“How you doin’?”
Siden serien ‘Venner’ blev populær har de fleste kvinder – og sikkert også en del mænd – nok oplevet af få Joeys ikoniske scorereplik serveret af mere eller mindre charmerende personager.
Jeg har selv prøvet det utallige gange, men kun én enkelt husker jeg tydeligt.
Det var midt om natten, jeg gik ved Østerport og blev passeret af to svenske fyre. De dinglede ret meget.
Den ene af dem får øjenkontakt med mig, prøver at smile indsmigrende og siger så ovenstående famøse replik – han har sikkert allerede set for sit indre øje, hvordan han bliver hevet med hjem under dynen. Sex og overnatning i én. Pissegod deal, især når man er fuld turist.
Men jeg når ikke at reagere, for hans ven dasker til ham og siger:
”Nej nej, hun er jo tyk!”
”Nå ja, ha ha…” lyder det undskyldende og afværgende fra scorekarlen.
Hemmelig tilbøjelighed
For mig er det et tydeligt eksempel på, at det ikke er socialt accepteret at være tiltrukket af tykke kvinder.
Du tror mig ikke?
Engang datede jeg en fyr. Vi havde det sjovt og lækkert i vores sexboble, og da jeg efter nogle uger tænkte, at vi var nået til ”skal vi være kærester?”-snakken, grinede han nærmest ad mig.
”Jeg kan da ikke være kærester med dig. Jeg kan jo ikke gå med dig på gaden eller tage dig med hjem til familien.”
Han sagde det, som om det var det mest naturlige i verden. Vi havde aldrig været sammen udenfor vores lejligheders skærmende vægge, og i soveværelset elskede han min store numse og kunne ikke få nok af den. Men den lyst var da ildeset i virkeligheden.
Og så videre… Via min instagram-profil, hvor jeg dagligt er i kontakt med kvinder, der ligner mig, ved jeg, at det ikke kun er mig, der oplever det.
Dum og doven
Jeg er overraskende populær blandt mænd. Men det føles oftest, som om jeg er en skamfuld fetish for dem.
Jeg er sød, køn, sjov og ikke uintelligent. Men alt det blegner i forhold til min krop – for jeg er tyk.
Jeg tror, det fra mændenes side handler om skam.
Hvis en objektivt flot fyr ses med armen om mig, så tænker folk, at der må være noget galt med ham, siden han ikke kan score én, der er bedre end mig.
Jeg er i bedste mening og ramme alvor flere gange blevet opfordret til kun at date klamme mænd. Klam som i overvægtige. For ingen andre vil være kærester med mig, det må jeg kunne forstå. For kun andre overvægtige vil finde mig tiltrækkende.
Hvilket jo ikke er sandt. Men tyk er for mange stadig lig med dum og doven – for hvorfor gør jeg ikke bare noget ved det? Alle ved jo, hvor nemt det er at tabe sig – så det er meget lidt attraktivt. Det er en falliterklæring, hvis man nøjes med en tyk kæreste.
Forskel på køn
Måske mænd oplever det samme. Jeg synes ofte, man ser tykke mænd med lækre kærester, hvor jeg selv tænker, at han da sikkert er skidesjov og sød og sikke nogle dejlige øjne, han har.
Andre tænker måske, at han er rig, og hun en golddigger.
Jeg hører fra mandlige venner, at det er deres udfordring: de skal være succesfulde.
Mænd skal være rige. Kvinder skal være lækre.
Kommer vi ikke snart videre?
Hvor er det dog kedeligt, at par skal måles og vejes i forhold til hinanden. At vi taler om ”overscoring” og ”underscoring”. At folk m/k føler, de ikke kan leve op til deres partner, og derfor presser sig selv for at blive tyndere, stærkere, mere belæste, mere energiske eller hvad det nu kan være, så de bedre matcher.
Når to mennesker bliver kærester, kan vi så ikke bare gå ud fra, at det er fordi, de komplementerer hinanden på den ene eller den anden måde?