Nogle mennesker rejser ud i verden for at søge lykken. Med håb i hjertet og stor beslutsomhed. Andre igen bliver kastet af sted, drevet af nød og modvillig desperation. På vej mod et liv i evig splittelse – mellem det hjem, man forlader, og det hjem, man forsøger at skabe et helt andet sted.
’Hjem’ er sidstnævntes fortælling.
Filmen starter i 1991 midt i opløsningen af Balkanregionen, hvor kaos og korruption råder. Her bor seksårige Maja (Tara Čubrilo) med sine to storebrødre, sine forældre (Dejan Čukić og Nada Šargin) og sin bedstemor.
I et hyggeligt hjem med natur lige udenfor døren og kærlighed i stuerne. Men også et hjem, hvor hver øre må tælles, og forældrenes blikke bliver mere og mere modløse.
Indtil den dag Majas far meddeler, at de er nødt til at forlade Jugoslavien og søge lykken i Danmark. Og at de kun kan tage Maja med. De ældre drenge skal blive hos bedstemoderen. Men de vil blive hentet, så snart den øvrige familie er faldet til i Danmark, hvor Majas faster allerede bor. Det lover faderen.
Det er således en splittet familie, der lander på Nørrebro i København, og som kæmper for at finde fodfæste i det nye land, hvor det langtfra kun er sproget, der er svært at forstå.
Godt nok tilbyder Tivoli et øjebliks eventyrmagi, men hverdagen er tungere. Det er svært at få job, og for at få opholdstilladelse er begge forældre nødt til at indgå dyrt betalte proformaægteskaber og jævnligt stille til kontrol hos myndighederne.
Sans for detaljer
Mens forældrene langsomt mister fodfæstet i det nye land, må Maja påtage sig et alt for stort ansvar for sine forældre. Hun har måske nok lettere ved at lære det nye sprog, men forstår ikke de mange uudtalte mekanismer omkring hende.
Selvom ’Hjem’ fortæller historien om forældrenes vanskelige beslutninger og kampene med at være splittet mellem to lande og to kulturer, er filmen fortalt med Majas blik.
Hun er filmens bankende hjerte, og man har lyst til at tage hende i hånden og sige, at det hele nok skal gå. Også selvom hun i smug ringer hjem til brødrene fra forældrenes rengøringsjob så mange gange, at det fører til en fyring. For hvordan skulle hun vide, hvor dyrt det var? Hun er jo bare en lille pige, der savner sine brødre.
Det er på mange måder en klassisk indvandrerhistorie om det store spænd mellem drøm og virkelighed, håb og håbløshed. Men den er fortalt helt indefra med sans for detaljen og med en stor menneskelighed.
Det hele er iblandet små befriende humoristiske øjeblikke, der anerkender det absurde ved forældrenes påtvungne fupægteskaber for penge, samtidig med at de bliver skildret med forståelse for, at alle gør, hvad de finder nødvendigt for at overleve.
Nogle gør det for penge, andre for at have noget, der i hvert fald på overfladen ligner et hjem. For man siger, at hjem er, hvor hjertet er. Og hjerter er sværere at flytte end kroppe. Ikke mindst voksne hjerter i voksne kroppe, der har slået dybe rødder.
Bankende hjerte
’Hjem’ er et personligt projekt for Marijana Jankovic, der er født i Montenegro og selv som barn kom til Danmark med sine forældre. Selvom man kunne fristes til at sætte lighedstegn mellem Maja og Marijana, er det dog ikke hendes historie, men en sammenfletning af ting, hun selv har oplevet, og ting, andre omkring hende har fortalt.
Og man må sige, at der har været professionel opbakning til Marijana Jankovics projekt. I hvert fald dukker det ene store navn efter det andet op i både større og mindre biroller.
Foruden Dejan Čukić, Nada Šargin og Tara Čubrilo, der er fremragende som henholdsvis far, mor og Maja, ses Jesper Christensen, Trine Dyrholm, Claes Bang, Lene Maria Christensen og selvfølgelig Zlatko Burić.
Og det er ikke svært at forstå hvorfor, for man mærker det personlige afsæt i filmens bankende hjerte, der giver én en følelse af måske endelig at forstå, hvor svært det er at forlade sit hjerte og sin fortid i et andet land i et mere eller mindre desperat forsøg på at sikre en fremtid. Hvis ikke for en selv, så for ens børn.
Vi kommer tæt på alle misforståelserne – både de kulturelle og dem, der opstår ud fra nok så gode, men fejlagtige, intentioner. Alle faldgruberne og de beregnende mennesker, der står i kø for at lukrere på sårbare mennesker i en udsat position.
Men også de små glimt af håb og varme, man klynger sig til, som var det det allersidste bræt fra en synkende skude. Hvad det måske faktisk også er. For alt kan gå galt, og kun meget lidt synes at kunne gå godt.
’Hjem’ gør os alle sammen lidt klogere og får os til at se på verden og vores medmennesker med større empati. For hvem ved, hvilke kampe, drømme og længsler der gemmer sig bag et ukendt ansigt?
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
