Damerne først, siger vi også i Danmark, hvor vi dog gerne vil bilde os ind, at ligestillingen er langt bedre end i resten af verden – hvis ikke helt 50/50, så da i hvert fald tæt på.
Herhjemme er ’Ladies First’ navnet på et netværk for kvinder, der vil stå stærkere i arbejdslivet og i livet i det hele taget. Til sammenligning er det småt med søstersolidaritet i Netflix-komedien ’Ladies First’, der foretager et ikke videre originalt tankeeksperiment: Hvordan ville verden se ud, hvis magtbalancen mellem mænd og kvinder blev byttet rundt?
Det er en besnærende præmis, men resultatet er desværre ikke noget at råbe hurra for.
Midaldrende øjenguf
Mens det trods alt er rimelig universelt, hvad mennesker synes er spændende og rørende, er humor virkelig en smagssag.
Jeg har skreget af grin over den tåkrummende komik i Sacha Baron Cohens univers, mens andre finder hans stil tåkrummende på en mere ubehagelig måde. Særligt hans kasakhiske tv-reporter Borat står dog som et fyrtårn ikke bare i den specifikke genre mockumentary, men i nyere komik i det hele taget.
I ’Ladies First’ spiller den britiske satiriker en kvindebedårer ved navn Damien Sachs, der med fortællerens ord ”havde det hele: penge, sex, magt”. Da han slår hovedet på den dummest tænkelige måde, vågner Damien op i en verden, hvor kvinderne har styringen, og han selv er blevet til et midaldrende stykke øjenguf.
Cohen omgiver sig med et cast af forrygende britiske skuespillere som Rosamund Pike, Charles Dance, Emily Mortimer og Richard E. Grant. De udlåner alle ganske uforfængeligt deres talent til en film, hvis kvalitet ikke er på deres niveau. Pike spiller Damiens kvindelige modstykke, der pludselig indtager chefstolen i deres reklamefirma, da rollerne ombyttes.
Mange vil nok tænke på ’What Women Want’ med Mel Gibson som mandschauvinistisk reklamemand, der efter at have slået hovedet pludselig kan høre, hvad kvinderne omkring ham faktisk tænker. ’Ladies First’ er dog en løs genindspilning af den franske ’Jeg er ikke en letlevende mand’ fra 2018.
Den films instruktør, Éléonore Pourriat, afprøvede allerede konceptet i 2010 med kortfilmen ’Majorité Opprimée’, der er en langt mere dramatisk udlægning af kønskampen. Her bliver en mand udsat for et overgreb på åben gade, før politiet mistroisk tager imod hans forklaring, og hustruen victim blamer ved at kritisere hans valg af tøj. Der er ikke så meget at grine ad, men til gengæld åbner filmen for nogle tankevækkende refleksioner.
Ulidelig uden udløsning
’Ladies First’ sovser rundt i nogle temmelig bedagede klichéer, fordi den uelegant kæmper med at få analogien til at gå op. Giver det nogen mening, at de nu underdanige mænd møder nedringede op på deres arbejdsplads, så man kan se deres æggende brystbehåring?
Så er det sjovere, når ’Ladies First’ kommer med mere slående stikpiller, som at mænd bliver hysterisk ulidelige, hvis de ikke har haft udløsning i en uge. Eller når filmen mere underspillet viser, at Damien som singlemand i et kvindedomineret samfund selvfølgelig er blevet katteejer.
Og så er en nedbarberet klaveroptræden med Ginuwines 30 år gamle sexhymne ’Pony’ jo altid velkommen. Med det sagt er humoren langt størstedelen af tiden på et niveau, hvor man er langt fra imponeret.
Der er kommet en kvindelig pave, mænd forventes at gå med en slags bh til deres testikler, og i stedet for at sige Amen til sidst i en gudstjeneste siger man Awomen. Der er nok at lege med i det kvindedominerede univers, men de forskellige små observationer samler sig aldrig til et regulært udsagn om verden.
Og så forstår jeg ærlig talt ikke en meter af, hvorfor Damien pludselig har en sommerfugl med til et strategimøde. I en film på kun halvanden time er der alt for meget underligt fyld, som slet ikke giver mening.
Ingen slag i bolledejen
’Ladies First’ er på mange måder en flad oplevelse, ikke mindst visuelt. Filmen er seneste skud på stammen inden for den æstetik, der har fået tilnavnet Netflix lighting, hvor mange af streamingtjenestens film simpelthen ser unaturligt glatte ud, fordi der ikke er kontraster i billedet.
Man kan argumentere for, at den kunstige stil giver mening i en film, der gør en dyd ud af at forvrænge virkeligheden. Og måske havde det faktisk været endnu mere forstyrrende, hvis filmen havde forsøgt at fremstå realistisk ved at opbygge en troværdig verden.
Hvis man ser ’Ladies First’ på de præmisser, kan der måske være lidt fornøjelig underholdning at finde på en fredag aften. Så længe man ikke forventer de store slag i bolledejen eller skarpe indsigter om kønskampen anno 2026, men er fint tilfreds med at grine lidt af nogle latterlige situationer.
Af samme grund er filmen dog glemt, så snart rulleteksterne løber over skærmen, og derfor er den ikke værd at spilde sin tid på.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
