Der er godt nyt til alle dem, der ikke fik helt nok med den næsten otte timer lange Beatles-dokumentar ‘Get Back’, som havde premiere i 2021.
Den 29. november lander nemlig endnu en helt ny dokumentar om the fab four med titlen ‘Beatles ’64’.
Filmen handler om The Beatles’ første turné i Amerika og indeholder hidtil usete filmoptagelser af det ikoniske band. Beatles ankom til New York City den 7. februar 1964 med kolossalt hysteri og begejstring til følge, idet tusindvis af fans var mødt op for at byde dem velkommen.
Det er Martin Scorsese, der står bag filmen som producer, med kyndig hjælp fra instruktør David Tedeschi. De to har brugt gamle, restaurerede filmoptagelser blandt andet fra The Beatles’ første live optræden på Washington Coliseum og deres berømte koncert på Ed Sullivan Show, som var med til at starte den såkaldte ‘Beatlemania’.
Derudover er der intime behind the scenes-optagelser, der indfanger bandets venskablige dynamik under deres turné, plus spritnye interviews med både Paul McCartney og Ringo Starr.
Dokumentaren får følgeskab af syv genoptrykte vinyler baseret på de originale mono-optagelser, der oprindeligt udkom i årene 1964-65, og som har været udsolgt siden 1995.
‘Beatles ’64’ kommer eksklusivt på Disney+ den 29. november