døm vores forhold
Foto: DR

’Døm vores forhold’: Man bliver chokeret over, at der findes unge kvinder med et så gammeldags syn på mænd

Den nye sæson af ’Døm vores forhold’ giver flashbacks til 1700-tallets kønsnormer. Det havde vi virkelig ikke bedt om.

Efterårets indtræden er som bekendt lig med nye farver på bladene, kastanjedyr i vindueskarmene og bambier i Dyrehaven. Vi diskuterer ’cuffing season’ og ’sober tober’, mens vi hiver de vamsede frakker ned fra loftet og drikker pumpkin spice latte.

Men vigtigst af alt byder efteråret igen i år på ekstreme mængder dansk comfort TV.

Medmindre du ligesom Nicolas Rockland fra ’Gift ved første blik’ simpelthen ikke dyrker konceptet ’fritid’, så har du helt sikkert allerede heppet, krummet tæer og bidt negle til programmer som ’Vild med dans’, ’Forræder’, ’Landmand søger kærlighed’, ’Gift ved første blik’ eller ’Den store bagedyst’, som alle løber over skærmen på denne årstid.

Men i år er der sket et plot twist, for der er et program på menuen, som ikke bidrager til den hyggelige og putteindbydende efterårsstemning. Tværtimod.

I fredags var der premiere på anden sæson af ’Døm vores forhold’ på DR, der handler om fire par i et sommerhus, som alle kæmper med en specifik udfordring i deres parforhold. Problemer, de håber at få løst ved at servere filterfrie råd og fordomme til hinanden i en uges tid. Kanon koncept.

Men man skal ikke langt ind i første afsnit før man får græskarsuppen galt i halsen. Her møder vi den unge Victoria, som åbent fortæller om, hvordan hun ikke tænder på sin kæreste Luka, når han går igennem svære perioder i livet.

”Han havde det ikke så godt i en periode. Han synes alt var noget lort, at alt var dårligt, og at han var dum. Jeg er virkelig dårlig til at være i det, og jeg bliver ret kold faktisk,” fortæller hun de andre piger, som lytter med store øjne og påtagede nik. Men ingen siger noget, så Victoria fortsætter:

”Jeg vil jo gerne have en, der er ret mandig, som er den stærke, som jeg kan læne mig op ad. Så når han falder ud af den maskuline energi, så føler jeg mig ikke lige så tiltrukket af ham, fordi jeg føler, han er svag.”

På det her tidspunkt bliver man som seer mest af alt chokeret over, at der overhovedet eksisterer unge kvinder i 2024 med livssyn fra 1700-tallet. Man bliver oprigtigt nysgerrig på, hvor Victoria har fået sine kontroversielle holdninger om maskulinitet og køn fra, for det er svært at forestille sig, at giftige mandeidealer er hot hot hot i venindegruppen. Det er jo netop hos de unge Gen Z’ere, at vigtigheden af ligestilling forekommer ekstremt naturlig, så hvordan i alverden er det lykkedes hende at miss the memo?

døm vores forhold
Foto: DR

En af de andre piger, Jeanette, siger i en sync, at det er ”lidt underligt”, for hun synes i hvert fald selv, at det er super sexet, når hendes kæreste viser sårbarhed. Åh, hvor jeg håber, at Jeanette tør tage en snak med Victoria omkring dette i et senere afsnit – dét ville være godt og vigtigt TV.

Imens vi venter på det scenarie, vælger Luka at konfrontere Victoria ved på smukkeste vis at citere selveste Marilyn Monroe – symbolet på at være fanget mellem traditionelle kønsroller:

”Det er jo sådan, du ved … If you don’t want me at my worst, you can’t have me at my best,” prøver han forsigtigt, mens seerne hepper på ham. Victoria hepper imidlertid overhovedet ikke, for hun synes citatet er noget ”bullshit”.

“Hvis din værste side er virkelig dårlig, så gider jeg da ikke leve med det. Så må man da ændre det,” proklamerer hun, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Paris Hilton memet ’STOP BEING POOR’.

På det her tidspunkt har vi lært, at Lukas hårde periode handlede om, at han for nylig var jobsøgende, så for hans forholds skyld håber jeg ikke, at han nogensinde mister en tæt ven, går ned med stress eller bliver uhelbredeligt syg. For som han ganske fornuftigt selv retorisk spørger de andre drenge, da de på skift åbner op i en halvcirkel:

”Hvis det begynder at gå dårligt for mig, skal jeg så også frygte for mit forhold?”

Det åbenlyse svar er: Ja.

På den positive side er der indtil videre kun to afsnit af ’Døm vores forhold’ ude, så der er håb for det unge par. De er der trods alt for at arbejde med dette specifikke problem, og det påstår de begge to, at de er fuldt indstillede på at gøre.

Så langt så godt.

For selvom man kan mene, at programmet har sine lige lovligt dramatiske sider og måske en lettere cringe præmis, så er det alligevel meget forfriskende at se fire helt almindelige par åbne op om forskellige interne problematikker, som mange vil kunne spejle sig i. På den måde minder ’Døm vores forhold’ os om, at alle går rundt og tumler med noget – også dem som umiddelbart ligner ’couple goals’ ved første øjekast.

Alligevel håber jeg ikke, at der sidder unge drenge ude i stuerne og tænker, at Victorias kønsidealer er repræsentative for kvinder generelt. Det ville være en skam for 117. gang at reproducere fortællingen om, at sårbarhed og følsomhed er forbeholdt kvinderne.

Find mere om
Footer graphics