hun fortsat lækker statshemmeligheder til Black Doves.
Øretæver og farlige missioner
’Black Doves’ er stadig formidabel til at forene spænding og humor, hvilket mærkes allerede i første afsnit, hvor Helen skal skaffe fortrolige filer til sin chef i Black Doves, Reed (Sarah Lancashire)
Her møder hun den kække og snakkesalige Laila, spillet af den altid seværdige og charmerende Ambika Mod – et af seriens nye højdepunkter. Kemien slår straks gnister, for selvom det er fedt at se de to hårdtslående kvinder dele øretæver ud, er det deres skarpe dialog, der gør samspillet til en fornøjelse.
Selv midt i den farlige mission glemmer man næsten alvoren. Det er en svær balance, for humoren skal lette stemningen uden at gøre situationen ligegyldig eller bremse handlingen, og med enkelte undtagelser hen mod slutningen lykkes det til perfektion gennem alle seks afsnit.
Balancen klæder generelt sæsonen og giver det politiske magtspil en lethed, der gør serien til mere end blot endnu en alvorstung spionhistorie.
I mellemtiden tager Sams spor en anden drejning. Han bliver anholdt under en henrettelsesopgave, men opdager hurtigt, at anholdelsen er en del af en plan, der skal få ham til at påtage sig en ny lejemordermission.
Betingelsen er enkel: Han slipper for fængslet, hvis han dræber fire personer, han ikke kender. Sam accepterer aftalen.
En trussel mod organisationen
Helen udleverer de stjålne filer til Reed, der kort efter forsvinder. Det bekymrer Helen, som senere opsøges af en fremmed, der fortæller, at Reed ikke kommer tilbage.
Ved hjælp af sin vanlige snilde og seje spiongadgets lykkes det Helen at skaffe oplysninger, der forbinder Reeds forsvinden med de førnævnte stjålne filer. Hvad værre er, viser det sig, at flere af personerne på Sams liste over mål, der skal elimineres, er Black Doves-agenter.
Sporene fører samtidig tilbage til Østberlin i 1980’erne, hvor Reed infiltrerede organisationen Kestrel som undercoveragent for Black Doves. Missionen fik ikke bare konsekvenser for Kestrel, men også for Reeds egen familie.
Hendes fortid er dermed ikke blot baggrund for sammensværgelsen, men en trussel mod både Reed og organisationen. Helens jagt på svar om de stjålne filer trækker således tråde til både Sams nye opgave og Reeds gamle mission.
Stærkt skuespil bærer dramaet
Selvom ’Black Doves’ forsøger at markere sig som en politisk spionthriller, er det ikke det, man skal se den for. Det element er dog med til at give den en dybde, der gør den til en markant bedre serie end den gennemsnitlige spionserie af denne type.
Midt i det høje tempo og de voldsomme scener dvæler serien ved det menneskelige, for sådan en levevej er selvfølgelig ikke uden konsekvenser. Helen har problemer med at forklare sin mand, hvorfor hun i tide og utide forsvinder uden at give lyd fra sig, hvilket næsten koster hende ægteskabet.
Knightley spiller med en fremragende balance, så man har svært ved at vurdere, om det blot er spionjobbet, der også indebærer at aflytte sin mand, eller en reel frygt for at miste det, der virkelig betyder noget: hendes familie.
Ben Whishaw viser ligeledes sublimt skuespil, da Sam bliver tvunget til at begå sit livs hårdeste drab. Ligesom Helen står han i dilemmaet mellem sin levevej og de mennesker, han holder af.
Whishaw skifter overbevisende mellem den kyniske dræber og mennesket bag, og hans spil understreger, at det ikke kun er volden, der gør indtryk, men også de konsekvenser, den har.
Sams dilemma bliver dermed et stærkt udtryk for det møde mellem seriens ekstreme facetter, der gør anden sæson så vellykket. De brutale drab, kække replikker og storpolitiske intriger får modvægt af karakterernes sårbarhed og frygt for at miste dem, de elsker.
Det kunne let være blevet for meget, men serien lader de forskellige elementer spille sammen uden at udviske kontrasterne.
Resultatet er en overraskende nuanceret sæson, hvor humoren og spændingen ikke står i vejen for dramaet, og som faktisk overgår den første i både underholdningsværdi og menneskelig tyngde.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
