Helle Malmvig tog til frontlinjen i jakkesæt og høje hæle. Og hun ville gøre det igen

Helle Malmvig er træt de her dage. Hun har lige været syg, og hun har været på, mere end hun plejer, telefonen har kimet, for tusindvis af personsøgere eksploderede i Libanon, muligheden for krig i regionen var pludselig meget reel, og når tingene spidser til i Mellemøsten, så ringer man til Helle Malmvig. Hun er seniorforsker ved DIIS, hun er vant til at udtale sig i radio og TV.

Når Helle Malmvig alligevel er ekstra træt i dag, er det fordi hun oveni det hele debuterer som forfatter om et par dage.

“Hele mit liv har jeg tænkt, at jeg kunne blive alt. Jeg kunne blive korrespondent, forfatter eller cirkusprinsesse. Når man er ung, har man en følelse af, at man kan gøre alt om og leve et andet liv,” siger hun.

Den følelse forsvandt. For to år siden fyldte hun 50, og en anden virkelighed ramte hende. Barnedrømmen om at skrive blev fundet frem, den roman, hun havde arbejdet på i seks år, skulle gøres færdig.

“Jeg tænkte: hvis jeg vil gøre noget andet, så er det nu.”

Helle Malmvigs debutroman ‘Glemmer jeg?’ er netop udkommet på forlaget 28b. Det er derfor, vi mødes.

Vi sætter os overfor hinanden ved spisebordet i hendes hjem i Hellerup, et rækkehus midt på en stille vej med biler parkeret op ad kantstenen.

Sådan en vej, hvor man trygt kan sende sine børn ud for at lære at cykle med støttehjul på. I forhaven står cykler parkeret oveni gulnende blade. Indenfor åbenbarer en anden verden sig. Her er bøger og farver, masser af farver.

sær det blå går igen, i puder og tapeter og saltkar. Her er et blåt tapet med gopler på i køkkenet og en antik, italiensk lysekrone over spisebordet, lyseblå stikkontakter, Helle Malmvig har købt med hjem fra Tyrkiet.

Hvis Helle Malmvig var med i Kender Du Typen, kunne eksperterne finde på at sige: “Her bor et menneske, som står ved sig selv, og som ikke er bange for at stille sig frem. Aftenens hovedperson er ikke en, der putter med sig selv.”

Og så er der alt det, man ikke kan afkode, når man lader øjnene fare hen over hjemmets overflader.

Her bor en kvinde, der som barn drømte om at skrive og gemte sig i litteraturen. Her bor en kvinde, som engang var en pige, der besluttede sig for at blive stort og stærk, stærkere end sin far.

Her bor en kvinde, som elsker sine to børn, men som havde svært ved at finde sig til rette i rollen som mor. Som aldrig fandt det naturligt og som ikke kunne finde ud af at skifte en ble.

Her bor en kvinde, som befandt sig godt i maskuline fællesskaber. En kvinde, som rejste til Beirut for at føle sig hjemme blandt storhed og ruiner og sorg og larm.

Vi dømmer hinanden på det, vi kan se på overfladen. Helle Malmvig vil gerne tale om alt det, der gemmer sig nedenunder.

Det skræmte barn og den handlekraftige, voksne kvinde

I romanen møder vi hovedpersonen Julie både som barn og som voksen.

Barnet Julie er forvirret og forskræmt.

Hun bor i et pænt hus i Hellerup med bøger og klassisk musik, hun læser Tove Ditlevsen og tager i teatret med sin mor og er bange for sin far, som er vred temperamentsfuld. Det hele er skrevet i nutid.

“Jeg ville have, at læseren kunne mærke barnets forvirring og ensomhed,” siger Helle Malmvig.

Hendes stemme er rolig og varm, dyb og koncentreret.

På en gang generøs og afmålt, en stemme, der kan skære igennem og sætte dagsordenen, uden antydningen af noget voldsomt.

Hun står fast, hun vælter ikke så let. Og overfor det står det nervøse. Hun har printet noter ud, de ligger mellem os, hun vil gerne gøre det godt. De modsætninger, vi alle indeholder, kommer tydeligt frem i bogen.

Den voksne Julie har en succesfuld karriere som forsker, hun er en anerkendt Mellemøstekspert, hun spiser frokost med forsvarsministeren og rådgiver om sikkerhedspolitik.

Hun bor i Hellerup med sin mand og to små børn. Hun har et godt liv på overfladen, hun er blevet til noget.

Men overfladen krakelerer, for Julie begynder at huske ting fra barndommen.

Minderne kommer i bølger, nogle står stærkt, nogle er slørede og vage og svære at tyde.

Og nogle af minderne er så voldsomme, at de truer med at vælte hende omkuld. Det er minder om vold og overgreb, begået af dem, der skulle passe på hende.

“Jeg ville vise modsætningen mellem det skræmte, ensomme barn og den voksne kvinde, der virker til at være det modsatte. Julie vokser op og bliver en modig kvinde, som handler meget. Hun tager til Mellemøsten og er i aktive krigszoner mere eller mindre alene. Hun er umiddelbart stærk, hun er i en maskulin verden, hvor der er krig og man taler sikkerhedspolitik. Hun vil frem,” siger Helle Malmvig.

Flygter hun også?

“Ja, det gør hun. Men det er ikke kun flugt. Mellemøsten er et sted fyldt med modsætninger. Det er et sted, hvor man kan møde mennesker, der har været udsat for smertefulde og traumatiske oplevelser. Det er intenst, og så behøver man ikke selv mærke, hvordan man har det,” siger hun.

Helle Malmvig var selv interesseret i politik fra en tidlig alder.

Hun voksede op med en far, som var interesseret i politik og i verden, men som også var vred og temperamentsfuld. Og som hun ligesom Julie i romanen var bange for.

“Da jeg var lille besluttede jeg mig for, at jeg skulle blive større og stærkere end min far. Jeg besluttede mig for at overvinde min frygt. Jeg stod foran spejlet og øvede mig i at kaste den arme, frygtsomme pige af mig. ”

Og gøre dig hård?

“Ja, det tror jeg helt sikkert, jeg har gjort.”

Det lyder egentlig som noget, der også har hjulpet dig i dit job?

“Ja, eller også har jeg valgt et job, der passede til det. Den lille pige, der syntes, hun var ingenting, blev til noget,” siger hun.

Der er forskellige måder, man kan håndtere en svær barndom, fortæller hun. Hendes måde blev at arbejde, at kæmpe.

“Det tænker jeg er en sund strategi til et vist punkt. Det er angstdæmpende, hvis man føler, man godt kan finde ud af ting i verden. Det kan bare ikke stå alene.”

Kom til kort i moderskabet

Da Helle Malmvig blev mor, stod hun pludselig i en situation, hun ikke kunne handle sig ud af. Hvor hun ikke var stærk. Begge hendes børn blev født for tidligt, den første blev født meget for tidligt og var ved at dø. Starten på moderskabet var fyldt med angst.

“Jeg var så bange for at gøre noget forkert. Alt det jeg kunne i mit arbejde, og så… pludselig havde jeg intet. Jeg var på udebane. Jeg var enormt bange for at gentage min egen barndom, jeg kunne slet ikke være naturlig i det,” siger hun.

Hun troede ikke, at børn måtte græde, så det blev hendes job hele tiden at sørge for, at børnene ikke græd. Hun gik og gik og gik med barnevognen for at undgå gråden og for at beskytte dem. Der gik lang tid, før der endelig var en, der sagde: “Helle, børn må jo godt græde.”

Hun vidste ikke, hvordan man skiftede en ble, hun var bange for at tabe babyen.

“Da mine børn var små følte jeg virkelig, at jeg kom til kort.”

Hun er glad for al den litteratur, der er kommet de seneste år om moderskabet og det svære i det. Det manglede hun, da hun stod time efter time på legepladsen med sine børn og kedede sig. Og følte sig forkert. Det er det, litteraturen kan, siger hun. Give plads.

“Mine børn er det vigtigste i mit liv, men de er ikke det eneste vigtige. Det føles stadig som et tabu at sige. Bare det at sige det til dig, så tænker jeg: Åh nej, er der nu nogen, der tænker, at jeg ikke elsker mine børn.”

I ‘Glemmer jeg?’ kæmper den voksne Julie også med moderskabet og familielivet. Hun rejser væk, og børnene savner hende, hun tager i byen, og hendes mand savner hende.

“Jeg ville gerne portrættere en kontrastfyldt kvinde, der er helt på hjemmebane i maskuline miljøer og fuldstændig på udebane, når det handler om børn og alt det følelsesmæssige ved at få børn. Traditionelt er det jo sådan, manden er blevet skildret i litteraturen,” siger hun.

Julie er en kvinde, der er lige dele modig og dumdristig. Jeg spørger Helle Malmvig, om hun selv har været modig eller dumdristig på sine mange rejser. Især en af turene står frem for hende.

Hun havde lige været til møde i det kurdiske udenrigsministerium, det var under Irakkrigen, som Danmark deltog aktivt i, og Helle Malmvig ville gerne møde nogle af de kurdiske soldater, der kæmpede imod Islamisk Stat. Hun regnede ikke med, at det kunne lade sig gøre, men hun spurgte alligevel. Og pludselig fik hun at vide, at der holdt biler udenfor, der ville køre hende til frontlinjen.

“Så jeg tog af sted til aktiv krig i jakkesæt og høje hæle, men uden hjelm og uden fraktionsvest og uden at fortælle nogen, hvor jeg var.”

Hun smiler. Den dag i dag kan hun stadig forstå, hvad der trak i hende.

“Jeg havde mulighed for at komme helt tæt på den krig, vi selv deltog i. Jeg mødte kurdiske soldater og kom helt tæt på Islamisk Stats udbrændte kampvogne.”

Hun ville tage afsted igen. Men hun ville tænke sig bedre om. Og fortælle nogen, hvor hun var.

Klasselitteratur nord for København

‘Glemmer jeg?’ skriver sig ind i den bølge af klasselitteratur, der fylder i boghandlerne de her år. Édouard Louis, Glenn Bech, Liv Nimand Duvå, Asta Olivia Nordenhof, Lone Aburas. Alle skriver de om, hvordan den klasse, vi vokser op i, følger os gennem livet.

Det gør Helle Malmvig også, men hun skriver om den øvre middelklasse nord for København. Hvor der er kulturel kapital i metermål, bogreoler fyldt med bøger, hvor man lytter til klassisk musik og tager i Det Kongelige Teater. Det er en verden, hun kender, det er en verden, hun kommer fra.

“Der er ingen tvivl om, at man har rigtig meget med sig af karrieremuligheder og intellektuel bagage, hvis man kommer fra den øvre middelklasse. Men følelsesmæssigt behøver man ikke have noget med. I den øvre middelklasse er der også forældre med depression og alkoholmisbrug, og der er også forældre, der begår vold og overgreb. Du kan have nok så mange bøger og nok så mange penge. Det gør dig ikke nødvendigvis en til en god forælder.”

I bogen forsøger Julie jo at gøre de voksne omkring sig opmærksomme på, hvad der foregår, men de hører hende ikke. Tror du det sker mere i den øvre middelklasse eller overklassen?

“Jeg har ikke noget empiri for det, men ud fra min egen historie og folk, jeg har mødt, så tror jeg, der er nogle ting, som ikke bliver opdaget, fordi vi går ud fra en hel masse om hinanden på baggrund af hvordan vi går klædt og hvilket postnummer, vi bor i. Det er sværere at se, om et barn bliver svigtet, hvis man har at gøre med en pæn middelklasse,” siger hun.