master fatman
Foto: DR Presse

Kommentar af Le Gammeltoft: En sort dag for dansk radio

Tre af DR’s alternative DAB+ kanaler lukker. Og hvad er der så tilbage?

I går blev Public Service-kontrakten, der skal gælde fra 2019-2023, underskrevet af DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og kulturminister Mette Bock (LA). Public service-kontrakten præciserer, hvilke opgaver DR forventes at opfylde.

Kort tid efter løb rygterne i medierne og på sociale medier om, hvad aftalen blandt andet ville komme til at betyde for DR og de mange ansatte. Desværre var det ikke DR selv, der fik lov at melde ud – først til de ansatte og derefter eksternt – hvilken fremtid, de ansatte må se i øjnene. Tværtimod blev nyheden breaket af medier som Politiken og TV2 Nyhederne. Det er ganske enkelt respektløst overfor de mange ansatte, hvis fremtid bliver påvirket af aftalen.

På trods af at DR holder stormøde her til formiddag og derefter afholder pressemøde, så ved vi allerede nu, at DR 2 og DR K lægges sammen til en kanal, mens DR 3 og DR Ultra i fremtiden kun kan ses online. På radiodelen lukker P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz. En sort dag – særligt for dansk radio.

Det er en tragisk og i mine øjne helt forkert beslutning af DR at lukke de tre radiokanaler, der står for at dække den mere skæve musik. Musik og formidling der ikke er at finde andre steder. Særligt P8 Jazz står for en utrolig vigtig dækning af den danske og udenlandske musikscene, og med den ryger en kanal, der er med til at gøre det danske marked mere alsidigt.

Kigger man ud over det fremtidige danske radiolandskab, så er det en trist affære. Der vil kun være de ’store’ kanaler tilbage, som mere eller mindre spiller det samme og dækker de samme scener og genrer. Det er de store kunstnere og det kommercielle musikmarked, der spilles på de resterende kanaler, som hovedsageligt spiller det ’folk kender’.

Ny kanal i udbud

Det kan have fatale konsekvenser ikke bare for dansk musik, men også for lytternes musik og kulturforståelse. For det bliver kun sværere at blive spillet og eventuelt ’breaket’ i radioen herfra, og det betyder selvfølgelig, at det bliver endnu sværere at blive eksponeret for ny musik, som man ikke ville have hørt andre steder.

Herfra kommer Kulturministeriet og Radio- og tv-nævnet til at varetage en vanvittigt vigtig opgave. For omkring årsskiftet kommer en ny radiokanal i udbud, og det bliver et skæbnesvangert valg for ministeriet og nævnet. Skal vi danske lyttere forblive åbne og nysgerrige på dansk musik? Skal vi eksponeres for nye tendenser og den danske musikalske undergrund? Eller skal vi tænde for de vante radiokanaler, som spiller musik, som de fleste af os kan finde via vores Spotify-app eller iTunes lister?  Uden P6, P7 og P8 bliver det ENDNU vigtigere, at de mindre kommercielle genrer også får en platform at blive spillet på. For danskerne skyld.

Enig eller uenig i besparelserne i DR må man sende en varm tanke til de mange ansatte, som hver dag gør deres ypperste for et levere stærkt indhold, og som ikke har ansvar for den retning, som DR har taget de seneste ti år. Det bliver ikke en nem tid, de går i møde.

Opdatering: DR har her tirsdag selv sendt følgende informationer ud:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/dr-nedlaegger-cirka-400-stillinger-skaerer-seks-tv-kanaler-ned-til-tre-og-skrotter

Medieforliget

Efter lange forhandlinger blev oplægget til medieforliget i foråret præsenteret af kulturminister Mette Bock (LA), og med aftalen fulgte der store besparelser i DR.

Medieforliget er en aftale indgået mellem LA, DF og Venstre og indeholder blandt andet en ny public service-kontrakt. Den skal indgås mellem DR og kulturministeren for en fire-årig periode og præciserer, hvilke opgaver DR forventes at opfylde.

Den første public service-kontrakt blev indgået for perioden 2003-2006.

Footer graphics