Der er op mod 23 procent af os, der har svært ved at få de børn, vi gerne vil have. Det viser en undersøgelse fra Rigshospitalet. 5.616 børn, eller hvad der svarer til 9,1 procent af de børn, der blev født i 2017, kom til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling.
På verdensplan kæmper 50 millioner kvinder og par en tavs kamp mod infertilitet, og i mange udviklingslande er det endda en kamp mod stigmatisering og udstødelse. Herhjemme er det en kamp mod isolation og den lukkede dør til ’mor-klubben’, som alle andre kvinder synes at være medlem af. Sådan var det i hvert fald for mig i de tre år, jeg kæmpede for at få min søn – og for mange af de klienter, jeg nu er mentor for, mens de gennemgår fertilitetsbehandling.
I Danmark udvikler op mod 15 procent af de kvinder, der har været i fertilitetsbehandling i mere end et år symptomer på depression. Det er hver 6. kvinde i behandling, og mange af dem oplever at få flere og flere symptomer på depression, jo flere mislykkede behandlinger, de gennemgår.
Et studie viser, at det er lige så stressende at være infertil, som det er at have fået stillet en kræftdiagnose. Og et andet viser, at vi har 40 procent lavere chance for at undfange, når vi er stressede. Det er ikke kun sorgen over de børn, vi ikke får, der fylder. Det er også sorgen over ikke at kunne passe ind i den selvforståelse, man har skabt om sig selv og ikke at kunne leve op til egne og omgivelsernes forventninger til, hvordan man er en rigtig kvinde. Man er ikke med i fællesskabet, og det taler lige direkte til vores største frygt som menneske – at være udstødt af flokken. At have svært ved at få børn er stadig tabuiseret og forbundet med skam.
Lad os på denne Kvindernes Internationale Kampdag også give vores solidaritet til de kvinder, der kæmper en anden kamp end den, vi plejer at markere 8. marts.. Lad os støtte de kvinder, hvis kamp er kalendersex, negative graviditetstests, grænseoverskridende undersøgelser og behandlinger. Og lad os gå en dag i deres sko, så vi bedre forstår, hvad det vil sige at kæmpe med ufrivillig barnløshed i en verden, der hylder familien.
Ingen er død, men der er sorg
Der er ikke nogen, der er død. Der er ikke nogen begravelse at gå til, og der er ikke nogen, der sender blomster, når testen igen er negativ. Den sorg, man oplever, når man står med endnu en graviditetstest med kun én streg, er ikke tabet af noget håndgribeligt, men det er tabet af en stor drøm og et håb. Tabet af mening – nogle gange hver eneste måned. Man sørger over noget, der aldrig var her, og man sørger over usikkerheden over, om det nogensinde lykkes.
Jeg sørgede selv over alle de børn, der ikke kom. Over de embryoner, der blev til i et reagensglas, men ikke overlevede i mig, og over alle de små piger og drenge, der ikke ville få al den kærlighed og alt det, som min kæreste og jeg havde at give. Har du en kvinde i din omgangskreds, der kæmper, så giv plads til hendes sorg og undgå for alt i verden sætninger, der starter med: “I det mindste”. “I det mindste er du ikke alvorligt syg”. “I det mindste har I hinanden”. “I det mindste ved du nu, du kan blive gravid, selvom du mistede”. “Skal I ikke til at tænke på at få nummer to?”.
Kunne vi ikke sammen arbejde på at udrydde de spørgsmål fra vores sprog? Særligt, når de bliver stillet ud over en stor forsamling, så man ikke har nogen mulighed for at undslippe. For det første er det privat. For det andet må vi holde op med at gå ud fra, at kvinder udelukkende selv bestemmer om eller hvornår, de skal have deres børn.
Du kunne vente på, at hun selv fortæller dig, at hun enten ikke ønsker børn, ikke er nået dertil endnu (hun ved godt, at hun ikke har al tid i verden – hun har set de billboards med “har du talt dine æg i dag”, som Københavns Kommune satte op) eller at hun kæmper i fertilitetsbehandling eller med gentagne graviditetstab.
Er du oprigtigt interesseret, og vil du gerne tilbyde din støtte, så spørg på tomandshånd, i fortrolighed: “Du behøver ikke svare på det her, hvis du ikke har lyst, men jeg har tænkt på, om du mon gerne vil have børn, og hvis du har lyst til at snakke, så er jeg her”.
Og når vi sætter os til bords i frokostpausen, kunne vi måske også være lidt mere mindful’e end altid at indlede med: “Har du så børn?” Eller endnu være: “Hvor mange børn har du?” Den der kæmper, kæmper allerede med at dække sine kollegaer ind, når de har barnets første og anden sygedag. Og misforstå mig nu ikke – man skal have fri, når ens barn er sygt – vi skal heller ikke afskaffe Mors dag. Vi skal bare skabe omgivelser, der kan rumme forskelligheder og give plads til dem, der kæmper den stille, usynlige kamp eller måske har måttet give op overfor ufrivillig barnløshed.
Ingen plads til barnløse
Der er ikke altid plads til dem, der kæmper, selvom det er så mange af os, der på et eller andet tidspunkt kommer i den kategori. Rejsebureauet Spies reklamerer med at “gøre det for Danmark” – altså rejse på ferie og knalde for at opretholde landets dalende befolkningstal. Vores forældre ser længselsfuld på andres barnevogne, når vi er ude at gå søndagstur og får mange gange ubevidst ført deres egne børnebørns-længsler over på os – som allerede har fået hold i ryggen og lange gorillaarme af at bære rundt på vores egent pres.
Og vi bliver ovenikøbet jokende og med et lummert blik i øjet fortalt, at det at forsøge at blive gravide, er den sjove del af forældreskabet. Tøhø. I medierne hører vi forældre sige, at man altså ikke rigtigt har elsket, før man har holdt en lille nyfødt i armene, og når det er Mors dag forvandles Danmark til blomster og røde hjerter. Vi overtager sågar amerikanske traditioner som baby showers, hvor man skal hylde den vordende mor og møde op med lyserøde eller lyseblå pakker med babyudstyr. Og så drister man sig oveni købet til at tilbyde gode råd og historier som:
“Min mands kusines veninde holdt op med at spise sukker/besluttede sig for at adoptere/fik en hundehvalp/prøvede kinesiske urter/indsæt selv flere… og vupti, så var hun gravid”.
Det kan være svært at få en pause. Det kan være svært ikke at have brug for at isolere sig. Fertilitetsproblemer er isolerende og ødelæggende, og de kan knuse selv den stærkeste kriger. Lad os på denne 8. marts-kampdag hylde de kvinder (og par), der kæmper den stille kamp. Lad os ære deres ufattelige styrke til igen og igen at stikke sig selv i maveskindet for at få kroppen til at producere ekstra æg, der skal høstes via en lang kanyle op gennem skedevæggen.
Lad os anerkende dem for igen og igen at skulle finde huller i arbejdsdagen for at tage til scanninger eller blodprøver. For at måtte tage bukserne af på en klinik i stedet for i soveværelset og lægge benene i stigbøjlerne og blotte sig for en mandlig læge, der måske ligner en på 18.
Lad os anerkende at de, der er i forhold stadig er det, selvom om rasende hormoner og kalendersex virkelig ikke er fordrende for intimiteten! Lad os hylde deres udholdenhed, selvom de igen og igen må se på én eneste, hånende streg på graviditetstesten for igen at måtte rejse sig og prøve igen. Og lad os så inderligt håbe med dem, at næste gang er gangen, hvor kampen indstilles, og de endelig langt om længe kan opleve det, de ønsker sig allermest i livet.
Kære barnløse kvinde. Du er ikke alene. Vi, dine medsøstre og brødre, har din ryg, mens du kæmper. Og selvom det er kvindernes kampdag, så er der også et skud ud til dig, der kæmper ved siden af din seje kvinde. Glædelig International Kampdag.
Thilde Vesterby er Cand. Mag., yogalærer og coach og forfatter til bogen ‘Frugtbar– Yoga der booster din fertilitet – Mental førstehjælp, der bevarer din forstand’, der netop er udkommet.
