Hun er den nye generations grønne håb: Men Esther Michelsen Kjeldahl vil ikke være klimaets heltinde

Vi går tur i Ørstedsparken, mens de orange blade falder omkring os. Selvom kalenderen siger efterår, tyder vejret på sommer. Solen raser. Et ældre par sidder på en bænk og nyder det. Imens står Esther Michelsen Kjeldahl med en knude i maven. For selvom hun også nyder solens stråler på sin snart vinterblege hud, minder det hende om et klima i ubalance. Det burde ikke være 20 grader i Danmark på det her tidspunkt.

Esther Michelsen Kjeldahl, der var med til at stifte klimafællesskabet Den Grønne Studenterbevægelse, har netop udgivet sin første bog ’Vi er sammen om at mærke det’, der skal ruste de kommende klimaforkæmpere til kamp.

“Jeg har indset mange ting, der giver mig overskud i klimadebatten. Min uddannelse i filosofi er et kæmpe privilegium, som jeg gerne vil give videre i et nuanceret format. Nu skal folk sgu have hele historien, så de kan blive rustet til klimakampen med de værktøjer, jeg selv bruger,” forklarer hun.

Udover at ruste kommende aktivister håber hun også, at bogen kan legitimere den klump, mange unge mennesker går rundt med i maven.

“Jeg har fundet ud af, hvor stor en ensomhed, der er i de unges klimafølelser, og det er vi nødt til at bryde. Det håber jeg, den her bog kan hjælpe med.”

De første fem år af sit liv boede Esther Michelsen Kjeldahl med sine forældre i Belgien. Her har især ét billede brændt sig fast på nethinden. Den mørke røg fra to store industriskorstene, der blander sig med de hvide skyer. Fortrøstningsfuldt spurgte hun dengang sine forældre, om den mørke røg blev til skyer. Og senere i folkeskolen i Valby blev denne bitte bekymring bekræftet, da hun i sjette klasse så Al Gores film ’En ubekvem sandhed’. Siden da er klimaklumpen vokset og vokset.

“Jeg blev enormt bange for klimakrisen. For jeg vidste jo ikke noget om det. Der var ikke nogen, der havde fortalt mig om det,” fortæller hun.

I en tilstand af bekymring

For den unge københavner er klimabekymring en konstant tilstand med mange ansigter, der bosatte sig i hende den dag i sjette klasse. Nogle dage viser det sig som en gennemgribende tristhed. Andre gange er hun vred. Vred som bare pokker.

“Lige nu bærer jeg bare rundt på rigtig meget tristhed. En hel grundlæggende tristhed. Jeg bryder i gråd på mærkelige tidspunkter, uden at jeg kan kontrollere det.”

Hun fortæller om sidste gang, hun græd. Det var i fredags til Operation Klimahandling – en mini-demonstration hver fredag, hvor hun og Den Grønne Studenterbevægelse besøger forskellige ministerier. Den fredag var det kirkeministeriet.

Her holdt præsten i Marmorkirken en tale om et samfund i ubalance  – syge værdier og en syg natur.

“At høre en ældre, gråhåret mand anerkende det overvældede mig bare fuldstændig. I så lang tid har det været en generationskamp mellem unge og ældre, og så står denne mand endelig foran os og er enig. Men hvor er alle de andre gråhårede mænd med magt? Hvorfor hjælper de os ikke?”

Efter talen gik hun væk for at græde. Pinlig over tårerne, og den afmagt som de udtrykker.

“Men så kom jeg i tanke om min bog. Jeg har lige sagt, at vi skal dele vores følelser og bekymringer med hinanden, og så står jeg her alene og græder,” fortæller hun.

Demonstrativt trådte hun op på ølkassen kaldet ‘den åbne opslagstavle’, som Den Grønne Studenterbevægelse havde taget med til anledningen og proklamerede højt:

“Jeg er helt vildt ked af det og vred lige nu, men det skal vi være stolte af. Det er vigtigt, at vi tillader os selv at mærke det.”

En gang imellem ville hun ønske, at hun kunne slukke for klimaængsteligheden. Gå tilbage til dengang, hun ikke vidste, hvor slemt det stod til. Men det kan hun ikke. Derfor mener hun også, at der er et stort behov for den lille, grønne bog, som hun har skrevet. Her opfordrer hun nemlig læserne til at dele deres følelser med hinanden og sammen gribe til handling. Det hjælper mod den følelse af afmagt, der til tider dukker op, når hun tænker på klimaet.

Men klimakampen giver hende ikke kun tårer i øjnene. Den giver hende også varme i kinderne og adrenalin i kroppen.

“Nogle gange giver det mig bare så meget at være klimaaktivist. Jeg føler mig lidt som sådan en action-agent, der prøver at redde verden i sidste øjeblik.”

Og på mange måder minder klimaaktivisterne om virkelighedens Avengers. En gruppe mennesker med enormt overskud, der forsøger at redde verden fra undergang.

“Men det burde slet ikke være vores ansvar,” udbryder hun med et klap i hænderne, der sætter et stort fedt punktum.

Den danske Greta Thunberg

Ofte bliver Esther Michelsen Kjeldahl sammenlignet med den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg. En sammenligning hun selv er meget imod.

“Jeg synes, det er helt vildt grænseoverskridende at få det label på mig. Jeg synes slet ikke, jeg minder om hende. Jeg føler en kæmpe identifikation med hende, men hun er sin egen, og det er jeg også. Det er virkelig ærgerligt, hvis det er dét, folk tænker, for jeg er bare et almindeligt menneske, som er vildt ked af det.”

Ifølge hende bidrager dette label også til fortællingen om de klimaaktivistiske Avengers, der lader nogle få udvalgte action-agenter kæmpe kampen, mens resten kigger med fra sidelinjen.

“Medierne elsker jo det store helte-narrativ med en person, der er fuldstændig opofrende og kun handler i den gode sags tjeneste. Men det er bare ikke virkeligheden. Det fjerner lidt mennesket bag. Man har ikke altid energi til at kæmpe i den gode sags tjeneste.”

Hun mener også, at det er vigtigt, at vi giver slip på illusionen om den ‘ideelle’ klimaforkæmper. Den altopofrende heltinde-type, der kun går i genbrug, ikke forurener og kun spiser selvdyrkede grøntsager. Denne illusion kan nemlig distancere klimabevægelsen for de, som ikke har mulighed for at dyrke deres egne gulerødder, eller bruge timevis på at finde et par bukser der passer i Røde Kors.

“Der er ikke en eneste klimaaktivist, som spørger ind til dit individuelle forbrug, for det er slet ikke relevant. Vi er alle sammen fanget i det her klimabelastende forbrugssamfund, og det sidste, vi skal gøre, er at kritisere andre, der også er fanget i det. Det vigtigste er bare, at man vil gøre noget.”

En lektion i omsorg

Næsten synkront med nedlukningen af Danmark begyndte Kjeldahl at skrive bogen ‘Vi er sammen om at mærke det’. Da hun sagde ja til at skrive sin første bog, var kalenderen fuldt booket. Vigtige ord der skulle skrives, tales og males på et banner fyldte hendes dage. Men da lock-down ramte landet i marts, blev planerne sat på pause.

“Det var ret befriende at kunne lukke ting ude, det fandt jeg ud af, at jeg havde brug for. Det var ret terapeutisk for mig egentlig,” fortæller hun.

I processen lærte hun, hvor vigtigt det er at være omsorgsfuld for sig selv også. Som at lægge sig til at sove uden at sætte et vækkeur. Eller når hun holder pauser fra at læse nyheder om klimakrisen og giver sig selv lov til at slappe af. Et gennemgående tema i hendes bog er derfor, hvordan vi drager omsorg for os selv, hinanden og naturen.

Esther Michelsen Kjeldahl er heller ikke længere sikker på, at vi kan løse klimakrisen. Men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at prøve. For et par år siden blev hun introduceret til en teori, der, kogt helt ned, handler om at acceptere, at klimaet er fucked. Det lyder måske hårdt, men hun mener, at det er nødvendigt for, at vi kan tænke i nye baner. Gentænke den måde vi opfatter demokrati, samfund og natur på.

Ved at stoppe med at tro, at vi kan løse klimakrisen, giver vi nemlig op på et bestemt form for håb. Den form for håb der eksisterer i klimaministeriets videoer, som stolt proklamerer, at vi nok skal løse klimaudfordringerne uden at forklare hvordan.

Derfor mener Esther Michelsen Kjeldahl også, at der er stort behov for den lille grønne bog, som præsenterer nye måder at anskue og tilgå klimakrisen på. Sådan håber hun, at klimakampen ikke kun bliver kæmpet af en lille gruppe action-agenter, der desperat forsøger at redde verden, mens magthaverne laver Twitter-videoer.

“Vi lærer ikke i folkeskolen, hvordan vi drager omsorg for os selv. Det kan virke helt vildt abstrakt i vores nuværende samfund, der kun handler om at arbejde. Men det er vigtigt, at vi lærer at være sårbare og ærlige overfor hinanden, for when shit is going down, er det fandme vigtigt, at vi har hinandens ryg.”

---

Du har læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, kan du hoppe hen på forsiden og læse mere HER.