Jon Hamm er blevet mere komisk på sine ældre dage – og det klæder ham!

Den sorte komedieserie ‘Your Friends & Neighbors’ om en velhavende indbrudstyv tager heldigvis et par chancer i sin anden sæson.

Vi starter, hvor vi efterlod Andrew Cooper (Jon Hamm) i slutningen af første sæson. Han har netop afslået et tilbud om at komme tilbage til Wall Street og udbygger i stedet sin indbrudsvirksomhed, hvor han stjæler med Elena (Aimee Carrero) og hæler med Lu (Randy Danson).

Nu med et kontor som falsk front og en komplet genopretning af hans sociale status i rigmandsghettoen Westmont Village i New York-området.

’Your Friends & Neighbours’ har på mange måder fundet sin form, hvor humoren ligger i, at vi følger en mand, der spiller golf om dagen med dem, han røver om natten.

I den nye sæson bliver ’Coop’ dog opdaget, da han stjæler en sjælden bog fra den mystiske rederimilliardær Ashe (James Marsden), der netop er flyttet til Westmont. Til gengæld for ikke at melde Coop til politiet vil Ashe have ham til at investere 400 millioner dollars gennem det firma, der fyrede Coop i sidste sæson.

Så nu må Coop altså balancere livet som forbryder med livet som, well, en anden slags forbryder, for der er et eller andet helt skævt ved Ashe, der både har FBI i hælene og beskyldninger om, at hans rederi sejler med andet end bananer.

Humor klæder Hamm

Introduktionen af Ashe giver sæson to sin egen identitet, idet hans ankomst sætter en frygtelig masse halløj i gang. James Marsden er med sit – i 50’erne – stadig drengede ansigt og kaotiske energi et godt bud på en impulsiv og muligvis møgfarlig antagonist, der får Coop til at svede, samtidig med at han ender med at redde Sam (Olivia Munn), der står temmelig forslået tilbage efter sin mands selvmord.

Mange har nok set Jon Hamm som hørende til i en skyskraber iført et skræddersyet jakkesæt siden ’Mad Men’, og selvom rollen som Don Draper er ikonisk, må man indrømme, at Hamm får lov til at vise mere af sit talent i rollen som Coop, der også rummer en del komik, hvilket Hamm virkelig har flair for.

Hans voice-over indrammer stadig seriens absurditeter med sin blanding af ironisering over de ultrariges mangel på reelle problemer og ’Hammerslag’-præsentationer af ting, der koster langt mere, end de burde.

Efter et dødsfald i familien går Coop dog på jagt efter, om meningen med tilværelsen kunne være noget andet end at stjæle fra de rige og give til den næsten lige så rige, hvilket klæder karakteren, der får tilført flere nuancer.

Det er noget lort at blive gammel

Alder bliver et stort tema her i anden sæson, hvor både Coop, hans gamle chef Jack og ikke mindst ekskonen Mel (Amanda Peet) kæmper med kroppe, der begynder at kunne mindre og brokke sig mere.

Det gør hele serien lidt mere relaterbar, at man på den måde får noget konkret til fælles med de ultrarige i serien. At vi andre så ikke lige har 3.000 dollars at smide efter generne ved overgangsalderen, er en anden historie.

Mel tager desuden en stor tørn som sæsonens mere lavkomiske indslag, da hun starter en nabokrig over en hund, der skider på hendes græsplæne.

Man skal nok være til, at ’Your Friends & Neighbours’ er en af den slags serier, hvor ingen har den moralske overhånd, og alle lidt er nogle røvhuller. Man bliver altså aldrig helt investeret, idet det absolut værste, der kunne ske for disse mennesker, ville være at bo til leje og passe et almindeligt lønarbejde. Buhu.

Der er selvfølgelig husholdersken Elena (Aimee Carrero), der på en helt anden måde end Coop har brug for pengene, men hendes spor føles ikke helt integreret i historien her i anden sæson, hvilket er ærgerligt.

’Your Friends & Neighbours’ er en underholdende, omend lidt overfladisk serie om den eksistentielle angst, der kan opstå, når man ingen rigtige problemer har. Fælles menneskelige oplevelser som naturlig aldring, død og sorg giver noget dybde til flere af karaktererne, men man kan stadig med fuldstændig ro i maven grine af den amerikanske økonomiske elite.

Ikke mindst er serien ledt af en Jon Hamm, der ligesom den 32.000 dollars dyre flaske vin, som Coop stjal i første sæson, kun bliver bedre med alderen.

Se den på Apple tv


🖤🖤🖤🖤🤍🤍

Footer graphics