Svensk seniorkærlighed
Hvis du som jeg synes, at tre afsnit af Paradise Hotel om ugen er alt for lidt, har jeg kuren lige her. Tænk ‘Paradise Hotel’ møder ‘Verdensdamerne’ møder… tja svensk tv. I ‘Hotel Romantik Sverige’ mødes 24 svenske mænd og kvinder over 65 år på et slot i Portugal. Og de har ikke mere end en uge til det at finde deres sidste, store kærlighed. Med et semi-tåkrummende møde blandt vinstokke, en feberdrøm af et talentshow og charmerende medvirkende har Hotel Romantik skabt et koncept, hvor man hepper på samtlige deltagere uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Det er livsbekræftende, det er bedårende og det er – vigtigst af alt – underholdende.Den danske version af konceptet blev skudt i de schweiziske alper i efteråret med Sofie Linde og Joachim Ingversen som værter – eller rejseledere som de kaldes i programmet – og får premiere senere på året.
Hotel Romantik Sverige kan ses på DRTV.

Gratis comedy på Bartof Café
Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg var klar til at afsløre min allerdybeste hemmelighed. Men hot girls don’t gatekeep, så her kommer det! Mens alt(!) bliver dyrere, er der ét sted, jeg flygter hen, når jeg sidst på måneden vil underholdes uden at være nødsaget til at optage et SU-lån i indgangen: Bartof Café på Nordre Fasanvej.
Her kan man ugentligt overvære deres comedy open mics for den lave pris af nul og dut. Det er dog altid god stil at købe lidt i baren som tak for gratis indgang. Et godt tip er at komme et par timer før, spise en omgang nachos og spille kort med sin medbragte ven. Så kan du sikre dig pladsen til venstre for scenen, hvor lyset lige præcis ikke rammer, og du derfor slipper for, at komikerne vælger dig som aftenens offer.
Der er gratis stand-up comedy på Bartof Café hver tirsdag.
Arkadespil og rå fisk i Kødbyen
Som restaurantkæden Cofocos allerstørste fan var jeg ekstatisk, da de annoncerede deres nye asiatiske fusionsrestaurant Superbon. Med et par veninder under armen drog jeg afsted mod Kødbyen og wowza for en aften! Indretningen minder om Superbons Cofoco-søster Donna med kæmpe blomsterbuketter, bløde sofaer og dæmpet beslyning. Dog nu med et asiatisk twist.
Menuen var for vild med wagyubøf til de kødspisende, fisk i rød karry og kokosis med litchi til at runde aftenen ordentligt af. Maden var lækker, drinksene var lækrere, og personalet var… virkelig søde.
Superbon bød også på et arkaderum, hvis man havde brug for en pause mellem retterne, og på badeværelset hang der et billede af Dronning Margrethe den 2. Virkelig lol detalje som både passede til og skilte sig gevaldigt ud fra resten af oplevelsen. Hop afsted! Du vil ikke fortryde det.
En Superbon-menu koster 395 kroner.
LÆS OGSÅ