dzidra

Heartbeats anbefaler: Her skal du spise på Nørrebro, gå på museum og se tv

Hvad skal du se, spise og opleve i den kommende tid? Louise Elly Meyer peger på sine favoritter lige nu.

Hemmelig Nørrebro-café

Man skal vide, at Dzidra findes. Det er ikke et sted, man naturligt og tilfældigt spadserer forbi på en tur på Nørrebro. Men nede i et kælderlokale på Baldersgade ligger denne indtagende blå café med det umulige navn. Prøv deres røræg, og du vil blive så mødt i din madglæde, at der er en velspillet chance for, at du bliver rørt til tårer. Personligt har jeg kun mæsket mig i deres morgenmad og uovertrufne kaffe, men de serverer også aftensmad.

Personalet er venlige, søde og rare, hvilket er langt ud over det sædvanlige i storbyen. Og så er der bare godt gammeldags hyggeligt i det lille lokale (vistnok et gammel posthus). Man sidder tæt, men altså, det luner jo unægteligt i det blæsende efterår, der er over os.

Premiere på årets mest storslåede tv-serie

Den er ubehagelig, ‘Familier som vores’. Og der er ingen garanti for en tryg nattesøvn, når rulleteksterne rammer skærmen, og et afsnit slutter. For mig personligt har serien i hvert fald pustet til den klimaangst, der i forvejen kan komme og sætte sig på mit sengegærde. Men det er også netop derfor, at serien er den mest relevante – og smukke -, vi kommer til at se i år.

Det er landets allerbedste skuespillere, der sætter liv til instruktør og manuskriptforfatter Thomas Vinterbergs fortælling om, at Danmark i en nær fremtid bliver evakueret, fordi vandstanden stiger med høj hastighed. Der er katastrofe og apokalypse i farvandet, men der er også masser af kærlighed, omsorg og livsbekræftende lys i mørket.

‘Familier som vores’ har premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag 20. august

Mellem kunst og videnskab

Vi bliver ved vandet, for på Louisiana har de netop slået dørene op til deres udstilling ‘HAVET’, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem kunst og videnskab. Som titlen kraftigt insinuerer, så et det vores store vilde hav, der er i fokus. Både alt det, der er under og over overfladen. Det viser de både gennem malerier, skulpturer, installationer og løbende foredrag i de smukke omgivelser i Humlebæk.

Havet er lunefuldt, og gennem kunst og kulturhistorie viser museet udviklingen i, hvordan havet gennem tiden har været genstand for mystik og eventyr, til i dag, hvor havet på mange måder er vores fælles losseplads. Anmeldere har kaldt det for en dybt sanselig, stilfærdig og imponerende udstilling fuld af poesi og skønhed. Jeg er klar til at lade mig opsluge.

Oplev ‘HAVET’ på Louisiana, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk, indtil 27. april 2025

LÆS OGSÅ

Footer graphics