Føler du dig som et erotisk væsen, når du arbejder? De fleste danskere vil nok svare nej. Generelt er vi omhyggelige med at opretholde et skarpt skel mellem arbejde og seksualitet, og vores erotiske jeg får kun lov at udfolde sig derhjemme.
Når vi er på arbejde, er det levende, sanselige og seksuelle pakket langt væk. Vi skal jo koncentrere os om det væsentlige, hedder det. Men der tror jeg, vi gør os selv en bjørnetjeneste.
For 70 år siden, hvor mange jobs handlede om at samle dimser, gav det en vis mening at gå på bevidsthedsmæssigt vågeblus, mens man tjente sine penge. Men i dag har mange af os afvekslende opgaver, vi skal typisk håndtere meget mere komplekse opgaver, og vi har brug for alle vores kompetencer for at gøre det.
Vi er hele mennesker, der går på job, og derfor fortjener hele kroppen også at blive inviteret med. Du er en mand eller kvinde med et komplet følelsesregister, når du går hjemmefra. Ønsket om at skille den personlige del, og hermed seksualiteten, fra på jobbet, har en slagside. Man kan nemlig ikke lukke ned for én del af sine følelser uden at lukke ned for resten af spektret også.
Det betyder ikke sex på kontoret
Når mange af os på jobbet ’bliver til et hoved’ alene, giver det både dårligere adgang til følelserne, som giver os nuancer og bevæger os, og det svækker forbindelsen til kroppen, der giver os indtryk og sanseoplevelser. Og uden frit flow mellem krop, følelser og hoved får man en grå dag.
Hov – tror du, jeg er i gang med at anbefale dig at dyrke sex på kontoret? Det er ikke sagen. Jeg taler heller ikke om at klappe numser eller udveksle frække jokes. Arbejdspladsen er ikke en jagtmark. Opmærksomheden skal stadig fokuseres på det, du er ansat til.
At være et erotisk menneske på job er noget helt andet end at knalde i kopirummet. Det handler om bevidst at nyde maskulint eller feminint selskab, dybe stemmer, perlende latter – det, som er pirrende ved det andet køn (eller ens eget). Det kan også betyde at hente energi i let flirt, kvikke og sjove ordvekslinger, smil og skrå blikke.
Erotik giver kreativitet og livsglæde
At være et erotisk menneske på job er også at give kroppen opmærksomhed undervejs i arbejdsdagen. Strække sig, når kroppen beder om det, svanse lidt op og ned ad gangene. Og det er at tillade sig at stoppe op ved sanselige indtryk: En pikant parfumeduft eller den luksuriøse fornemmelse af en ny lædersofa.
Seksualiteten er en iboende kraft, der ligger og brummer nederst i karrosseriet. Den ligger tæt op ad kreativiteten og livsglæden, og den er med os alle dage. Uanset stilling, alder, køn, vægt!
Vores erotiske jeg er det nysgerrige, legesyge, kraftfulde i os. Forbindelsen hertil giver os liv, gnist i øjnene og overskud, hvis vi lader den. Så tag lige og skru hovedet på kroppen og tag hele dig med på arbejde – det kunne risikere at blive en mere spændende arbejdsdag.