Denne artikel indeholder spoilers for det andet afsnit af tredje sæson af ‘Forræder’.
I første episode af ‘Forræder’ sæson tre fik deltagerne minglet og networket røvet ud af bukserne. I denne uge vil det vise sig, hvem der har spillet spillet godt nok til at overleve første nat på kendissernes svar på en branchekonference.
Til jer, der har glemt konceptet: Der er 18 kendisser på et slot. To af dem skal dræbe deres loyale medspillere én efter én uden at blive opdaget. Og så skal gruppen igennem diverse udfordringer for at vinde sølvbarer til en præmiepulje. Det lyder let nok, ikke?
Episoden starter med et inspirerende citat fra Helge Adam Møller, som åbentbart kun snakker i krigsmetaforer.
– Som en god soldat, vil jeg skyde fjenderne først.
På trods af at den tidligere soldat ikke var med på holdet, har forræderne i løbet af natten myrdet løs.
Det skal snart afsløres, hvem der er blevet myrdet af “de superseje veninders klub”, som Rasmus Bruun kalder konklavet bestående af ham selv, Sarah Grünewald og Anne-Marie Rindom. Men inden da skal stemningen lige lettes med croissanter, tyrkisk te og lidt højskolesang ved morgenmaden.
Til morgenmaden – med Hav & Ali
Der er drengehørm i luften, da Victor Lander og “de tre shababs”, Nicky Andersen, Hav Nabaz og Ali Jassem, ankommer til morgenfesten, hov morgenmaden, som de første.
Der sker det, at de går i gang med at synge. Hvorfor? Det ved man ikke. Det er underligt.

Med et acapella-mashup af de to krigsbangers ‘Joanna’ og ‘Jutlandia’ får Ali Jassem og Hav Nabaz sat gang i festen. Der går dog ikke længere, før der går longevity i den, og samtalen drejer mod deres forældres livsstilssygdomme. Duoen konkluderer, at problemerne må stamme fra den enorme mængde sukker i tyrkisk te, og jeg er i et par sekunder i tvivl om, jeg ved en fejl har trykket play på en lydbog af Nicklas Brendborgs ‘Vanedyr’.
En eller anden stik mig en Ritalin-pille. Der sker alt for meget!
Næste sang på setlisten er ‘Kong Christian stod på højen mast’ som optakt til, at Ali Jassem modigt fortæller, at han i nat har færdiggjort sin første skønlitterære bog, ‘Dødens gab’ af Peter Benchley.
Shababsene hujer og high-fiver over den glædelige nyhed, mens Victor ligner en, der ikke forstår, hvad der foregår. Bare rolig, Victor, det gør vi heller ikke.
Man undrer sig lidt over, om de andre gæster overhovedet har tænkt sig at komme ned til morgenmad, eller om de har ofret sig selv for at give seerne ni episoder af Hav og Ali-showet. TV 2, vi vil have et spin-off!
Endelig går døren op, og Forræder-Sarah træder ind til lyden af karaokedrengens version af ‘Who’s that girl?’. Endnu en gang med hovedet fuld af uskyldige krøller og en morgenfrisk Helge Adam Møller under armen.
Ifølge ekssoldaten Helge er det tydeligt, hvem to af forræderne er. Og det er hverken Victor Lander, ‘De tre shababs’ eller Forræder-Sarah. Han deler derfor glædeligt sine teorier, som er noget med, at Emil Lange er feminist, og at Line Kirsten Nikolajsen og Anne-Marie Rindom er forrædere.
Teorien lever i lige nøjagtig 1 minut, indtil det afsløres, at Line Kirsten Nikolajsen er blevet myrdet af forræderne. Midt i et nyopslået strikketøj endda, viser et dramatisk, opstillet flashback.
Hånd i hånd med Helge
Ved dagens mission kan der vindes op mod 24.000 kroner til præmiepuljen. I en scene, der er som taget ud af tv-serien ‘Severance’ deles gruppen op i et inde- og et udehold. Udeholdet deles i tre mindre grupper, hvoraf ét kan vinde tre skjold og en mordfri nat.
Som et kæmpe spil Hint, skal udeholdet finde og mime dyr, som resten skal gætte og finde billeder af på slottet. Vi forstår det godt, TV 2. Det er svært at finde på nye, spændende udfordringer her i tredje sæson.
Modvilligt ender Ali Jassem på hold med Helge Adam Møller og Lise-Lotte Lohmann. Mens de andre hold suser ud efter dyr at mime, går trioen hånd og i hånd rundt i slotshaven og ligner mest af alt en moderne version af bedsteforældredag i skovbørnehaven.
– Jeg gider ikke rette Helge i den plan, han lægger, for han er nok 30, 40, 50, 60 år ældre end mig, siger Ali om sin nye faderfigur. Måske aftenens bog skal være ‘Matematik for 1. klasse’, Ali?
Emil Lange har sat sig for at vinde skjold hver dag, og det starter godt ud. Han, Eva Jin og Victor Lander finder til forrædernes ærgrelse et billede af skolddyret, og de får mimet en tvivlsom skildpadde, som bestemt kan forveksles med en sexposition fra dette års sæson af ‘Paradise Hotel’.

På trods af den sexet skildpadde vinder deltagerne sølle 8.000 ud af 24.000 kroner. Selv Ali Jassem, som ikke har helt styr på hovedregning, synes, det er pinligt at tabe så mange penge i et spil ‘Gæt og grimasser’. Det er det også.
Flirteri og massehysteri
Der er ikke tid til at græde over spildte penge, for turen går mod det første runde bord og årets første forvisning.
Thomas Korsgaard, der igen “ser dæmoner i sukkerskålene”, hvad end det så betyder, får holdt en tale om at være eneboer og være dårlig til gruppearbejde som bevis på, at han er loyal. Ifølge Forræder-Sarah er det dog blot et bevis på, at han er socialt akavet. Uha, hvor er det ri’tig pinligt at overvære.
Det bliver kun værre, da Lise-Lotte Lohmann afbryder hans forsvarstale, fordi hendes “ører bløder” af kedsomhed. Det er en lidt træls dag på job for den sensitive skribent.
Også Dak Wichangoen er udsat, efter Forræder-Rasmus har brugt hele dagen på at starte en heksejagt mod hende. En succesfuld heksejagt må man konkludere, da både Tine Aurvig-Huggenberger og Helge Adam Møller er mere end klar til at slagte kokken ved det runde bord.
André Babikian, som vi alle havde glemt var med, får ondt af den arme kvinde og erklærer sig allergisk over for “massehysteri”. Han har problemer med store grupper, der peger fingre af én, forklarer han, og man fristes til at stikke ham spillets regelbog i hånden.
På trods af André Babikians underlige allergi, bliver det loyale Dak Wichangoen, der forvises fra slottet.
I konklavet er klokken kvart i mord, men en af forræderne er slået ud af slagmarkens ældste diagnose: dum numse.
– Det er hårdt for ens nervesystem, nervesystemet går i tarmene, og så har vi balladen, forklarer Forræder-Sarah om sit helbred, lige inden forræderne sætter de passive spillere pistolen for panden.
Lad os håbe, at episode tre indeholder lidt mere fiber, lidt flere penge og en opfølgning på Ali Jassems nye læsehobby – hvis altså han overlever.
Ugens deltager: Ali Jassem for at være en overraskende ambassadør for øget læselyst