”Hjerneanfald,” lyder kampråbet i gaderne, da undertrykte kvinder i 1930’ernes USA bruger to selverklærede monstres vold til at igangsætte en revolution, hvor de svinske mænd bliver stillet til ansvar.
Med den vildskab er ’The Bride!’ – inklusive udråbstegn i titlen – mere i familie med en film som den galsindige ’Poor Things’ (2023) end Guillermo del Toros nye ’Frankenstein’ (2025).
Faktisk er ‘The Bride!’ en nyfortolkning af historien, der første gang blev fortalt på film i James Whales ’Frankensteins brud’ fra 1935, hvor Boris Karloff spiller det sympatiske monster, som får en brud. Hun ses dog kun nogle minutter i filmen, der handler mere om Frankensteins behov for selskab, men Gyllenhaal tager nu de nutidige briller på ved at udfolde fortællingen set gennem brudens øjne.
‘The Bride!’ er et fandenivoldsk, grotesk og svært underholdende frigørelsesprojekt, hvor der bliver spillet på alle tangenter i et så hæsblæsende tempo, at man om ikke andet må beundre resultatet.
Filmen kommer givetvis til at dele publikum i stærkt begejstrede og voldsomt irriterede lejre. Selv købte jeg fuldstændig ind på det sprudlende drama, hvor gys og romantik går hånd i hånd med en klokkeklar pointe om, at man skal være fri til at sige fra.
Sin generations bedste
Det er spøjst at se Jessie Buckley som Frankensteins brud i samme uge, som hun er aktuel i danske biografer med hovedrollen i mesterlige ’Hamnet’, der snart gør hende til Oscar-vinder. Med den alsidighed må hun nu kaldes en af sin generations bedste.
Den irske skuespiller gestalter både det udøde væsen og den unge kvinde Ida, som hun hedder, inden Frankenstein med hjælp fra Dr. Euphronius (Annette Bening) vækker hende til live igen. Som om det ikke var nok, spiller Buckley også ’Frankenstein’-forfatteren Mary Shelley, der i sort-hvide scener både agerer fortæller og indtager kvindens splittede personlighed.
Derfor bobler britiske gloser ud af den blodigt misfarvede mund akkompagneret af en lille bøvs i ny og næ. Der er ikke meget pæn pige over bruden, hvis hukommelsestab efter genoplivningen får hende til at spørge, hvad hendes navn er. Det er ikke videre subtilt, men takket være skuespillernes indlevelse føles identitetsjagten nærværende.
Christian Bale spiller Frankensteins monster – Frank eller Frankie, som han mere mundret kaldes – og hans udgave er romantisk anlagt i en grad, så han i ensomhed får skabt en samlever. Han går i biografen og ser stort opsatte musicals med skuespilleren Ronnie Reed (Jake Gyllenhaal) i hovedrollen og bliver en fnisende fanboy, da han møder sit idol til en cocktailfest.
Selv om Reeds ene ben er kortere end det andet på grund af poliosygdom i barndommen, ser han ikke samme sjæleforbundethed som Frank. Med erkendelsen af, at der ikke er plads til dem i menneskenes verden, drager de som en forvredet udgave af Bonnie og Clyde ud for at omstyrte samfundet.
Visuelt slaraffenland
Maggie Gyllenhaal tog et stort spring fra skuespiller til instruktør og manuskriptforfatter med sin fintfølende debutfilm ’The Lost Daughter’, som hun blev Oscar-nomineret for.
Det er modigt ud over al fornuft, at hun har valgt en så grænsesprængende og på mange måder nærmest distancerende film som sit næste projekt, men det giver mening for filmskaberen, der er en kvinde med holdninger.
Dem udbasunerer hun for fulde gardiner i ’The Bride!’, hvor hun har hyret både komponist Hildur Guðnadóttir og fotograf Lawrence Sher, der hjalp Todd Phillips med at gøre ’Joker’ til en overvældende oplevelse.
På samme måde er der meget at holde øje med i hendes visuelle slaraffenland, hvor kroppe bliver smasket til ukendelighed, og store forfattere bliver refereret til for at tegne de helt store tematikker op.
”Jeg vil hellere være fri,” siger bruden som et mantra hentet hos forfatteren Herman Melville, og i den afdæmpede sætning ligger et enormt oprør mod den kultur, som i århundreder har holdt kvinder nede, og som i nyere tid kulminerede med #MeToo-bevægelsen.
Monstrøsitet under overfladen
Man får lyst til at sammenligne ’The Bride!’ med Emerald Fennells biografaktuelle ’Wuthering Heights’, der også bruger en af engelsk litteraturs største romaner som bagtæppe for en evigt aktuel historie om krydsfeltet mellem kærlighed og besættelse.
Begge er komplet bombastiske, men jeg vil hellere gense Gyllenhaals film, fordi hun lykkes med at skabe et helstøbt univers, hvor delene passer sammen.
Peter Sarsgaard og Penélope Cruz spiller et umage detektivmakkerpar, som er i hælene på monstrene, mens dansk-kroatiske Zlatko Burić har en helt afgørende rolle som kynisk gangsterboss, der ikke bare slår unge kvinder ihjel, men også vil have deres tunge.
Han symboliserer den totale ondskab i en film, der ellers gør plads til nuancerne og den komplicerede relation, Frankenstein og bruden har. Det skaber stærke øjeblikke, som når hun spørger ham: ”Var jeg også sådan her før ulykken?”
Det kan han selvfølgelig ikke svare på, for han har kun skabt hende med øje for egne behov, og på den måde italesætter Maggie Gyllenhaal den monstrøsitet, som lurer lige under overfladen i os alle sammen.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
