“Det er ikke nødvendigvis en særlig behagelig oplevelse at spille ’Stilstand’. Men det har jeg faktisk ikke noget imod. Jeg kan godt selv lide ting der er melankolske og går dybt ind i menneskeligheden, for det er først dér jeg synes at det bliver interessant,” fortæller den unge tegneserietegner Ida Hartmann der har produceret den interaktive tegneserie ‘Stilstand’ i samarbejde med Niila Games.
Spillet kan downloades på smartphone og PC, når det udkommer torsdag 27. august efter to år på tegnebrættet. Det er et intimt indblik i ungdommens skrøbelige følelsesliv i sort-hvide streger. Scenen er sat i en helt normal københavnerlejlighed, hos en helt normal kvinde, der både kæmper med forventningspres, klimaangst og ikke mindst sig selv. Men i denne fortælling sidder man ikke magtesløs foran skærmen; det er nemlig op til én selv at vælge, hvordan hovedpersonen handler. Velkommen til dit eget melankolske spil Sims.
Se traileren her:
Stilstand
‘Stilstand’ er en interaktiv tegneserie, hvor spilleren gennem historien bliver præsenteret for en række valg. I samspil med ‘Skyggen’ på værelset skal man hjælpe hovedpersonen med at tage valg som påvirker historiens forløb.
Ida Hartmann er uddannet Cand.mag, men har altid tegnet og drømt om at være kunster. ‘Stilstand’ er hendes debut som kunstner og spiludvikler.
Spillet er udviklet i samarbejde med Niila Games, og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut og Statens Kunstfond.
Traileren og lanceringstraileren er produceret af Heartbeats og giver et indblik i spillets handling og udgivelsen af spillet.
‘Stilstand’ udkommer 27. august 2020.
Download det på Google Play, i App-Store eller på Steam.
Følelser der giver genlyd
Ida Hartmanns havde lagt planen. Når hun blev færdiguddannet skulle hun have et job i kommunikationsbranchen. Men med en nyudklækket kandidatgrad, gik hun i panik.
“Jeg havde en indre stemme der sagde: ’Du vil jo gerne være kunstner Ida, du tør jo bare ikke’,” fortæller hun. Og i denne eksistentielle stilstand begyndte de at lave et spil, om netop dét. Kronisk eksistentiel krise.
“I starten da vi gik i gang med projektet, tænkte jeg slet ikke på, om nogle ville kunne genkende det jeg fortalte. Jeg tænkte mere bare over, hvor grænseoverskridende det var at åbne op på denne måde. Men jo mere jeg snakkede med folk om det, jo mere indså jeg, at jeg ikke var den eneste der gik rundt med alle de her følelser.”
Projektet udspringer nemlig i en vis grad af kunstnerens egen virkelighed. Og selvom der er flere fiktive elementer i historien, er meget af Ida Hartmanns oplevelser og følelser efterladt i tegneserien.
“Jeg tror, at hvis man fortæller fra hjertet, hører folk også efter,” siger hun.
Dog understreger hun også, at meningen med spillet aldrig var, at det skulle være et terapeutisk redskab. Med en god dosis sort humor og selvironi, er historien blot tænkt som en repræsentation af virkeligheden, som den ser ud for mange unge mennesker – overvældende og uoverskuelig.
En fortælling på tværs
Selvom ‘Stilstand’ teknisk set et spil, foretrækker kunstneren selv at kalde det for en interaktiv tegneserie; for dét er det jo. Med ordet spil kommer nemlig en masse forventninger til genre og medie. Begrænsninger som Ida Hartmann gerne vil gøre op med.
For hende er ‘Stilstand’ en udfordring og udvikling af den kunstneriske udtryksform som hun altid har følt sig hjemme i, nemlig tegneserien. Undervejs er tegnestregerne blevet animeret og gamificeret, og historien langsomt kommet til live.
“Jeg har altid interesseret mig for tværmedialitet og historiefortælling på tværs af forskellige genrer. Og jeg tror kun, vi har skrabet overfladen for, hvordan vi kan udnytte spil og litteratur. Derfor var det også fedt at arbejde på ‘Stilstand’, som netop foregår i den her hybridgenre mellem spil og tegneserie. På den måde har jeg bare kunne lade min fantasi løbe helt fri, uden at blive begrænset af medie og genre. Det synes jeg var helt fantastisk. Så jeg håber lidt at folk ser det som et værk i sig selv og får en kunstnerisk oplevelse ud af det.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.