Britisk serie-drama
‘One Day’, med den danske titel ‘Samme dag næste år’, er den slags serier, der får dig til at føle, at du er svøbt ind i nostalgi, i 20’ernes forelskelser og i en ‘alt kan ske’-stemning. Jeg har næsten slugt den råt. Det vil sige, jeg har gemt de sidste to ud af seriens 14 afsnit, fordi jeg faktisk ikke kan bære, at den skal slutte.
Serien handler om de to venner Dexter Mayhew og Emma Morley, der møder hinanden til afslutningsfesten på college, hvor de begge har studeret. Han er en del af overklassen fra London, hun er en del af arbejderklassen i Nordengland. Første afsnit lægger op til en klassisk ‘rom com’: kærlighed ved første blik, de hooker op, de bliver kærester. Men det sker bare ikke.
I stedet udvikler Dex og Em et særligt venskab, og selvom deres liv drejer sig i totalt forskellige retninger, så har de – næsten – altid hinanden med. Han bliver vært på nogle højtråbende fjernsynsprogrammer, mens hun uddanner sig videre til skolelærer. Flere gange tror man, at nu finder de sammen, og alt bliver idyl, så kaster livet en curveball efter dem.
Hovedrolleindehaverne, Leo Woodall og Ambika Mod, spiller fænomenalt, deres dialog er veloplagt, og man tror virkelig på deres karakterer. Særligt i afsnit fem, da Dex får et totalt sammenbrud på en togstation, et regulært panikanfald, da det går op for ham, at hans mor er døende, og at han har forsøgt at løbe fra sorgen ledsaget af kokain og alkohol.
Frem for alt er serien en sanselig oplevelse. Den viser, hvordan det kan være mere intimt, at to albuer næsten rører hinanden end en klassisk ‘hook up’-scene. Skønheden ligger i detaljerne, og for os, der husker 90’erne, er det særligt vidunderligt at genopleve årtiet afsnit efter afsnit. Musikken, moden og viben.
Serien er spækket med lige dele britisk charme og kynisme. Dex og Em er ægte sjove, men de kommer også med jævne mellemrum til at såre hinanden med deres kulsorte humor og lejlighedsvise ubetænksomhed. Sommetider er serien faktisk næsten følelsesmæssigt brutal. Men jeg er dybt forelsket.
/Louise Elly Meyer
At leve kreativt? Læs en bog
For nogen vil det muligvis være fuldstændig faux pas overhovedet at anbefale en bog, der falder under selvhjælpsgenren, men nu vil jeg vove pelsen og gøre netop det. Den amerikanske musikproducer Rick Rubin har nemlig skrevet en bog om kunsten at leve kreativt, som hedder netop dét, og den kom egentlig på dansk i november, men har været udsolgt – indtil nu, hvor den igen er på lager. Man skal ikke suse særlig meget rundt på internettet for at falde over klip med den excentrisk udseende Rick Rubin, der sidder med sit lange skæg og udbreder sig om kunst og kreativitet på en meget inciterende måde. For mange er han en slags guru. Og det forstår jeg godt, for han er virkelig interessant og inspirerende at høre på for folk, der enten interesserer sig for eller arbejder i den kreative verden.
/Thomas Balslev
Ruths hus
I 2018 stak en gruppe børn og voksne af fra en lille landsby på Lolland. De var en del af en særlig gruppe, som kaldte sig for en kristen menighed. De andre i byen kaldte dem for en kristen sekt. Menigheden hed ‘Faderhuset’, hvilket nok giver genklang hos de fleste. Måske især på grund af miseren med ungdomshuset på Jagtvej 69 i 00’erne – men det er dog langt fra den eneste konflikt, de har været i. ’Ruths hus’ er et dybt rystende indblik ind i en verden af hemmeligheder og ritualer. En podcastserie, der udforsker den omdiskuterede religiøse bevægelse ’Faderhuset’ og stifteren bag, som blandt medlemmer omtales ’Ruthemor’. Gennem tidligere medlemmer af sekten, her i blandt Camilla Johnsen og Joy, bliver historier om hårde afstraffelsesmetoder og psykiske overgreb udfoldet.
De første fem episoder er allerede ude og kan lyttes til på Third Ear.
/Asger Lorenzen
