Foto: Terkel Thorsen / TV 2

Fra Colin Farrell til Greve Nikolai: Her er ugens bedste streaming

Der er actionfyldt fantasy, hæsblæsende spænding og romantisk komik i ugens streaming-anbefalinger, hvor vi også får et særligt kig ind i de royale gemakker.

Forhåbentlig er du ikke gået helt død foran skærmen i forsøget på at se alle kampene til det største VM nogensinde. Hvem anede snart sagt, at der var så mange lande i verden, og at de alle skulle med på bekostning af Danmark …

Der er til gengæld dømt skæppeskønt tagselvbord i denne uge, hvor landets tv-kanaler og streamingtjenester virkelig disker op med en samling spændende titler med alt fra serier over film til dokumentarprogrammer.

Her er noget for enhver smag, hvad enten man er til actionfyldt fantasy, hæsblæsende spænding eller romantisk komik, så god fornøjelse foran flimmerkassen.

Voicemails for Isabelle

’Voicemails for Isabelle’

Deutch spiller i ’Voicemails for Isabelle’ den unge kvinde Jill, der efterlader telefonsvarerbeskeder til sin afdøde søster for at holde liv i forbindelsen mellem dem. Beskederne havner dog hos manden Wes, der nærmest forelsker sig i de kærlige ord. Men hvordan skal det dog udvikle sig til et egentligt forhold mellem de to? Det bliver spændende at se.

’Voicemails for Isabelle’ kan ses i dag på Netflix.

Sugar

’Sugar’ sæson 2

Det er svært at skrive særligt meget om anden sæson af ’Sugar’, uden at afsløre det ret vilde plottwist, der sker cirka midtvejs i seriens første sæson. Af hensyn til eventuelt nye seere vil jeg dog forsøge at skrive mig rundt om det, så fornøjelsen ikke bliver ødelagt.

Lad os derfor nøjes med at sige, at Colin Farrell – Oscar-nomineret for sin præstation i ’The Banshees of Inisherin’ og altid en fryd at se som skuespiller – har rollen som privatdetektiven John Sugar, der opklarer sager i et solbeskinnet Los Angeles.

I umiddelbar nærhed af Hollywood kan han dyrke sin store interesse for klassiske film, mens detektivgenren bliver udsat for kærlig satire med alle de klichéer, som hører til. Det er svært underholdende, men som sagt skal første sæson altså opleves først.

’Sugar’ sæson 2 får premiere i dag fredag på Apple TV.

Flugten fra Bolivia

’Flugten fra Bolivia’

”Vi skulle bare på pigetur. En helt almindelig ferie.”

Sådan siger en af hovedpersonerne i den norske dramaserie ’Flugten fra Bolivia’, hvor et kvindeligt trekløver bliver anholdt i det sydamerikanske land med kufferterne fulde af kokain.

Serien er inspireret af Norges største kokainsag, der er en opsigtsvækkende omgang. Og selv om serien er fiktionaliseret, skorter det ikke på dramatiske hændelser som fængselsflugt, mens der endda er en nyfødt baby på spil midt i det hele. Hovedrollen som Ida spilles af stortalentet Ella Øverbye, mens den i Danmark kendte Jakob Oftebro medvirker som journalist.

På rollelisten er også danske Joachim Fjelstrup, der for nylig vandt ved Det Vi Elsker Prisen for sin birolle i ’Vægtløs’. Han spiller mystiske Tommy, der hjælper 17-årige Ida med at flygte mod den norske ambassade i nabolandet Brasilien.

’Flugten fra Bolivia’ kan ses nu på DRTV.

Nikolai

'Nikolai'

De unge i det danske kongehus viser sig for tiden mere og mere frem som generationen, der skal tegne den royale familie i de kommende år. For nylig fik Hans Excellence Greve Nikolai sin filmdebut som skuespiller i den svenske thriller ’Doktor Glas’.

I TV 2-dokumentarserien med den meget nede på jorden-titel ’Nikolai’ får han dog mulighed for at vise danskerne, hvem han er bag den glamourøse facade. Igennem et år har et kamerahold fulgt den unge greve, mens han forsøger at finde balancen mellem arbejdsliv og alle sine drømme.

Det er åbenlyst særligt at være født ind i en privilegeret familie med dertilhørende forventninger. Når man så får frataget sin kongelige titel, som det skete for Nikolai og hans søskende i 2023, er situationen pludselig en anden, og hvordan håndterer man det som ungt menneske?

’Nikolai’ får premiere 22. juni på TV 2 Play og TV 2 Echo.

House of the Dragon

’House of the Dragon’ sæson 3

Jeg ved ikke med jer, men efter den overraskende morsomme og veloplagte spinoff-serie ’A Knight of the Seven Kingdoms’ glæder jeg mig overordentligt meget til at vende tilbage til dystre Westeros i tredje sæson af ’House of the Dragon’.

Serien har trods et tårnhøjt kvalitetsniveau på mange parametre ikke helt kunnet undslippe følelsen af at være en lidt fad efterligning af ’Game of Thrones’. Der er blevet bygget op til den store guldmedalje, når mere eller mindre ondsindede figurer har lagt skumle planer i mørke lokaler, men nu er der efter sigende dømt bulder og brag for alle pengene.

Serieskaber Ryan Condal – der står bag serien sammen med forlæggets forfatter George R. R. Martin – har inden premieren sagt, at de med realiseringen af det berygtede slag Battle of the Gullet har skabt ”det vildeste tv-afsnit nogensinde”.

’House of the Dragon’ sæson 3 får premiere 22. juni på HBO Max.

The Agency

’The Agency’ sæson 2

Michael Fassbender, Richard Gere, Jeffrey Wright, Jodie Turner-Smith og Katherine Waterston udgør det voldsomt stjernespækkede persongalleri i den hæsblæsende spændingsserie ’The Agency’, hvor førstnævnte spiller en undercover-CIA-agent.

Serien er baseret på den franske forgænger ’Le Bureau des Légendes’, mens den engelsksprogede udgave er skabt af Butterworth-brødrene (’Edge of Tomorrow’) med blandt andre George Clooney på producerholdet. I anden sæson er der endnu mere på spil for hovedpersonen Martian, der skal beslutte, hvor hans loyalitet ligger.

Det skulle angiveligt være ret ligetil at hoppe ind i serien, selv om man ikke har set første sæson. Vores anmelder var da også lidt forbeholden over for den, men måske er anden gang lykkens gang, når det gælder international spionage.

’The Agency’ sæson 2 får premiere 22. juni på SkyShowtime.

Det amerikanske eksperiment

’Det amerikanske eksperiment’

Mens fodbold-VM kører for fulde gardiner i USA og resten af Nordamerika, bliver der i disse dage også holdt andre jubilæer og mærkedage. For ganske nylig fyldte præsident Donald Trump 80 år, og den 4. juli fejrer hans hjemland sin 250-års-fødselsdag.

På den dato for et kvart årtusinde siden underskrev de såkaldte founding fathers uafhængighedserklæringen, hvormed 13 nordamerikanske kolonier rev sig løs fra Storbritannien og markerede fødslen af Amerikas Forenede Stater.

I den anledning har Netflix produceret en dokumentarserie, der med en lang række interviews og dramatiserede rekonstruktioner fortæller historien om, hvorfor og hvordan nationen blev skabt. Det er måske ikke så dumt på et tidspunkt, hvor mange mennesker mener, at USA har mistet retningssansen og sine egne flotte idealer.

’Det amerikanske eksperiment’ kan ses 24. juni på Netflix.

In the Hand of Dante

'In the Hand of Dante'

Der er berømte skuespillere til alle sider i den ellers knap så opmærksomhedssøgende ’In the Hand of Dante’. Filmen fik verdenspremiere på Venedig-festivalen sidste efterår med et cast, der tæller Oscar Isaac, Al Pacino, John Malkovich, Gal Gadot og Gerard Butler, men hurtigt forstummede snakken om den vist nok svært forståelige film.

Nu kan vi dog endelig snart se den på Netflix, så der bliver mulighed for selv at fælde dom. Filmen foregår i to spor, og Oscar Isaac spiller hovedrollen i både nutid og fortid. Han agerer i nutiden en forfatter, der hjælper en gangsterboss med at stjæle den historiske ’Den guddommelige komedie’, mens han også spiller fortidens Dante.

Det er den amerikanske maler og filmskaber Julian Schnabel – manden bag perler som ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ og kunstnerportrættet ’Basquiat’ – der står bag filmen.

’In the Hand of Dante’ kan ses 24. juni på Netflix.

Avatar: Fire and Ash

Oona Chaplin as Varang in 20th Century Studios' AVATAR: FIRE AND ASH anmeldelse. Photo courtesy of 20th Century Studios. © 2025 20th Century Studios. All Rights Reserved.

James Cameron kan gøre lige, hvad der passer ham. Efter med den første ’Avatar’ at have skabt den største biografsucces i filmhistorien – indtil da tilhørte den titel i øvrigt hans ’Titanic’ – gik instruktøren i gang med at viderebygge universet om de blå væsner på planeten Pandora.

Opfølgeren ’Avatar: The Way of Water’ fra 2022 blev også en kæmpe biografbasker, mens han ikke ramte helt de samme nagler med ’Avatar: Fire and Ash’, der gik i biografpremiere i slutningen af sidste år. Nu kan filmen snart streames på Disney+, så de mange fans kan se eller gense Sully og de andres eventyr.

Det er en film på den gode side af tre timer, men når først man har fået et noget nær ubegrænset budget, og hele verden venter i spænding, kan man da også lige så godt give den hele armen.

’Avatar: Fire and Ash’ kan ses 24. juni på Disney+.

Avatar: Den sidste luftbetvinger

Anden sæson af ’Avatar: Den sidste luftbetvinger’

Her til sidst kommer så endnu en omgang ’Avatar’, men det er en anden fantastisk verden, vi træder ind i denne gang.

Netflix-serien ’Avatar: Den sidste luftbetvinger’ er en live action-udgave af en kultelsket animeserie, der kørte i tre sæsoner i starten af 00’erne. Historien handler om drengen Aang, der i et magisk univers besidder enestående evner til at betvinge de fire elementer. Dem får han brug for, når intet mindre end verdens fremtid afhænger af, at han redder dagen.

Første sæson kom for godt over to år siden, så fans har måttet vente længe i spænding. Vores anmelder var dog stærkt begejstret for første sæson, så mon ikke opfølgeren kommer til at være ventetiden værd.

’Avatar: Den sidste luftbetvinger’ sæson 2 kan ses 25. juni på Netflix.

Footer graphics