Du ved det jo godt, der er for mange superhelte. Der er dømt forstoppelse, og hvis du ikke for længst har fået nok af den uendelige strøm af latex, spandex og plast-whatnot-beklædningsgenstande, som superhelteuniverset er så rigt på, så er det udelukkende, fordi du er en die hard fan af værste skuffe, der faldt i Spiderman-gryden som lille.
Det står selvfølgelig værst til i filmuniverset, og der er ingen tegn på, at det kommer til at stoppe lige foreløbig. Men kære venner – der er altså andre og mindre belastende superhelte i vores kollektive popsfære end dem som hypes manisk og mammonsavlende af Marvel og DC. I anledning af M. Night Shyamalans kommende, og allerede nu anmelderforhadte, ’Glass’, er det derfor på høje tid at kaste et længselsfyldt blik på alle de skønt eksotiske superhelteskabninger, der trods alt også findes, og som fortjener betydeligt mere kærlighed end afskyelige Avengers og OP-stodderen Deadpool. Vi bevæger os fra de tåleligt besnærende superhelte til de sublime.
6. ‘Hellboy’
Det er kun passende, at den første af de mindst ringe er ‘Hellboy’, en udsøgt og voldsomt charmerende grimrian-tegneserie, skabt af Mike Mignola og født i 1993. Der gik ikke lang tid, før nørdguden Guillermo del Toro fik øje på djævleafkommet med det indlysende potentiale og lod den nazi-okkultist-hidkaldte halvdæmon komme storslået til udtryk i filmen ‘Hellboy’ fra 2004 og efterfølgende ‘Hellboy II: The Golden Army’ i 2008. Særligt flatterende kendetegn er halen, de store hove fra helvede, en veludviklet humor og en krasbørstig personlighed, der passede perfekt til Ron Perlmans norrøne statur. ‘Hellboy’ står til at blive rebootet, og det tegner til at blive den rene elendighed.
5. ‘V’
Næste dragende og eksotiske superhelt hedder V og stammer fra Alan Moore og David Lloyds mageløse tegneserie ‘V for Vendetta’ (1982-1989). Allerede her vil proselytterne råbe vredladent op, for skumle V er jo netop ambivalent og åh-så-moralsk-tvetydig, men hallo – det er jo som altid det lækre. Vores helt har absolut intet navn og er kun iført en Guy Fawkes-maske, sit lange hår og en karakteristisk mørk kappe. Han bekæmper totalitarismen, som har slået rod i England (vi taler jo firserne her), og hans oprindelige identitet afsløres ikke. Men bad-ass ér han med sikkerhed og har grundet nasty og regeringsanktionerede eksperimenter på undertrykte minoritetsgrupper fået et væld af supersmukke fysiske og mentale evner.
4. ‘The Mask’
En særligt vulgær, tåbelig og fortsat helt igennem charmerende spøjs superhelt er Stanley Ipkiss, bedre kendt som ‘The Mask’. Oprindeligt undfanget af Mike Richardson i 1982 og udødeliggjort i de brede kredse gennem Charles Russells skævt vellykkede filmatisering fra 1994 fandt ‘The Mask’ et taknemmeligt globalt publikum. Stanley er som udgangspunkt genert og åh så svagelig og fyldt med sårbar menneskelighed, men finder både styrke og bedragerisk potens gennem en træmaske med aner tilbage til jætten Loke. Jim Carreys præstation understregede figurens absurditet og forrykt lattervækkende og surrealistiske voldsomhed og holder sig faktisk ikke så dårligt endda. Hvis man altså tåler komiske cartoonløjer kun overgået af Warner Bros. Cartoons i tåbelighed.
3. ‘David Dunn’
Nu nærmer vi os de højeste tinder på kærlighedslisten over reelt saftige superhelte og når derfor til David Dunn, en underskønt forlegen og mandemut sikkerhedsvagt som først optræder i M. Night Shyamalans uforligneligt underspillede ‘Unbreakable’ (2000). I hænderne på Bruce Willis udvikler figuren en fintmasket melankoli og bliver, i et slet og ret rørende samspil med katalysatorfiguren Elijah Price (Samuel L. Jackson), til en underskøn og dragende størrelse. De fysiologisk imponerende karaktertræk og heltens rejse mod endelig afklaring forløses ekstatisk med James Newton Howards hjemsøgende og grådfremkaldende lydspor. Tag nu ikke fejl, har du ved et uheld læst listen her og hører til de superheltehadende læsere, så begynd din rejse mod det fantastiske lige her – for David Dunn er en superhelt i Bergmans ånd, og det vil gøre dejligt ondt på dig.
LÆS OGSÅ:
2. ‘Judge Dredd’
Nu er vi næsten ved vejs ende, har kun lækkerierne tilbage og skal derfor omfavne ‘Judge Dredd’, en hyperpotent dommer-betjent skabt i 1977 af John Wagner og Carlos Ezquerra. Dredd tilhører den fjerne fremtid og arbejder alle døgnets timer på at gøre livet lidt mindre ækelt i Mega-City One, en frygtindgydende og dystopisk storby fyldt med menneskehedens bærme. I modsætning til ‘The Punisher’ straffer Dredd ikke ud fra snævre retfærdighedshensyn, men fordi loven dikterer det. Dredd tilhører gadedommergrupperingen, er uhyggeligt ferm med sit våben og blotter aldrig sit ansigt. I modsætning til så uendeligt mange superheltefiktioner er Dredds verden fyldt til bristepunktet med kynisk nihilisme og gold misantropi. Ikke en superhelt? Hvis mesterklynkeren Batman er, så er Dredd altså også (og så glemmer vi lige et øjeblik, at Batmans klassificering til stadighed er omstridt). Nyd både Stallones 1995-popcornfilm og den beskidt-lækre Dredd fra 2012.
1. ‘Buffy’
Men den største, den absolut største af dem alle, er og bliver gymnasiepigen Buffy Summers. Hun kom først til verden i en kåd og bedårende teen-vampyrfilm fra 1992, men foldede sig for alvor ud i tv-serien ‘Buffy’ (1997-2003). ‘Buffy’, som blev skabt i Joss Whedons gudehjerne og formfuldendt af Sarah Michelle Gellar, er en enestående entitet som med kækt humør, lipgloss og et imponerende ensemble af best buddies bekæmper mørkets kræfter i Sunnydale, en fiktiv by og parodi på en Californisk solskinsstad. Glem det kommende reboot, magien er eviggyldig her og kan ikke negeres. Kendetegnende for lige netop denne suverænt orkestrerede superhelt er den intime forbindelse mellem hendes sakrale skæbne og det uendeligt indbydende emotionelle samspil med persongalleriet. Buffy er, ligesom Dredd og David – superhelte af Guds nåde og i sidste instans figurer som den stakkels menneskehed på sørgelig vis lige netop ikke stopfordres med.
Glem roligt Marvel, der findes en verden af superhelteskønhed derude.
Kort om ‘Glass’
M. Night Shyamalans ’Glass’ har premiere 17.1, og filmen kobler instruktørens to alternative superheltefilm, ‘Split’ (2017) og ‘Unbreakable’ (2001) sammen til en trilogi.
