En god knægt
Den seneste uge er der sket det, at jeg har lyttet til den samme sang cirka tre gange om dagen – i gennemsnit altså, for nogle dage mere. Det er den danske singer/songwriter Knægt, som har ramt mig lige i efterårshjertet med sangen ‘Made in Tunesia’. Det vilde er, at der har udspillet sig det samme de foregående uger blot med en anden sang, som han også har skrevet. Den hedder ‘Jer, der tog togene’ og er en forløber for et album, som kommer til marts. Knægt spiller dansksproget indierock med elementer af folk og mere rendyrket pop. Når det er bedst, er det melankolsk og guitarbåret, men udtrykket kredser generelt om hans glasklare vokal, der bevæger sig gennem de helt høje registre med imponerende naturlighed. Det bør ikke være nogen hemmelighed, at Malte Nordtorp, der står bag Knægt, er Guldimunds bror, for de bevæger sig i det samme genrefelt, men når sangene er så gode, som de er, er det på alle måder kun en berigelse af dansk musik, at der er mere af slagsen.
Svensk-marrokansk hemmelighed
Det virker rimelig omvendt at dele en hemmelighed her, men tit er de hemmelige anbefalinger også de bedste. Og måske er det svenske tøjmærke Casatlantic slet ikke nogen hemmelighed, det virker bare ikke som om, særlig mange kender til det. Men de laver noget herretøj, som jeg er travlt optaget af at beundre, og noget stort foretagende er det ikke. De trækker på nogle klassiske principper, elsker højtaljede bukser og pressefolder, men de blander det med holdbare marrokanske militærtekstiler, så man rent faktisk kan bruge tøjet uden, det går i stykker. Deres kollektioner er ikke store og tøjet bliver hurtigt udsolgt, så man skal være kvik, hvis man vil have fingrene i det. Start med at se den her nye kampagnevideo. Så tør jeg godt love, du får lyst.
Supper, salater og sandwich
Kan man anbefale en person? Jeg vil prøve. Matty Matheson. Han er kok, og mange vil måske kende ham fra hans medvirken i ‘The Bear’, hvor han har en birolle som en lidt skør pedel. Derudover har han en YouTube-program, ‘Cookin’ something‘, hvor han laver mad, der som oftest kan kategoriseres som voldfråderen, mens han råber og skriger og laver jokes. Han er nok en acquired taste, men jeg er besat. Jeg tøver heller ikke med at kalde ham et stilforbillede, fordi han er så god til at bære slidt tøj, men det er en anden sag. Nu skal det handle om hans nye kogebog ‘Soups, salads & sandwiches’, som netop er udkommet og netop tilføjet på min imaginære ønskeliste. Det er hans bud på klassiske retter med et twist, der kræver minimal indsats, men giver maksimal smag.
