Italiensk punk-forfatter troede, det var taberagtigt at arbejde hårdt: Men da hun interviewede Patti Smith, skiftede hun mening

Som et skrivende menneske, ser jeg op til Claudia Durastanti. Meget endda. Den italienske forfatter skriver sprødt og nøgternt, og så har hun en – for mig i hvert fald – ret ny måde at skrive autofiktion på.

I hendes anmelderroste roman ‘Fremmede jeg kender’, der blev oversat til dansk i 2023, skriver hun om at vokse op med sine døve forældre delvist på landet i Syditalien og i Brooklyn NYC, hvor hendes bedsteforældre emigrerede til.

Udover at være døve var hendes forældre også nogle lige dele rodløse og rastløse bohemer, der mildest talt gjorde alting på deres egen måde. Det var derfor en turbulent opvækst, men i ‘Fremmede jeg kender’, skriver Durastanti sine forældre frem med kærlighed, samtidig med hun sætter et blændende spotlight på handicap og psykisk sygdom.

Som voksen har hun boet i London i årevis, nu Rom, hvor hun har arbejdet som oversætter, journalist og anmelder. Blandt utroligt meget andet har hun eksempelvis portrætteret Nick Cave i Rolling Stone Magazine. Vel at mærke det allerførste interview han gav efter sin årelange tavshed, fordi han på tragisk vis mistede sin søn.  

Claudia Durastanti har altså med god gammel nordjysk underdrivelse et stille og roligt cv, der bliver toppet med, at hun har skrevet en af de bedste bøger, jeg har læst i år, nemlig romanen med den danske titel ‘Fremmede jeg kender’.

Men hvad ellers? Vi fangede Claudia Durastanti på en videoforbindelse fra Sydspanien, hvor hun er på skriveophold, til en snak om, hvordan hendes tilværelse ser ud lige nu. Vi byder hende hjerteligt ‘benvenuto’ i ‘Status’.

Hvad er det første, du læser hver dag?
I går morges startede jeg på den bog, som alle læser for tiden. ‘Intermezzo’ med Sally Rooney. Og jeg læser altid i en bog som det første. 

Hvad er din favorit-avis?
Internazionale (italiensk tidsskrift, red.). De publicerer efter min mening de bedste historier indenfor politik og kultur. Jeg synes, de sørger for at have et bredt udsyn i verden.  

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
‘Underworld’ af Don DeLillo. Jeg føler virkelig, at jeg var én person, før jeg læste den, og en anden efter. Den havde en transformerende effekt på mig – altså, det var en nærmest religiøs oplevelse. Men jeg kunne også nævne Anne Sextons bøger. Hver gang jeg tager en af hendes bøger, føler jeg, at jeg er på vej til lægen, som skal fortælle mig, at jeg har en frygtelig sygdom. Men lægen siger bare: Alt er godt. Jeg føler mig så set af hendes bøger. 

Hvad gør du for at finde ro?
Jeg vågner og går i seng på det samme tidspunkt hver dag. Sådan har det ikke været for mig siden børnehaven. Jeg ved det lyder meget ‘gammelt’, men den forudsigelighed gør mig rolig. 

Hvad spiser/drikker du, når der ikke er nogen, der kigger?
Et stort glas sødmælk. Da jeg boede i London følte jeg, at der var så meget skam forbundet med at drikke komælk, at man nærmest skulle skjule det i en brun papirspose på samme måde som med alkohol. Men nogle gange er der virkelig ikke noget mere tilfredsstillende end at drikke et gigantisk, koldt glas helt almindelig mælk. 

Hvad spiser du rigtig tit?
Det er virkelig en kliché – og jeg er ved at stoppe med det – men i de år, jeg boede i London, var jeg virkelig en avocado-pige. Men ja, jeg prøver at afvænne mig selv, fordi det ikke ligefrem er den mest bæredygtige frugt i verden. Og jeg prøver virkelig at være et bedre menneske i det hele taget, haha.   

Har du en underlig besættelse?
Mug. Det er måske ikke en besættelse, men det er i hvert fald en mærkelig frygt, jeg har. Jeg kan ikke lade være med at se det som et dårligt varsel, hvis det pibler frem på en væg for eksempel. 

Hvad har du lige lyttet til på Spotify?
MJ Lendermans nye album. Han laver det her all american’ car and guitar’-musik, som jeg virkelig elsker. Jeg kan ikke køre bil, men hans musik giver mig illusionen af, at jeg kører bil. 

Hvilken film kan du se igen og igen?
‘The Piano Lessons’. Og ‘There Will Be Blood’. 

Hvad gør dit liv lettere?
Da jeg var barn, havde jeg et stort behov for at sikre mig, at min mor altid ville være der, og da jeg blev ældre, gjorde jeg det samme med mine kærester. Men det gjorde mit liv nemmere, da det gik op for mig, at det at skrive er konstanten i mit liv. Det, som altid vil være der.  

Hvor får man det bedste måltid i Rom?
Jeg føler mig lidt som et røvhul for at nævne det – hvis nu alle kommer til at tage derhen, haha. Men der er den her restaurant, Piatto Romano, som ikke er fashionabel på nogen som helst måde. Den er ikke plantebaseret, tværtimod er den meget kødagtig. Det er et traditionelt italiensk cuisine, men de bruger urter på en vidunderlig måde. De har den her ret med tenerumi, som man kun kan få, når den er i sæson. Tenerumi er en nærmest sci fi-agtig grøntsag, der er en hybrid mellem en zucchiniblomst og en courgette. Det er nogle lange blade, og det smager så godt.  

Hvor er dit favorit-sted i verden?
Atlantic Avenue i Brooklyn ved solnedgang. Når lyset falder på alle bilværkstederne og bilerne i garagerne. Det får mig til at føle, at jeg er med i en John Cassavetes-film. Alle lydene… Jeg elsker lyden af et ‘city grid’. 

Hvad gør du ikke nok?
Jeg keder mig ikke nok. Og der kan komme virkelig smukke ting ud af kedsomhed. 

Hvad er dit motto?
Jeg har ikke et motto, men jeg har den her sætning, som jeg ikke kan stoppe med at tænke på. “A writer is essentially a spy. Dear love, I am that girl.” Det er en linje fra et Anne Sexton-digt. 

Hvilken podcast lytter du til?
Jeg er ikke rigtig en podcast-person. Jeg prøvede at lytte til ‘This American Life’, da det kom ud for mange år siden, men det bed ikke på mig. Jeg er meget mere visuel og vil hellere se en film eller læse i en fysisk bog. 

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Deborah Levy og Rachel Cusk. De er nogle af de forfattere, jeg virkelig er fascineret af. De er nogle kvinder, der har produceret en solid mængde arbejde, og jeg kan bare rigtig godt lide seriøse forfattere, der ikke er prætentiøse. Jeg har altid været draget af kvinder, der arbejder. For flere år siden interviewede jeg Patti Smith, et af mine store ungdomsidoler, og hun har ligesom altid været omgivet af mennesker, der levede et udtalt boheme-punk liv med stoffer og alt muligt. Men hun var altid clean, og til det sagde hun: “Jeg var jo nødt til at arbejde – jeg skulle lave plader.” Jeg har altid troet, at det var lidt taberagtigt, og jeg var altid bange for, at jeg var for professionel. Så jeg elsker virkelig bare kvindelige kunstnere, der tager sig selv seriøst, og som finder balancen mellem stilhed og tilstedeværelse, og som behersker evnen til at tale om deres arbejde, men som ikke stiller op til hvad som helst. 

Hvad ville du ønske, du gjorde mere? 
Det jeg gør nu. Jeg er på skriveophold, jeg har tid, og jeg har ikke en deadline. 

Hvad er dit happy place på internettet?
Der er et sted på internettet, jeg savner. Der var engang, hvor Twitter – jeg nægter at kalde det X – ikke bekræftede, hvad jeg i forvejen vidste. Det var et sted, hvor man havde adgang til en masse forskellige artikler og perspektiver. Jeg finder ikke det der kulturelle remix derinde længere. Og så bryder jeg mig ikke om al den negativitet og al det mobberi, der foregår derinde. Men ja, før i tiden var Twitter et lille skatkammer af ting, du ikke ellers ville støde på. 

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jeg har lavet mange interviews med mennesker, jeg virkelig beundrer. Nick Cave for eksempel. Men jeg har aldrig haft lyst til at tage et billede sammen med nogen af dem. Men jeg har et billede, som jeg er meget glad for, af mig selv og den amerikanske sanger Cat Power. Hun var min yndlingssanger, da jeg var yngre, og jeg elsker det billede, fordi jeg stadigvæk har den her teenage-glød i mit ansigt. 

Hvad var din seneste Google-søgning?
Jeg vågnede lidt tidligt i morges, og det ærlige svar er, at jeg søgte på ‘Naguisa’. Det er en skoforretning. Min bedstemor var syerske, og som barn tænkte jeg altid, at jeg ville ende med at arbejde med tøj og mode. Det er stadig en vigtig del af mig, og jeg kan ikke lade være med at kigge – også selvom jeg ikke skal købe noget. Jeg elsker at røre ved materialerne.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Jeg ville ønske at flere mennesker var udholdende i forhold til længde. At være langsom og at lade ting tage tid kræver engagement. Alting er blevet små installationer. Vi lytter til sange, ikke albums. Og jeg ville ønske, at flere gav sig hen til den fulde oplevelse. For eksempel at lytte til et helt album. Det er jeg selv i gang med at genopdage. 

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Læser en side i en bog.

LÆS OGSÅ