Kære Søren
Jeg forstår godt, at Bendtners livshistorie allerede i en alder af fucking 31 (?!) rummer det, alle gode fortællinger er gjort af; Sex, penge, forlist kærlighed, lovende talent, store skuffelser, momenter af genialitet, utilstrækkelighed, fiasko, nye chancer, håb, fodbold, sprut og penis-relaterede skandaler… Men det kan stadig undre, hvor godt et greb Nicklas stadig har i os, alt imens det vel er så som så med spilletiden i FCK. Det er selvfølgelig sidste uges udgivelse af hans længe ventede biografi, jeg taler om. Hold nu ferie, hvor taler vi meget om den. Det er som om, vi bliver ved med at vente på et eller andet, på at finde ud af, hvorfor det er gået som det er gået, måske på en afslutning: Genfødslen eller den totale deroute? Jeg vælger at tro på det første, det siger noget bedre om os.
Jeg er en blanding af skeptisk og fascineret af opmærksomheden. Skeptisk fordi det kan minde lidt om dengang, Jønke kom ud af fængslet og pludselig skulle sidde i ‘Aftenshowet’ og andre livsstilsprogrammer og fortælle noget om at være et menneske på den her jord – vel og mærke ikke om at være morder og boss ud i rockerkriminalitet. Vi har en tendens til at fetischere røvhuller, som vi snakkede om sidst. Men jeg tror egentlig ikke engang Nicklas Bendtner inderst inde er sådan et; et lille, men højt røvhul, du siger jo endda han er et forbillede, og så længe det ligesom med Zlatans selvbiografi ender med, at en dreng, der aldrig ville have læst en bog, læser en bog, så er jeg ok tilfreds.
Problemet med fodboldspilleres biografier er ellers ofte det, at de dybest set er ret uinteressante personligheder, der nok har levet et interessant liv, men ikke nødvendigvis har noget som helst interessant at sige om det. De har fået deres oppustede ego’er til at fortælle historien, så Andrea Pirlos hedder f.eks. ‘I think, therefore I play’, Diego Costas ‘The Art of War’ og selvfølgelig ‘Jeg er Zlatan’ og dens senere dårligere opfølger ‘Jeg er fodbold’. Lige lovligt selvhøjtideligt, synes du ikke, Søren?
Jeg kan imidlertid se, at der de seneste år også er sket noget med æstetikken i fotografiet på coveret, noget der kunne tilkendegive et forsøg på større litterær seriøsitet. Hvor Steven Gerrard på sin ‘My Story’ mest ligner en mellemleder på gulvet i Silvan, så minder Michael Owen på sin nye bio (nr. to, hvor han godt lige vil fortælle lidt mere om sig selv.) om en dark Russell Crowe-karakter. Evigt sympatiske og klædeligt ydmyge Juan Mata, hvis ‘Suddenly a footballer’ for nyligt er landet, er trukket i en intellektuel rullekrave. Han kunne ligeså godt være journalist på Weekendavisen.
Jeg elsker faktisk den famøse ‘Jeg er Zlatan’ i al dens storladenhed og synes, det er en fantastisk bog. Den efterfølgende polemik om, at forfatteren David Lagercrantz selv har fundet på noget af det Zlatan-agtige pis, Zlatan går og lukker ud i den, bidrager kun til at forstærke forvirringen over, hvor Zlatan starter og fortællingen om ham slutter. Som alle de bedste brands.
En anden personlig favorit er ‘The Artist: Being Iniesta’ som vel også tilkendegiver, at Iniesta nok ikke er “gal på sig selv” som vi siger i Jylland. Men for en fan (mig) er det guf, når han fortæller om den særlige måde, han fornemmer en kamp, og hvordan den falder ud. Det er helt spirituelt, han er medie for en eller anden fodboldgud, det har jeg nu altid tænkt.
Og så er han usædvanligt ærlig omkring, hvor mange nætter han græd sig i søvn, da han først kom til La Masia og de perioder i sin store karriere, hvor han faktisk var deprimeret og totalt tabte troen på sig selv.
Det er jo det, Søren; En god biografi er altid gjort af, at du giver noget af dig selv og din smerte. Lidt ligesom countrymusik, ikke? Hvad tror du? Tror du, vi får et så stort stykke af Bendtner, at vi kan mærke ham?
KH C
Kære Cathrine
Udfordringen med fodboldspillernes såkaldte selvbiografer – og årsagen til at jeg betragter dem med nogenlunde samme litterære ligegyldighed som med krimier og lægeromaner – er at langt størstedelen af dem sjældent formår at bidrage med nogen nævneværdig grad af indsigt i noget som helst, og vel mindst af alt deres egen karriere. Derfor forfalder de alt for ofte til sproglige banaliteter, selvudviklings-filosofier på GaJol-æske-niveau og kedsommelige kronologiske gennemgange af diverse klubskifter, slutrunder og trænersammenstød.
Dertil kommer, at de fleste fodboldspillere mere eller mindre følger den præcis samme vej gennem både liv og karriere, uanset om de så er vokset op i et ufarligt parcelhuskvarter i Kolding eller i en udskidt boligblok i Croydon.
De begynder til fodbold, udviser mere talent end naboens dreng, bliver scoutet til noget lidt større, kommer til Ajax (eller en anden mellemstor talentfabrik), rykker til Premier League, scorer en WAG med struttende babser og 700.000 følgere på Instagram, bliver skadet og vraget af Morten Olsen/Sven Göran, får en scoringskrise i ligaen, en albue i øjet af John Terry og en pludselig indsigt i deres eget mentale mindreværdskompleks. 280 sider og en tvangstur på Bogforum senere, og BUM, du er bare endnu en paperback til 5 pund i Amazons digitale tilbudsbunke. Og hey, så hæsblæsende en tilværelse som fodboldspiller har Peter Crouch sgu heller ikke levet, at han ligefrem behøver at skrive tre bøger om det, vel?
Så medmindre du virkelig bare er en sucker for liberalt mellemleder-lingo om fightervilje og vindermentalitet, lidt forudsigelig sladder fra omklædningsrummet og en hulens masse søforklaringer på, hvorfor det hele bare went tits up i 17/18-sæsonen, er der både større læseoplevelser og sportslig indsigt at hente i eksempelvis Michael Cox’s aktuelle “Zonal Marking”, der hudfletter de seneste 20 års udvikling indenfor europæisk fodbold, eller Alan Gernons “The Transfer Market”, som skræller langt det meste glans og glamour af transfermarkedet (vidste du for eksempel, at du kunne købe flere end 315.000 League Two-spillere for det, din klub fik for Neymar?).
Selvfølgelig er der undtagelser. De biografer, vi simpelthen SKAL læse for at kunne forstå, hvorfor en given fodboldspiller er blevet som han er, på godt og ondt. På den måde er det måske blevet nemmere at forstå, hvorfor eksempelvis Joey Barton er blevet en omvandrende øretæve, når man har læst hans ‘No Nonsense’. Og på den måde glæder jeg mig også til at komme længere ind i Bendtner-bogen. Fordi der er andet end blot banaliteter på spil. Og er det ikke i sidste ende derfor, vi overhovedet stadig gider beskæftige os med ham?
KH S
