Forfatter: Afhængighed skal ikke ses som en sygdom. Det er et grundvilkår for alle

Nikolaj Tange Lange er et godt sted lige nu. Forfatterens afhængighedsproblem er under kontrol, og de er ikke i tvivl om, at sex er bedst i ædru tilstand.

– Jeg har det under kontrol nu, men jeg kan mærke, at der stadig er en drift, siger de.

– Crystal er helt klart det stof, som har gjort mig mest bange, fordi jeg kan mærke, at den afhængighedsskabende effekt er voldsom med det samme.

Den fynskfødte forfatter mener ikke, det relevant at tale om, hvornår de sidst tog stoffer og heller ikke hvornår de sidst tog det i kombination med sex. De mener, det vil fjerne fokus fra den samtale om afhængighed, som de gerne vil starte.

Nikolaj Tange Lange er ellers ikke typen, der lægger fingre imellem. Nogen kender nok forfatteren for romanen ’Romeo og Seahorse’ fra 2022, hvor rå og brutale skildringer af sex og stoffer i Berlins homomiljø fyldte en del.

Modsat deres tidligere romaner ønsker Tange Lange med den nye roman ’My Zero’ at se på stofferne fra en refleksiv afstand og beskæftige sig med afhængighed som et grundvilkår for det moderne menneske. Nikolaj Tange Lange mener nemlig, at det er på tide, vi begynder at se på afhængighed med nye briller.

– Afhængighed er et spektrum, vi alle sammen befinder os på. Alle er afhængige på et eller andet plan, hvad end det er af stoffer eller vores telefon.

Sex 24 timer ad gangen

Siden vi sidst talte med Tange Lange har de skrevet to nye bøger, fået nyt pronomen, og nu vil de tale om afhængighed på en ny måde. En gråvejrsdag to dage før Tange Langes nye bog udkommer møder vi dem på Enghave Plads.

’My Zero’ handler om Nikolaj Tange Langes tidligere elsker. De møder hinanden i 2013, og her introducerer elskeren Tange Lange til kombinationen af hårde stoffer og sex – det man kalder chemsex.

– Når vi sås, var det op til 24 timer ad gangen, hvor vi havde sex og tog stoffer. Forholdet stod på i cirka fem år, fortæller Nikolaj Tange Lange.

Elskeren har en kendisstatus på datingmediet GayRomeo. Når Tange Lange nævner hans brugernavn for andre i miljøet nikker de genkendende. Derfor går det heller ikke ubemærket hen i 2022, da elskeren ikke har været online i et år. Her går det op for Tange Lange, at han må være død. Elskeren har nemlig det, Tange Lange vil betegne som et forholdsvis stort afhængighedsproblem, derfor drager de slutningen, at han må være død som følge deraf.

Elskeren har været en afgørende aktør i Tange Langes egne erfaringer, og det er ikke første gang, at han bliver skildret i deres romaner. I deres første bog, ’Livet er en fest og så dør man’, optræder der en fiktiv karakter, som er delvist baseret på ham. Her slår Tange Lange ham ihjel ved at lade ham dø af et hjertesvigt forårsaget af stofferne. Derfor var det specielt, da Tange Lange fandt ud af, at den dystre profeti var gået i opfyldelse. 

Det blev afsættet til bogen ’My Zero’.

– Det var ikke det faktum, at han var død, der ramte hårdest. Det var paradokset i, at ham, der havde introduceret mig til chemsex, nu var død af det. Chemsex var nemlig kommet til at fylde en del i mit liv.

Vanvittig intim nærhed

Chemsex er svært at forklare til folk, der ikke har prøvet det. Men Tange Lange gør et forsøg, da jeg spørger, hvordan det føles. 

– Alle de filtre og fordomme, vi normalt ser hinanden med forsvinder, og derfor er det muligt at opleve en vanvittigt intim nærhed med et vildt fremmed menneske, som man måske ellers slet ikke ville bryde sig om, fortæller de.

Tange Lange forklarer også, at de ikke mener, chemsex er et problem i sig selv. Det bliver først et problem, når man helt mister lysten til at dyrke sex uden at være på stoffer.

– Når man har sex ædru kan man nå til den følelse, hvor man er tilfredsstillet og har fået alle behov opfyldt. På stoffer kommer man hurtigt ind i et loop, hvor man vil have mere og mere. Begæret fører ikke til nydelse, men kun mere begær, og det er jo afhængighedens logik, tilføjer Nikolaj Tange Lange.

Afhængigheden af chemsex handler altså ikke kun om stoffer, men om afhængigheden af selve akten og den fuldstændig grænseløse forbindelse til et andet menneske.

Vi er alle dopaminjunkies

Nikolaj Tange Langes pointe er, at vi alle er dopaminjunkies i en eller anden forstand.

– Det er apps, telefoner, sodavand, hvad som helst. Verden er lavet til, at vi skal blive afhængige, forklarer de og tilføjer, at fælles for alle typer af afhængighed er, de ikke synes, det giver mening at se dem som en sygdom. Det er et grundvilkår for alle.

Nikolaj Tange Lange vil væk fra den sort/hvid-tankegang, hvor man enten er afhængig eller også er man ikke. Ifølge dem er det de samme mekanismer i hjernen, der bliver påvirket, når man bliver afhængig, som når man bliver forelsket. Så hvis afhængighed er en sygdom, så er forelskelse også, forklarer de.

– Den gængse afhængighedsfortælling bygger på, at man rammer rockbottom, og så bliver man afvænnet. Den fortælling er overrepræsenteret i film og bøger, fordi den passer godt ind i alle dramatiske fortællemodeller, men for rigtig mange, er det ikke en genkendelig fortælling.

I stedet mener Tange Lange, at vi bør gøre plads til en fortælling, der ikke kun handler om det nul, man kun kan komme videre fra ved hjælp af afvænning. De mener i stedet, det drejer sig om, at man skal forstå afhængighedslogikken for at kunne modarbejde den og fokusere på den nydelse og tilfredsstillelse, der er mulig, når man er til stede i sin egen krop.

Er du ikke med til at legitimere hårde stoffer, når du sammenligner chemsex med det bruge sin telefon meget?

– Nej, det synes jeg ikke. Det kan godt være, at hård stofafhængighed og telefoner ikke umiddelbart kan sammenlignes, men der er alligevel noget af den her jagt efter mere og mere. Telefonerne påvirker også vores hjerner og vores koncentrationsevne. Det er noget, mange beskriver som en farlig ting.

Men man kan jo ikke få en overdosis og dø af at scrolle på sin telefon?

-Nej, konsekvenserne er selvfølgelig forskellige. Det handler mere om at gøre op med stigmatiseringen, hvor vi ser den ene afhængighed som en sygdom og den anden som en dårlig vane. I sidste ende er min bog en kapitalismekritik. Vi ved, at vores forbrug skader os selv og den verden, vi lever i, og alligevel bliver vi ved. Det er et kæmpe problem, som vi ikke bare kan løse ved at gå i afvænning. Vi er nødt til at forstå, hvordan det påvirker os, hvis vi vil skabe et alternativ.