Foto: Polina Vinogradova

Do’s & don’ts: To bookere fortæller, hvorfor de aldrig vil booke deres eget yndlingsband på en festival

Hver sommer går tusindvis af danskere på festival for at opleve livemusik. Men bag ethvert festivalprogram opererer en hær af bookere strategisk for at vælge de kunstnere, de tror, vi vil elske at opleve næste sommer. Hvad er deres hemmelighed? Her afslører Theodor Clausen og Karolina Kozlowska, der booker festivalen O Days, deres ultimative do’s and don’ts.

Do’s

Gå meget på nettet

Det er både et vilkår og en fordel at være ude i god tid, når man skal booke et program. Men det kan være svært at spå om, hvor stor den og den artist er om et år, og vi skal jo helst booke de navne, som gæsterne ikke bare vil høre lige nu, men også næste år. Nøglen er for os er at være rigtig meget på internettet – og ude på de små up coming festivaler og mærke musikken. Vi holder øje med artister, som bliver nævnt her og der, taler med folk i branchen, og vi har efterhånden fået en god fornemmelse for, hvornår noget begynder at boble omkring et act.

Vi har et band på O Days i år, som ikke særlig mange kendte for et halvt år siden. Lige efter vi havde booket dem, begyndte deres videoer at stikke helt af og få millioner af plays. Der fik vi en sms fra deres agent, som bare skrev: “You got the deal of the century.” Det var ret fedt, for så ved man, at man er god til sit arbejde.

Fokuser på helheden

Vi prøver meget at udtænke et program, hvor man hele dagen kan gå på oplevelse og gå på en rejse. En god festivaldag er som en godt mixtape med et mix af stemninger, der gør, at man starter et sted og slutter et andet. Men efterfølgende gav det hele mening. I tillæg til det er det klart vores ambition at hive hele verden ind, når vi booker. For os handler det meget om at vise, hvad der sker på den elektroniske scene internationalt.

Lyt til dit publikum

Uden publikum, ingen festival. Ofte er publikums ideer og inputs bedre end dine egne. I år har vi på O Days booket artisten ‘salute’ på baggrund af publikumsønsker. Det var faktisk en artist, vi ikke kendte meget til, før vores publikum begyndte at foreslå ham.

Slut fred med logistik

Et festivalprogram er meget det muliges kunst forstået på den måde, at bands jo ikke bare er en død vare som en Coca Cola, men består af mennesker, som har forskellige liv og planer. Måske kan de ikke spille, fordi de skal til fødselsdag hos deres mormor den dag, hvor man gerne vil have, de spiller på ens festival. Slut fred med det.

Vær realistisk

Når vi planlægger et program, shortlister vi forskellige bands, som vi drømmer om, men vi er samtidig realistiske omkring, hvad der kan lade sig gøre. Vi starter ikke med Daft Punk, for det kommer med al sandsynlighed ikke til at ske alligevel på vores lille festival. Hvis man som booker tror, at alt kan lade sig gøre, bliver man skuffet.

Karolina Kozlowska og Theodor Clausen

34 og 33 år, har begge mere end 10 års erfaring i musikbranchen.

Deres drømmebooking til O Days: “SOPHIE, som er en kæmpe pioner indenfor den elektroniske scene, men det er desværre for sent.”

Arbejder hos LiveNation, der sammen med bryggeriet ÅBEN står bag festivalen O Days, der løber af stablen 1.-3. august på Refshaleøen.

Don’ts

At kigge på de andre

Generelt skal man ikke kigge for meget på, hvad de andre festivaler gør. Det er bedre at fokusere på, hvad det er man selv vil gøre og skabe. Dybest set har vi jo taget rigtig mange af de genrer, som hører hjemme i en kælder klokken seks om morgenen i Berlin og så sat dem ud på en solrig havnefront. Det er jo eksperimentet med O Days og noget, som vi syntes, manglede lidt i Danmark.

Kun at servere pølse

Heldigvis er det slet ikke en mulighed for os at booke på en måde, der ikke er divers, fordi det ikke er interessant musikalsk. Men selvfølgelig tænker vi over at booke et mangfoldigt program. Ikke for at være politisk, men fordi produktet bliver bedre af at have flere nuancer. Selvom folk godt kan lide kød, ville man jo heller aldrig lave en middag kun med pølser. Det er der ingen, der synes er fedt. Det kan godt være, de elsker pølse, men de fleste mennesker kan jo også godt lide alt muligt andet. Sådan er det selvfølgelig også med musik.

At booke sine yndlingsbands

Man skal ikke altid bare booke alle sine egen yndlingsbands. Når man sidder og arbejder som booker og promoter, arbejder man med hundredevis af artister om året, og hvis man kun kigger på sin egen navle, så får man et rigtig kedeligt line up. Det er en meget vigtig regel, at det ikke handler om en selv, men om dit produkt og dem, du gør det for. Du kan alligevel ikke chille under festivalen, fordi du skal sørge for alt muligt praktisk. Vi sidder omme i en trailer og laver nogle Excel-ting på vores computer, og derfor ville vi gå glip af en masse musik uanset hvad.

At blære sig

Man skal aldrig gå ud i byen og fortælle, hvad man har gang i overfor andre booker. Der findes jo også et element af budkrige i den her branche, hvor flere forsøger at få den samme artist. Derfor skal man ikke blære sig for tidligt. Det gør man ikke. Kæmpe don’t.

At læne sig tilbage for tidligt

Aflysninger er en meget reel ting i den her branche. Og det kan man ikke gardere sig imod. Pludselig kan man stå og mangle et hovednavn kort før, festivalen starter. Det kan nærmest være ligegyldigt, hvor mange penge du har om sommeren, for der er nærmest ikke nogle artister ledige. Sidste år aflyste Jada alle sine koncerter, og så krævede det tre ugers intensivt arbejde af os at finde en erstatning. Derfor skal man aldrig læne sig tilbage for tidligt som booker.

Samtidig skal man ikke tro, at man kan erstatte en artist en-til-en med en anden artist. Mange husker nok, dengang det lykkedes for Roskilde Festival at få Jack White som afløser for Drake i 2014 på bare 24 timer. Det var der nok nogle Drake-fans, der var trætte af, men Jack White-fansene var ekstatiske.

Find mere om
Footer graphics