Hovedattraktion
Hvis man ikke allerede har planlagt at besøge Louisiana for at se deres nye udstilling med Jean-Michel Basquiat, så begår man en eklatant fejl. Nu er det ikke, fordi jeg selv er nogen museums-Stalin, for jeg besøger i grunden ikke disse særlig tit, men fik for nylig anledning til at se ‘Headstrong’, og det var en stor oplevelse. Basquiat behøver ingen introduktion, hans liv og død som 27-årig har gjort ham herostratisk berømt, men det er første gang nogensinde, at hans værker kan opleves på en soloudstilling i Skandinavien.
‘Headstrong’ består tilmed af værker, der blev fundet i hans gemmer, og som formentlig aldrig har været tiltænkt offentligheden. Der er tale om “tegninger” lavet for hans egen fornøjelses skyld. Det gør på ingen måde resultaterne mindre fede. Der er 49 af dem, og så er der ét kæmpestort, velsagtens sagnomspundet oliemaleri (pga. dets astronomiske værdi), og hver og et kunne jeg falde i staver over i lang tid. At han var sin tids Picasso er svært at uenig i.
100 år med The New Yorker
Det her er selvfølgelig sagt med en meget kraftige mængder bias, men jeg er så hjernedødt træt af den ofte bovlamme kritik, almindelige mennesker har af medierne. Folk, der hader medier og synes, alt er deres skyld, læser sjældent avis og gider endnu sjældnere at betale for journalistik. Vil man have god journalistik, må man betale for det. Og med dét lille indløb, må jeg på det kraftigste anbefale, at man ser Netflix’ dokumentar om The New Yorker – et ikonisk magasin, der trods medieudviklingen har lavet en god forretning ud af kvalitetsjournalistik fra allerøverste hylde i 100 år.
Dokumentaren er et glimrende indblik i, hvor meget flid der går forud for, at man som læser kan læse noget så simpelt som en artikel. Det er et fascinerende kig ind i maskinrummet på en af verdens mest attråede og snobbede redaktioner, der består af menneskelige originaler. Se den, og køb deres magasin bagefter.
Drømmemænd
Der er som bekendt virkelig gang i noget med den moderne maskulinitet. Det har der været i ret lang tid efterhånden, men debatten og ideerne om femininitet og maskulinitet bliver i min bog ved med at være spændende at forholde sig til. Dét gør journalist og forfatter Linea Maja Ernst klogt og fabulerende i den nye podcast Drømmemænd sammen med Tobias Raun, der er lektor på RUC. Jeg startede med at lytte til deres afsnit om ‘Musik og maskulinitet’, hvor de analyserer Guldimund og får besøg af Simon Kvamm for at diskutere guitaren som penisforlænger og alibi for mandlig udskejelse. Det er popkulturanalyse på et meget universitetsagtigt niveau, og man føler lidt, man er med i en læsegruppe på KUA, men det er ikke noget dårligt.
Ugens af-befaling
Podimo. Kritikken hagler lige nu nedover Podimo, efter de har lanceret deres nye podcast ‘Nedsmeltning’ med den stalkingdømte journalist Sisse Sejr – og med god grund. Det er på alle måder forkert, at en forbryder kan drage fordel af sin kriminalitet, alt imens offeret står som taber igen, igen. Jeg fortænker ikke Sisse Sejr i sin beslutning, men mener, at Podimo har begået en eklatant fejl her. De har totalt overset deres ansvar, og deres tavshed i den her misere sig bør i selv være nok til, at man genovervejer sit abonnement på deres platform, hvis man da har et. Det mindste, man kan gøre, er at undlade at lytte.
