’Lupin’ har fra begyndelsen levet højt på Omar Sys charme og fornøjelsen ved at se Assane Diop være et skridt foran både politi og forbrydere. I fjerde sæson er tiltrækningen intakt, og serien bevæger sig energisk gennem Paris med elegante billeder, forklædninger og imponerende kup.
Men hvor de tidlige sæsoner fik det komplicerede til at virke let, føles denne sæson mere anstrengt og optaget af spektakel end af spændende historiefortælling.
Identitet og familiekonflikter
Efter flere år i fængsel håber Assane at vende tilbage til sønnen Raoul (Théo Christine) og lægge Lupin bag sig. Men da en teknologisk begavet efterligner planlægger at begå røverier i hans navn, trækkes han tilbage i sin vante løbebane.
Det fører ham på sporet af en skjult kongelig skat, som Pellegrini-familien, Assanes tidligere modstander, har vogtet gennem generationer.
Det mest interessante ved efterligneren er måden, Assanes berømmelse bliver vendt imod ham selv på. Han har skabt en myte om den uovervindelige Lupin, men opdager, at den ikke længere kun tilhører ham selv – en idé, der passer glimrende til en serie, hvor identitet, løgne og manipulation er en bærende drivkraft.
Det viser sig allerede i første afsnit, hvor Assane forklarer politiet, hvordan sæsonens første kup er blevet udført: Mens han selv sad spærret inde i et bur i fængslet, blev to franske museer røvet i hans navn.
Selv i ’Lupin’-universet er denne forklaring svær at få til at hænge sammen, og derfor bliver det trættende, at hvert efterfølgende kup forsøger at overgå det forrige.
Sæsonen er klart bedst, når Assanes kontroltab rammer hans privatliv. Han forsøger at være en god far, men kan ikke skelne mellem at beskytte sin familie og kontrollere den med løgne og hemmelighedskræmmeri.
For ham er løgnene med til at holde familien sikker; for Raoul beviser de, at Lupin kommer i første række. Den konflikt mellem far og søn er med til at give serien et alvor, der klæder den, fordi Assanes selvsikkerhed ikke hjælper ham med at løse familieproblemer.
Da hackeren Adèle (Laika Blanc-Francard) dukker op og viser sig som en mystisk rival til Lupin, bliver Assane tvunget til at se sig selv i et nyt lys. Hun kombinerer bedrag med teknologi og udfordrer hans forestilling om, at kun han forstår Lupins metoder.
Men desværre giver manuskriptet Adèle så mange funktioner, at hun ikke fremstår som et helt menneske. Hun er både rival, mysterium og afgørende vendepunkt, men serien glemmer at dvæle ved hende, netop som hendes historie begynder at blive spændende.
Charme, stil og et tungt manuskript
Omar Sy er fortsat årsagen til, at serien kan slippe af sted med så meget, som den gør. Han giver Assane en lethed og varme, som gør selv de mest usandsynlige planer fornøjelige at overvære. Denne gang viser Sy også sprækkerne i facaden.
Raoul får ham nemlig til at fremstå som en træt mand, hvis skyldfølelse gemmer sig bag selvtilliden og gør ham mere menneskelig.
Visuelt og rytmisk har ’Lupin’ stadig et højt niveau, og Paris fremstår som en smuk legeplads for flugter og afledningsmanøvrer. Det samme legende overskud præger seriens kup, hvor vi først ser udfaldet og senere, hvordan de udfolder sig.
Kombinationen af klassiske forklædninger og digitale tricks giver fortællingen et moderne udtryk, der stadig holder fast i forbindelsen til Maurice Leblancs gamle romaner om gentlemantyven Arsène Lupin.
Men overskuddet i seriens visuelle udtryk går ikke igen i manuskriptet, som virker både tungt og overfyldt. Efterligneren, familiekonflikterne og de mange overraskelser er interessante elementer, men de bliver aldrig udfoldet tilstrækkeligt eller får varige konsekvenser for hovedpersonen.
Det er ærgerligt, for under det spektakulære ydre gemmer der sig en stærk historie om en mand, der let kan aflæse fremmede, men ikke se bag facaden hos sine nærmeste. Raouls vrede rammer, netop fordi den ikke kan afværges med et trick.
Først hen mod slutningen, hvor Assane sætter livet på spil for sin søn, får sæsonen et længe ventet, oprigtigt øjeblik. Det er ganske vist en smule overdramatisk, men udspringer af et naturligt behov for at sætte handling bag løfterne.
Fjerde sæson er stadig charmerende, og Omar Sy gør Assane Diop til en af nyere europæisk tv-underholdnings mest seværdige hovedpersoner.
Men større er ikke nødvendigvis bedre. Serien trænger til færre sidehistorier og mere fokus på relationerne. Når ’Lupin’ lader et kup folde sig ud eller giver Assane og Raoul plads til et ærligt sammenstød, er den effektiv.
Resultatet er en underholdende, ujævn fortsættelse med mere stil end hjerte.
