Foto: Kavian Borhani

Diez’ tidligere chef er bekymret: “Hun er ikke klar til at vende tilbage”

Katherine Diez’ tidligere chef på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, håber, Diez vil trække sig tilbage fra offentligheden og bruge lang tid på at skrive en gennemarbejdet bog.

I februar blev Katherine Diez’ mareridt til virkelighed, da en lang række tilfælde af plagiat blev afsløret i klummer og litteraturanmeldelser, hun havde skrevet for Berlingske.

Det var daværende kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, som i tidernes morgen tog kontakt til Katherine Diez og efterfølgende ansatte hende på avisen.

Hermansen har ligesom mange andre fulgt med i de utallige spaltemeter, der de seneste uger er skrevet om Diez’ eneste bog ‘I egen barm’, hvori hun havde til hensigt at tale ud om plagiatskandalen.

P1-programmet ‘Damerne først‘ fortæller Hermansen, at hun har iagttaget omtalen med sorg.

“Jeg kan godt se, at hun har forsøgt med bogen at komme tilbage efter den sag, der ramte hende i vinter, om plagiering. Jeg er bare ikke overbevist om, at hun er klar til at vende tilbage i egen ret og etablere en position som forfatter,” siger hun og forklarer:

“Det virker på mig, som om hun ikke er færdig med at reflektere over de ting, der er hændt hende, og det er derfor, det fylder mig med sorg. For jeg synes stadigvæk, at hun er talentfuld, og jeg kan stadig se de ting i hende, som jeg så dengang, jeg var redaktør og fik øje på hende i første omgang.”

Lagt på is

Diez ramte bunden i februar, da sagen sendte hende ud i kulden – ikke alene gik hendes kæreste gennem knap to år, Adam Price, fra hendeFlere af hendes samarbejdspartnere lagde hende også på is.

Allerede i april underskrev hun en kontrakt med forlaget People’s Press og et halvt års tid senere debuterede hun som bekendt med den meget omtalte bog ‘I egen barm’.

En bog, hvor hun, med egne ord, ville gå hårdest til sig selv, men hvor hun i den grad også er endt med at udlevere sine ekskærester, EU-kommissær Dan Jørgensen og i særdeleshed Adam Price.

Det er netop de udleverende elementer i bogen, som får rynkerne frem på Anne Sophia Hermansens pande.

“Det bekymrer mig at se den måde, hun ikke helt synes at kunne skelne mellem det, man kan kalde et feministisk kampskrift og så et hævnskrift, for jeg oplever også, at der ligger en stor del hævn i hendes skriverier,” udtaler hun i programmet.

Siden bogudgivelsen har Diez kun givet to interviews: Et i Politiken og et i radioprogrammet Genstart. Siden har hun genoptaget den radiotavshed, som indfandt sig i begyndelsen af året.

Og det må gerne fortsætte sådan, hvis man spørger Diez’ tidligere redaktør.

Pausen håber Hermansen, at Diez vil bruge på at gå i dybden med en ny bog. En gennemarbejdet bog, som hun tager sig god tid til at forfatte.

“Gå ned i dybden af refleksionerne, for jeg synes, i den del af bogen, jeg har læst, ligger noget meget hjerteskærende i de passager, som også handler om hvor svært det har været for hende at blive til et voksent menneske,” lyder opfordringen.


Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Footer graphics