Nu skriver jeg noget, der virkelig kan få mig i fedtefadet, ikke kun blandt læsere men også blandt mine egne venner og familie: Jeg synes, det er sejt at ryge. Eller rettere, jeg synes, det ser vildt sejt ud.
Cigaretter har for mig, siden jeg var sådan cirka 14 år gammel, været indbegrebet af coolness. Og hvor mange måske ville mene, at det var en følelse, man burde være vokset fra, når man er nået 30’erne, har fået barn, semi-fast job og en alt for dyr andelslejlighed, så er jeg stadig midt i min cigarettilbedende epoke. Jeg elsker alt ved cigaretter, og jeg synes ofte, at rygere er sjovere og mere sexede end ikke-rygere. Sorry not sorry.
Og nu til en glædelig, men også meget usund nyhed, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg vil nemlig mene, at vi p.t. gennemlever en tid, jeg vil kalde for rygningens genkomst. Hvor det i en årrække har været cool at drikke matcha te og vade op og ned ad New Yorks gader med en yogamåtte stikkende op fra en alt for dyr APC-mulepose, fornemmer jeg nu et skift. Helsepigeæraen er slut og gadehjørnerne i byen, der aldrig sover, er i stedet blevet indtaget af en cigaretæstetik, vi kender tilbage the noughties. IT-girls som Alexa Chung, Julia Fox, Sabrina Carpenter, Margaret Qualley, Rosalía, Charli XCX og hele hendes pose, de ryger alle sammen, og de bruger cigaretterne som en stilmarkør.
De giver hinanden cigaretbuketter, puster lys ud fra toppen af tredelte lagkager dekorerede med askebægre og skod lavet i livagtig fondant. Og hvor burrataen og tuntataren før indtog hovedrollen på langbordet til deres misundelsesværdigt dekadente girl-dinners, er småretterne nu erstattet af rækker af farverige glas med små mærkater, hvorfra stjernerne frit kan vælge: Er du en all American Marlboro-pige eller en fransk femme fatale, der vælger Gauloises? Pick your poison.
Tendensen har også nået Hollywood-legenderne, der nærmest har taget cigaretterne til sig igen som en slags frihedsmarkør. Åh, hvilken lykke det var i det sene forår at se en nyligt fraskilt Natalie Portman stå på et gadehjørne i London og storsmilende ryge cigaretter med den fjorten år yngre Paul Mescal. Alle sladdermedierne var optaget af, hvorvidt de to var et par, jeg var derimod optaget af, at Portman og cigaretterne tydeligvis havde fundet sammen. Hun strålede, og jeg tror ikke, det var Mescals skyld (selvom yum). Nej, jeg tror det var cigaretternes.
Og Portman er altså ikke alene. Næsten alle kvinder jeg kender, tyer til rygningen, når de bliver singler. Det er tingen.
Hvor parforholdet ofte indebærer en forbedring af din sundhed (VI går en lang tur hver søndag, VI er blevet vegetarer, VI er holdt op med at drikke i hverdagene), så er singleperioden ofte præget af usunde beslutninger. Usunde for dit helbred, men måske sunde for dit mentale velvære. Min veninde fortalte mig for et par år siden, at det ultimative tegn på frihed for hende var, da hun blev skilt og rykkede ind i en lille kvistlejlighed, og der, blandt flyttekasser og pizzabakker, røg en cigaret mutters alene uden at åbne vinduet. Det var dekadent, og det var ulækkert, to ting hun absolut ikke havde fået lov til at være i sit parforhold. Cigaretterne satte hende fri, og vi ryger stadig indenfor hjemme hos hende.
Det er selvfølgelig også sygt klamt at ryge. Det tænker jeg, at vi alle ved. Du får dårlig ånde, grim hud og dit hår og tøj lugter. Du kommer i dårlig form, du får gule tænder og negle, for ikke at nævne rygerhosten, den mest selvudleverende lyd, din krop kan lave i 5C kl. 05:30 lørdag morgen. Og ja, du kan dø af det. Og hvis du ikke dør af det, får du højst sandsynligt en betydeligt værre alderdom. Så ja, det er klamt at ryge, og det er dumt. Men det ser også bare drøngodt ud. Simpelthen. Og så er det sexet som bare fanden.
At unge gymnasieelever i dag står og hænger foran en kaffevogn, imens de stopper hvide snusposer ind i munden, overgår min fatteevne. Hvad er pointen? Ingen kan se, at du snuser. Der er ingen dekadence og absolut ingen flirt i snusposen. Du ligner højst, at du har fået en på munden. Cigaretten derimod, den har format. Der er så mange bevægelser i rygningen, og 90% af dem er sexede. Cigaretten, der let hvilende imellem pegefingeren og langfingeren pendulerer mellem læberne og hoften, to af de mest sexede kropsdele på både kvinder og mænd, og dermed simpelthen også skriger: ”Se min krop. Se hvor lækker jeg er, imens jeg står her og langsomt tager livet af mig selv.” Det er dødsdriften i sin reneste og mest sexede form.
Der er også noget relationsopbyggende i rygningen. Og her taler jeg ikke kun om det åbenlyse fællesskab, man finder med andre i rygerrum og hængende ud af et køkkenvindue kl. 02 om morgenen på en torsdag. I rygningen er der også ufattelig mange muligheder for at vise en anden, at man gerne vil i kontakt med dem. Du ved bare, at en person er interesseret i dig, når vedkommende ikke rækker dig en lighter, men insisterer på at tænde din cigaret for dig. Og hvis du dater en der kender dit cigaretmærke og uopfordret køber en pakke med til dig fra kiosken, så er du altså på vej ind i et seriøst forhold. Sagt med noughties-ikonet Paris Hiltons udødelige ord: That’s hot.
Så hvad skal vi med rygningens genkomst? Skal vi bare alle sammen overgive os til en tidlig, men sexet død? Selvfølgelig ikke. Og hvis du læser det her og ikke ryger, så bliv endelig ved sådan. Det her er ikke Jehovas Vidner, jeg prøver ikke at få dig med i min kult. Men måske er der noget med, at tendenser skal svinge fra en yderlighed til en anden. Og hvor cigaretpiger som mig, har følt os fremmedgjort fra helsepigernes yogastudier og kålsalater i årevis, og ikke vidst, hvordan vi skulle tale med om kognitiv terapi og mindfulness, er det lidt en befrielse, at vi nu får lov til at få en smule af vores frirum tilbage. Eller i hvert fald gadehjørnerne de næste par år.
