Hvad end du kun sporadisk logger på Facebook for at tjekke ligegyldige notifikationer eller hyppigt og ivrigt deler søde kattevideoer, spiller det sociale medie næsten uden tvivl en form for rolle i dit liv.
Vi danskere bruger nemlig i stor stil stadig Facebook, selv om det ikke længere er det hotteste sociale medie på det globale marked. Man skal dog ikke bruge meget tid inde i kommentarsporene, før man bliver forstemt over den ofte brutale tone, der hersker i diverse debatter.
Facebook har udviklet sig mere i retning af en skyttegrav, hvor folk beskyder hinanden, end den åbne plads for samtale, som efter sigende var tiltænkt. Det skyldes givetvis bare menneskers tendens til at bruge enhver teknologisk udvikling til det onde, kunne man tro.
Men ifølge fortsættelsen til kæmpehittet ’The Social Network’ skyldes det en helt bevidst strategi af folkene bag.
’The Social Reckoning’ siger ikke direkte, at vi alle sammen bør slette appen fra vores smartphones med det samme. Men filmen er ikke utvetydig i sit budskab om, at Facebook har gjort store dele af verdens befolkning til radikaliserede zombier.
Det er et velplaceret trykspark i maven på en af verdens mest magtfulde virksomheder, men som film er det desværre en ujævn fornøjelse.
Kemi mellem stjerner
’The Social Reckoning’ kommer 16 år efter ’The Social Network’, der med enorm kraft skildrer Mark Zuckerbergs opfindelse af Facebook.
I ordet reckoning, der i denne sammenhæng på dansk bedst oversættes til en afregning, ligger der en dyster understrøm af, at det sociale medie skal stå til regnskab for alt det dårlige, som det har bidraget med.
Filmen er opbygget med en prolog og tre dele, der fortæller den sande historie om den Facebook-ansatte dataingeniør Frances Haugen, som afslørede nogle af arbejdspladsens mange grumme sider.
Det er et kæmpe scoop for filmen, at den har de fremadstormende skuespillere Mikey Madison og Jeremy Allen White i hovedrollerne som whistlebloweren Frances Haugen og journalisten Jeff Horwitz, der med sine artikler i Wall Street Journal lagde sig ud med tech-giganten.
White har efter pragtrollen som plaget kok i ’The Bear’ vist filmstjernepotentialet som Bruce Springsteen i ’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’, mens Madison på bagkant af Oscar-sejren for den eksperimenterende ’Anora’ nu skal bevise, at der ikke var tale om en enlig svale.
De to har god kemi som kat og hund, der kommer med vidt forskellige udgangspunkter. Han er af den gamle skole og vil ikke engang bruge GPS i bilen, mens hun faktisk tror på den ædle mission at forbinde folk på internettet.
Replikker som dartpile
Aaron Sorkin havde David Finchers kyndige instruktørhænder på rattet, da hans Oscar-vindende manuskript til forgængeren blev filmatiseret. Denne gang sidder manuskriptforfatteren selv i instruktørstolen, og med det har han frit lejde til at skamdyrke alle sine impulser.
Lix-tallet er højt, og snakken nogle gange nærmest uforståelig, når der bliver talt om vigtigheden af at bevare paragraf 230 – som giver sociale medier stor frihed – eller beskrevet, hvordan indførelsen af såkaldt MSI (Meaningful Social Interactions) blev begyndelsen på enden for Facebook som socialt mødested.
Sorkin har ikke noget problem med at efterlade sit publikum på perronen, hvis de ikke kan følge med, og han skriver ikke mundrette replikker. Tværtimod er hver eneste stykke dialog som en kastet dartpil i et ikke videre naturtro univers, selv om der uden tvivl ligger et hav af grundig research til grund for den autentiske historie.
Kulminationen for det hele er den dramatiske begivenhed senere kendt som Stormen på Kongressen, hvor voldelige oprørere opildnet af Donald Trump demonstrerede mod det demokratiske valg, der gjorde Joe Biden til præsident.
Det er astronomiske perspektiver, som ingen spillefilm i omegnen af to timer vil kunne samle til et bare nogenlunde retvisende billede. Men Aaron Sorkin skal have ros for at turde kaste sig ud i et projekt, som de færreste ville have mod på.
Eksploderende skaberværk
Man kommer uvægerligt til at sammenligne med den forrygende forgænger, og den kamp taber ’The Social Reckoning’ simpelthen.
Trent Reznor og Atticus Ross er hårdt savnede, for komponisternes fængende musik gav nervepirrende suspense til ’The Social Network’. Til sammenligning har franske Alexandre Desplat lavet en langt mere traditionel lydside.
I den første film spiller Jesse Eisenberg med en blanding af nørdet charme og skræmmende arrogance en ung mand, der ikke er klar over, hvad han er ved at sætte i gang. Denne gang har Jeremy Strong fået fornøjelsen af at gestalte en af verdens mest magtfulde mænd, der kynisk ser på bundlinjen som det absolut vigtigste og handlingslammet betragter sit skaberværk, da det eksploderer i hænderne på ham.
Det store paradoks er selvfølgelig, at du givetvis læser denne anmeldelse, fordi du er faldet over den på Facebook. Med mindre Zuckerberg og co. selvfølgelig sørger for at begrave den langt nede i algoritmen…
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
LÆS OGSÅ:
