Hvis man vil det, kan man godt bevæge sig igennem en hel dag i Danmark uden at tale med et rigtigt menneske. Du kan møde ind på dit job og klikke på skærmen, og når du har fri, kan du købe ind og selv scanne dine varer. Du kan ovenikøbet flyve til et andet land – uden at sige et ord til andre.
Vi har tjek-ind-tjek-ud alle vegne, og det hele er så simpelt og enkelt. Men ikke godt. Vi har mistet alle de små og nogle gange sjove interaktioner, der gør køen kortere og får os til at snakke med andre udenfor vores fysiske og digitale boble.
I den nye Københavnske Ikeas kantine får man fx ikke noget ud af spørge dem, der står ved skranken og laver maden. Al kommunikation henvises til skærmene.
Jeg savner mennesker, når jeg skal købe ind, flyve eller på andre måder færdes i det offentlige rum. Ikke fordi jeg har brug for endeløs small talk, men jeg savner, dengang jeg tjekkede min kuffert ind hos en person, og de sagde ’god rejse’. (Jeg var også mere sikker på, at min kuffert nåede rigtigt frem, når en person havde håndteret den).
Billedet af vores mennesketomme samfund bliver tydeligere, når man netop har været i udlandet. Her er langt flere mennesker i servicesektoren, og det anses ikke på samme måde som nedværdigende eller unødvendigt arbejde. Mens en supermarkedtur i Danmark ofte føles som en sprint, som skal overstås hurtigst muligt, tager man i andre lande sig den tid, det tager.
Emma Holten har for nyligt gjort opmærksom på, hvordan vi ikke ordentligt værdsætter det huslige og omsorgsarbejdet på trods af den enorme værdi, det har for samfundet – og det enkelte menneske. Det samme gælder også servicesektoren, hvor værdien i, at der er mennesker og ikke kun maskiner i skranker, heller ikke kun skal måles i den valuta, der føres over skranken.
Vi taler også ofte om, at vi alle skal arbejde længere, men det er næppe alle ældre, der har lyst til at blive på arbejdsmarkedets højhastighedstog. Men et servicejob, der faktisk hjælper og gør folk gladere, ville kunne give mening for mange.
Selvom der er en stigende mistillid i samfundet, foretrækker vi stadig mange steder mennesker frem for maskiner. I en ny undersøgelse i seks lande viser, at et klart flertal er mest trygge ved nyheder lavet af rigtige journalister, mens kun 20 procent vil føle sig sikre med nyheder kun lavet af AI.
Sociale mediers algoritmer har det seneste årti skåret kiler ned mellem os, og den effekt forstærker vi kun at bruge maskiner til endnu mere. Det er som om, vi glemmer, at vores mål er at skabe et godt, trygt og sjovt samfund for os. Der er ikke noget andet endemål. Ikke en endelig effektivisering, hvor vi friktionsløst kan bevæge os gennem samfundet uden modstand eller menneskelig kontakt. Effektivitet har kun en værdi, hvis det letter os for byrder, men hvis prisen er fremmedgørelse, er det nyttesløst. Det er den vægt, digitaliseringen af vores samfund også skal vejes på.
Jeg vil påstå, at de fleste mennesker vil være tryggest og mest glade ved at møde et rigtigt menneske ved skranken eller kassen. Vi kan starte med at kvittere med et smil næste gang, et medmenneske bipper vores varer ind.
