– Disney, har du lært din lektie nu?
Sådan spørger det amerikanske filmmedie Deadline noget spydigt, efter live-action genindspilningen af animationsfilmen ‘Moana’ (Vaiana på dansk, red.) er udkommet i biografen verden over.
Filmen er et klokkeklart eksempel på alt, hvad der er galt med Disneys kannibalisme af deres eget brand – og kan forhåbentligt fungere som et varsel til fremtidige remakes, lyder det fra flere internationale medier. Også publikum viser tegn på en træthed over denne type film.
Men hvad er det, der er så galt med ‘Moana’?
For det første er der timingen. Den originale animationsfilm udkom for kun ti år siden. En væsentlig del af appellen ved Disneys live action-remakes er, at de vækker nostalgiske minder hos publikum, og det er der ganske enkelt ikke gået nok tid til. Det hjælper heller ikke, at en toer til animationsfilmen udkom i 2024.
En anden afgørende faktor, som især publikum virker frastødt af, er filmens visuelle effekter. Filmen er smækfyldt med CGI (computer-generated Imagery, red.). Det ligner derfor, at live action-versionen i praksis blot er animationsfilm med rigtige skuespillere. I en tid, hvor kunstig intelligens er blevet allemandseje, og man hyppigt udsættes for såkaldt ‘AI-slop’ på internettet, virker CGI også pludseligt mindre tiltalende sammenlignet med 10-15 år siden.
Filmen ligner også originalen i en sådan grad, at det bliver næsten fjollet, siger anmeldere. Der er tale om de samme vittigheder, sange, karakterdesigns og kameravinkler. Det giver indtrykket af at få serveret en falmet kopi fremfor en nyfortolkning af et kendt værk.
Et kunstigt udseende
Filmen udfordres også, at det er ægte mennesker, der skal portrættere animationskarakterer. Resultatet bliver skuespillere, der ser lidt for almindelige ud op imod de kunstige CGI-kulisser – en kritik, der efterhånden er gennemgående for de fleste af Disneys live action-genindspilninger.
Det er Dwayne Johnson, der spiller den polynesiske halvgud Maui, der er kendetegnet ved sin kolossale overkrop og sorte proptrækkerkrøller – en karakter, som han også lagde stemme til i den originale animationsfilm fra 2016. I live action-versionen har Dwayne Johnson en lidet flatterende paryk på og proteser på sin allerede veltrænede krop. Resultatet ser hverken realistisk eller troværdigt ud. Som filmmagasinet Vulture skriver:
– Resultatet er – ligesom så mange af valgene i Disneys live action-genindspilninger – foruroligende. Filmen er skabt med åbenlyst enorme ressourcer, men er samtidig så bundet af ambitionen om en næsten slavisk genskabelse af originalen, at den uundgåeligt kommer til at fremstå billig og kunstig.
Magasinet påpeger desuden, at mens forholdet mellem den purunge Moana og den granvoksne Maui er helt uskyldigt i animationsfilmen, så er det noget sværere at oversætte denne dynamik i live action-versionen, og det kommer til at virke unaturligt, hvis ikke direkte suspekt.
En ny tid for remakes?
Alt i alt er der tale om en film, der på alle parametre virker irrelevant sat op imod den animerede orignalfilm. Live action-versionen af ‘Moana’ har da også skuffet både anmeldere og i billetsalg.
Vil det så holde Disney fra at lave live action remakes fremover? Næppe. Filmselskabet har live action-versioner af ‘Tangled’ og ‘Herkules’ i støbeskeen samt en toer til live action-udgaven af ‘Lilo & Stitch’. Og selv om nogle af genindspilningerne skuffer i billetsalget, så tjener andre styrtende.
BBC påpeger dog, at live action versionen af ‘Moana’ bør fungere som skræmmeeksempel på, hvor forsigtige filmselskaber bør være med denne form for film.
– Hver genindspilning skal føles både betryggende velkendt og forfriskende ny. Kildematerialet skal være nyt nok til, at publikum stadig holder af det, men ikke så nyt, at de kan det udenad. Og hvis parykkerne ikke fungerer, bør hele projektet skrottes, og arbejdet begynde forfra, lyder det med henvisning til Dwayne Johnsons latterliggjorte paryk.
Om Disney kan formå at balancere på linen mellem velkendt og nyt i de kommende live action genindspilninger, må tiden vise. Flere eksperter og anmeldere udtrykker dog skepsis overfor filmselskabet, der ikke længere ser ud til at vide, hvornår de skal lade en succesfuld og god animationsfilm stå alene.
Og publikum ser også ud til at være blevet trætte af live action-genindspilninger, der ikke længere opleves som et nybrud inden for film, men nærmere en trættende og uoriginal tendens, hvis primære formål er at tjene styrtende med penge.
