Den forgangne weekend var der Bogforum, og i den anledning havde den engelske landmand og forfatter Rosamund Young for første gang i sit liv erhvervet et pas. Jeg havde fornøjelsen af at tale med den indfløjne kvindelige kapacitet om hendes bog, ’Hvad køer ved om livet’. Den handler om hendes familiefarm Kite’s Nest i Worchestershire i Midtengland og hendes observationer af dyrenes sociale liv, intelligens målt på dyrenes præmisser og individuelle træk. ’Personlighedstræk’ kunne man fristes til at skrive, men så er vi ovre i en Disneyficering af dyrene, og det er ugleset i en tid, hvor der er fokus på abstraktion fra, at husdyr også er individuelle væsner med følelser og behov.
Ikke desto mindre er det sådan, at hvis man lever tæt på dyr, så står det krystalklart, at forskellige dyr indenfor samme race har forskellige ønsker til føde, ly og samvær, og at deres følelsesliv også er forskelligt. Ligesom menneskers er. Rosamund Youngs køer vandrer frit og græsser over bakkedrag, i skovkanter og andre ukultiverede områder, og hun færdes blandt sine dyr og kender dem.
Det er vigtigt at være udendørs hver dag for dyrene, men også for os mennesker. Gennem tusindvis af år har vi udviklet os sammen med jorden, planterne og dyrene, og vi kan ikke klare os uden. Den tilknytning ligger dybt i os, selvom de færreste tænker over det til hverdag. Det er et grundlæggende behov, nærmest et instinkt, som opleves ved, at vi mennesker trives bedst både i kroppen og hjernen, når vi kommer udendørs og bevæger sig.
For det enkelte menneske er det skadeligt at være frakoblet naturen, men det er desværre også meget dårligt for naturen, når vi mennesker mister forbindelsen til den. Når der sker, bliver vi mindre berørte af mishandlingen af husdyrene og tiltagende afkoblet fra forurening af jorden, drikkevandet og havene. Vi ser det ikke ske, når vi sidder indendørs. Og maden købes i dagligvarebutikkerne, skuret, renset og forseglet i plastik, så derfor glemmer vi, hvor den kommer fra: fra dyrene, jorden og havene.
Måske er det særligt vigtigt for børn og unge, der sidder indenfor på lange skoledage og får viden, leg og samvær via en skærm, at komme ud i naturen. En af de pointer i Rosamund Young’s bog, som gjorde stort indtryk på mig, handler om køer i fangenskab, i Danmark køer der står i det, der kaldes sengebåsestalde. Disse køer mister op til 30 procent af deres hjernekapacitet over få generationer, sandsynligvis fordi de ikke bevæger sig ret meget, orienterer sig eller udfolder sig i det fri.
Kan det samme ske for skærmpassive børn og unge?
Gå en tur eller tag cyklen, se på himlen, træernes farver, nyd regnvejret, læg mærke til lyset og hold øje med solen, månen og stjernerne. Vi er en del af det hele, og den fornemmelse er med til at holde vores hjerner skarpe og give os ro
Lone Landmand
