Efter en lang orlov vender doktor Kay Scarpetta (Nicole Kidman) tilbage til jobbet som ledende retsmediciner for staten Virginia. Kay havde det samme job tilbage i 1998, hvor hendes første store sag var en uhyggelig seriemorder, der bagbandt og myrdede kvinder.
Da hun nu vender tilbage til jobbet, sker et lignende mord, og Kay bliver bange for, at man fangede den forkerte for over 25 år siden og i stedet burde have fængslet ægtemanden til et af ofrene, hvis fingeraftryk nu er dukket op på et mordvåben.
Scarpettas sag om kvindemordene stikker dog af i alle tænkelige retninger og slår smut omkring superhackere, bioteknologisk fremstilling af kunstige organer og sågar det ydre rum.
Serien kører i to spor, så man både skal have styr på 1998 og nutiden i 2020’erne – inklusive to sæt skuespillere.
Lad det være sagt med det samme: Kriminalgåden i ‘Scarpetta’ er klam. Afskårne lemmer, eksplicitte billeder af lig. Den rummer al den sensationslystne tortur af unge kvinder, som der har været god grund til at kritisere krimier for.
Man kunne også sagtens være gået med et simplere og mindre makabert plot, for det er på mange måder på hjemmefronten og i Kay Scarpettas egen familie, at serien peaker.
Modsætninger mødes under samme tag
Nicole Kidman har fået megen kritik for sit i senere år lidt udtryksløse ansigt. Men intelligent, kølig blondine er en af hendes specialiteter, og det fungerer godt, at den seriøse retsmediciner har et stenansigt, som er svært at aflæse.
Jamie Lee Curtis er til gengæld helt gakket som hendes søster Dorothy, der grundet ombygning af eget hus bor midlertidigt hos Kay sammen med sin mand. Dorothy er den slags midaldrende kvinde, der mener, at det altid er wine o’clock et eller andet sted.
Tænk en lidt ældre Gitte Graa fra ‘Matador’ iført mere glimmer, og så forstår man straks, hvorfor hun har svært ved at enes med sin seriøse, procedureorienterede og grundige søster, der laver espresso med samme nøjsomhed, som hun katalogiserer beviser.
De to kvinder har også mænd så forskellige som nat og dag. Kay er gift med Benton, spillet af Simon Baker, som man måske kan huske fra ‘The Mentalist’. En alvorlig, velovervejet og saglig tidligere FBI-agent, der imidlertid genoptager sit gamle job og derfor til dels kommer til at efterforske parallelt med Kay og til tider endda har ordrer om at holde ting hemmelige for hende.
Dorothy er til gengæld gift med Pete, spillet af Bobby Cannavale, en brovtende politimand, der i 1998-sporet af serien giver Kay masser af hovedpine som efterforsker på seriemordene. Kay stoler imidlertid fuldt og helt på Pete, som hun hyrer ind som konsulent på den nye sag – til især hans kone, Kays søsters, store irritation.
I midten af det hele står Lucy (Ariana DeBose), som egentlig er Dorothys datter, men som næsten altid har boet hos Kay, mens hendes egen mor levede et liv med spændende rejser og ditto mænd. Lucy er et techgeni, hvis kone er død et år forinden, og Lucy har derfor skabt en AI-version af hende, som hun nu sidder og taler med det meste af dagen. Dorothy og Kay skændes meget om, hvorvidt det er sundt.
Seriens håndtering af AI-konen er dog både interessant og nuanceret, hvilket gør disse scener til nogle af seriens bedste, fordi de etiske dilemmaer er så åbenlyse, og moderne teknologis håndtering af sorg er et gennemgående tema, der gerne måtte have haft endnu mere plads.
God gammeldags spænding
På skift får serien mistænkt mange forskellige som morderen, hvilket øger spændingen sammen med billeder af en mørkklædt person, der lister rundt, når mørket falder på.
Mange af de tricks, som ‘Scarpetta’ bruger for at få os til at gyse eller gætte, er dog set mange gange før.
Når det så er sagt, giver de to plot dobbelt tilfredsstillelse til sidst, da der også er dobbelt så meget pay-off hen mod slutningen og virkelig megen spænding at hente i de sidste tre afsnit.
Ikke alle spørgsmål besvares dog, så der er lagt solidt i kakkelovnen til en sæson to, hvis ‘Scarpetta’ finder sit publikum.
‘Scarpetta’ går ikke bare på to ben, men hvad der føles som mange i et kompliceret plot. Krimigåden og den klassiske jagt på en morder fungerer fint, men er langt fra lige så interessant som det store drama omkring sorg, svigt og modsætninger i Kay Scarpettas familieliv.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
