Denne artikel indeholder spoilers for det tredje afsnit af tredje sæson af ‘Forræder’.

Vi er snart halvvejs i årets sæson af ‘Forræder’ med kendisser. Der er indtil videre ikke blevet sparet på offensive strategier, tabte missioner og busmetaforer.

For at sikre, at TV 2 får fat i seermålgruppen af unge kvinder, starter ugens afsnit ud med, at Lise Rønne foretager en tarotkortlægning. En Halloween-version af “Hvorfor er lykken så lunefuld?” spiller i baggrunden for rigtigt at understrege “Nu bliver det sgu uhyggeligt – også for dem over 40”.

– Hvordan fanden får jeg Hav Nabaz og Marie Watson til at stoppe med at skændes?, kunne man håbe, hun spørger universet om.

Bare rolig, Lise, vi finder snart ud af, at der ikke skal mere end et par fødselsdagskram til at få Hav Nabaz til at glemme sidste uges nedsmeltning.

Mænd med storhedsvanvid

Det er efterhånden tradition, at vi ved morgenmaden skal se 10 voksne mennesker gå krammerunder og besvare verdens mest akavede spørgsmål: “Hvordan har du sovet?”.

Den eneste, der lader til at nyde den heftige mængde nærkontakt, er Hav Nabaz, som har fødselsdag.

Forræder-Sarah virker ikke begejstret for setuppet og sammenligner morgenmadsbordet med at gå i svømmehal:

– Det er ikke skidelækkert. Man vender sig måske til det, men det bliver ikke lækrere af, at man går der hver lørdag.

Det eneste, dette afsnit af ‘Forræder’ og den lokale svømmehal har til fælles, er en Sarah Grünewald på dybt, dybt vand.

Thomas Korsgaard er blevet myrdet i nat, og han er lettet, for han vil hjem og være alene. Har hørt hans næste roman får titlen: ‘Man skulle nok IKKE have været dér’.

André Babikian har en teori. Han deler den med Emil Lange, mens han peger virkelig meget.

Teorien er, at det er vigtigt, at alle loyale stemmer sammen. Man når lige at spørge sig selv, “er det ikke hele præmissen ved spillet?”.

Det er virkelig et talent at sige noget så åbentlyst og få det til at lyde som en åbenbaring.

– Jeg vil se, om vi ikke i fællesskab kan stemme på én, jeg får lov at pege på, forklarer han.

Manden har været stum i tre dage, og nu vil han til at træffe de vigtige beslutninger. Man får sgu helt ondt i nakken af at ryste så meget på hovedet over hans kæmpe tilfælde af main character-syndrom.

Hav Nabaz fylder år, og Forræder-Sarah vil give ham en død forræder i gave. Hvem, det bliver, virker underordnet.

– Vi har en bus. Den er jeg gået ind i. Så har jeg lagt Anne-Marie først på vejen, og så ligger Rasmus lidt længere henne, forklarer hun.

Hvor mange liv skal den her hypotetiske bus have på samvittigheden? Det må altså snart være tid til at skifte transportmetafor. Jeg foreslår… skib.

Paradise Hotel møder Dagens mand

På vej mod dagens udfordring er der ingen, der gider at køre i bil med Anne-Marie Rindom og Ali Jassem.

Anne-Marie Rindom er bange for, at Forræder-Sarah snakker om hende bag hendes ryg. Teorisnakken går da også i de fleste biler. Bare ikke i Forræder-Sarahs bil, hvor Lise-Lotte Lohmann holder foredrag om Fyns mange slotte. Der går overraskende mange sekunder, før det bliver kedeligt.

GIV DEN KVINDE EN PODCAST!

Deltagerne ankommer til dagens mission, og Ali Jassem føler sig som en deltager i Dagens Mand på grund af de opstillede podier, som peger mod fem æsker i midten.

Missionen er noget med nogle æsker. Og nogle billeder som skal gættes. Det er sgu lidt forvirrende, og det kan ses på rummets hav af rynkede bryn.

Så sker der det, at André Babikian, som elsker at få sin vilje, får en daggert for næsen af fødselsdagsbarnet, mens Emil Lange får smilet sig til sit tredje skjold på fire dage. Det er simpelthen utroligt, hvor sympatisk og charmerende den mand er, når han laver så ucharmerende musik.

Sarah Grünewald udnævner sig selv til holdets stærkeste spiller. Resten af gruppen synes, det er mistænkeligt, at hun gætter rigtigt. Det er det også.

Heksejagten mod Sarah Grünewald går ind, og Rasmus Bruun griber muligheden for at søge om tilgivelse hos medforræder Anne-Marie Rindom, som tilgiver alt for let.

Hav Nabaz, som i sidste uge svor, at han ville stemme på Marie Watson, har tydeligvis fået reguleret sit blodsukker og hopper med på toget. Ali Jassem og Nicky Andersen hopper selvfølgelig med.

Mudderkastning og main character-syndrom

Vi er kun halvvejs i episoden, men ryger alligevel direkte til det runde bord. Det lugter lidt af, at vi har et par heftige diskussioner i vente.

Montren med sølvbarer er pinligt tom, og det samme er Anne-Maries argumenter, da hun prøver at forklare, hvorfor hun blev ked af, at ingen ville køre i hendes bil.

– Jeg tror ikke, I skal lægge så meget i det, siger hun og lyder lige så overbevisende som en e-mail fra en nigeriansk prins.

Lise-Lotte Lohmann undrer sig over, hvordan Forræder-Sarah kunne gætte, at hun lå i æsken med den stærkeste spiller. Det er tragikomisk, at de simpelthen er så dårlige til missionerne, at en sejr bliver set som noget mistænkeligt.

Forræderne mudderkaster til den store guldmedalje, men André Babikian er træt at falske teorier og foreslår, at han vælger, at alle skal stemme på enten Victor eller Sarah.

André Babikian er sjovt tv, men han er det, Prinsesse Isabella ville kalde “helt væk”.

Victor Lander mener på ingen måde, skuespilleren har anciennitet nok til at være bordets diktator. Desværre viser historien, at anciennitet aldrig rigtig har været et krav til sådan en titel.

På trods – eller måske på grund – af Andrés diktatoriske tendenser følger flokken patriarkens idé. Der er stemmelighed mellem Sarah Grünewald og Victor Lander.

Det er simpelthen verdens længste runde bord. Der var ærligt mere fremdrift, da jeg stod i kø som nummer 400.000 til skat.dk.

Victor Lander har våde øjne, og Sarah er træt. Så træt at hun i sin forsvarstale lige får nævnt, at hun “godt forstår, hvis folk tror, hun er loyal”. Ups, det lyder lidt som en returbillet hjem til København.

Der skal stemmes og selvfølgelig ryger Forræder-Sarah ud.

Hulkende af lettelse forlader hun slottet med en kuffert fyldt med dårlig samvittighed.

Måske der kommer lidt mere ro på konklavet nu, hvor de loyale gribbe endelig har fået et bytte.

Det ville være underligt, hvis manden med main character-syndrom ikke fik det sidste ord i ugens afsnit.

– Hvis jeg var forræderne, havde jeg fristet mig, siger André Babikian uden at blinke. Hans selvtillid er underligt inspirerende. Eller bekymrende. Det er svært at vurdere med sådan nogle diktatoriske typer.

Ugens deltager: André Babikian for at gøre storhedsvanvid moderne igen