Vil du høre noget rigtig cheasy? Jeg elsker mine børn fuldstændig vildt. Når jeg lægger mig til at sove om aftenen, svulmer der sådan en underlig fornemmelse af taknemmelighed og omsorg op i min brystkasse. Det føles som verdens største privilegium, at mine børn faktisk er mine. At vi er en familie. Jeg har aldrig været så stolt af noget, som jeg er af mine børn – ikke fordi de udretter noget særligt, for det gør de ikke, men alene fordi de findes.
Hvorfor skriver jeg det? Jeg er klar over, at det kan virke som noget værre pladder, men det er det ikke. Det er facts. Og det er pludselig blevet enormt magtpåliggende for mig at udbasunere, hvorfor det er fuldstændig fantastisk at få børn.
Forleden talte jeg med en mand på min egen alder, som sagde, at han ikke ville have børn. Eller det han sagde, var faktisk, at hvis han nogensinde gjorde en kvinde gravid, så måtte hun selv tage sig af det. Han ville ikke have noget med det at gøre. Børn dragede ham bare ikke, sagde han.
Det har jeg virkelig svært ved at forstå, men den slags må man selvfølgelig helt selv om. Nu er det imidlertid sådan, at han ikke står alene med sit synspunkt. Frivillig barnløshed er i 2023 nærmest blevet poppet. På TikTok breder sig såkaldte ‘sterilization reveal’-videoer, hvor unge kvinder begejstret afslører, at det er lykkedes dem at blive permanent steriliseret. Og i 2021 viste en undersøgelse, at tæt på halvdelen af alle adspurgte millennials i USA ikke forventer at få børn. Herhjemme får vi ifølge staten heller ikke de børn, vi skal. For tiden knap 1,7 i gennemsnit, og tallet er faldende.
Det er der selvfølgelig alle mulige årsager til. Vores fertilitet er for eksempel elendig. Men når vi taler om frivillig barnløshed, er der selvsagt noget andet på færde end biologien. Men hvad? Tja, folk gider simpelthen ikke.
Når man læser artikler om personer, der ikke vil have børn, fortæller de generelt den samme historie: Det virker som et meget stort ansvar, og de gider ikke ofre de ting, som de er glade for i deres liv. Andre siger, at de hellere vil fortryde ikke at få børn end fortryde at få dem.
I mine ører lyder det vanvittigt selvoptaget og umodent, det må jeg bare sige.
Som så mange andre i min generation har jeg klynket en hel del over, hvor pisse frustrerende det er at have små børn. Jeg har skrevet den ene eddikesure artikel efter den anden, og jeg har været nådesløs i et forsøg på at være ærlig omkring de svære sider af forældreskabet. Derfor føler jeg mig også ramt, når jeg sidder og taler med en mand, der siger, at det ikke lyder særlig attraktivt med sådan nogle små pestilenser.
Og derfor er det nu på tide at tage skeen i den anden hånd og skrive et kampskrift for det at få børn.
Så, for det første: Du fortryder ikke de børn, du får. Det er simpelthen et paranoidt argument, at man skulle fortryde, og det baserer sig på et usandsynligt hypotetisk scenarie, som rammer ganske få. Det sandsynlige er, at du kommer til at elske et andet menneske på en måde, du aldrig har oplevet før. Det skete for mig. Og da jeg fik mit andet barn, maksimerede kærlighedens rum sig bare indeni mig. Det er big bang hver gang. Og så sker der jo typisk det geniale, at du også selv bliver elsket højt af dine børn. Behøver jeg at sige, at det er en rigtig god følelse?
For det andet: At være ansvarlig for nogen andre end sig selv er selvfølgelig behæftet med bekymringer og hårdt arbejde, men det er eksistentielt langt mere tilfredsstillende end at have hovedet oppe i sin egen selvrealiserende røv hele tiden.
Desuden: Mit hjerte smelter ved tanken om, at jeg er mine børns tryggeste menneske her i verden (sammen med deres mor). At mit skød og min favn er sorgløshedens reneste sted for dem er mere meningsfuldt end noget andet. At være nogens beskytter føjer selvrespekt til dit liv, og især som mand har jeg en klar følelse af, at jeg er vokset, siden jeg fik børn. Faktisk var det nok først dér, jeg blev rigtig voksen.
Jeg kan godt høre, at det lyder frelst. Men man bliver lidt nyreligiøs i det, når man får børn. Måske fordi man simpelthen ser lyset i de der store barneøjne.
Men også fordi man får lov til at genopleve sin egen barndoms bedste minder, når man tager sine egne børn med ud i sneen for første gang, går i biografen første gang, spiser sin første nutellamad.
Det er i de øjeblikke, livet går i opfyldelse. Og i modsætning til drømme, så kan livet fortsætte med at gå i opfyldelse dag efter dag, når det gælder ens børn.
Det er ikke fordi, jeg ikke forstår de klimamæssige argumenter mod at sætte børn i verden. Det er kun sundt, at vi sætter spørgsmål ved normerne engang imellem. Jeg forstår også godt, at en krigshærget verden, hvor den ene krise bare lader til at afløse den næste, naturligt afføder en vis eksistentiel tvivl. Men jeg forstår ikke, at man ikke ser børn som den åbenlyse modgift til netop modløsheden. At nære omsorg for andre end dig selv er i den grad også en af de mest påtrængende kriser lige nu, og omsorgsevnen opdyrker man ganske enkelt ved at få børn – ved praktisk talt at sætte kærlighed i verden.
Jeg kan godt være bekymret for, hvordan verden ville se ud, hvis den bestod af frivilligt barnløse, der bare havde nok i sig selv, allesammen. Jeg kan også godt være bekymret for, at steriliseringstendensen vokser, fordi det primært er blandt kvinder i starten af tyverne – og selvfølgelig gider man ikke have børn dér. Men det er der jo ikke nogen grund til at lade sig operere for.
Jeg gad heller ikke have børn, da min kæreste spurgte mig, om vi ikke skulle lave nogen. Der var jeg 28 og havde det perfekt med at dandere formålsløst rundt i Berlin. At vi alligevel fik et, og så et til, er ubetinget den bedste beslutning i mit liv.
