Det er en sælsom oplevelse at se ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’. Sjældent har jeg taget så mange noter i løbet af tre afsnit og omtrent to timers spilletid, og det skyldes vist min mestendels begejstrede forvirring.
TV 2-serien beskrives som et eksperimenterende dokudrama, der i hybridformat undersøger IT Factory-direktøren Stein Baggers historiske svindelnummer. Der er i vanlig stil talking head-interviews med sagens centrale aktører – minus hovedpersonen – mens serien virkelig lever i de fiktionaliserede scener, hvor skuespillere indtager rollerne som sagens hovedpersoner.
Modsat mange andre dokudramaer er der ikke tale om smukt iscenesatte nedslag med stift skuespil. Kristoffer Eriknauer optræder i farvematte optagelser med hjemmevideoæstetik både som sig selv, der prøver at ramme Stein Baggers karakteristiske smil og glimt i øjet, og som Stein, der svarer på spørgsmål fra en person bag kameraet.
Det er hjernevridende fascinerende på en måde, hvor man både mærker det store drama i kroppen og får hjernen aktiveret med en bunke etiske problemstillinger.
Bryder facaden og den fjerde væg
Stein Bagger blev op gennem 00’erne hyldet for sin succes med IT Factory, der øjensynligt skovlede penge ind. De fleste danskere lærte først rigtigt navnet at kende, da han i 2008 blev kendt som landets mest berygtede svindler og senere idømt syv års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk for 831 millioner kroner.
Hitduoen Ukendt Kunstner har sammen med Sivas lavet en sang, hvor de drømmer om at ramme en milliard ligesom Stein Bagger, men ellers har det været småt med omtale af den førhen så medieombruste forretningsmand de seneste 10 år.
Derfor kan man undre sig lidt over, hvorfor TV 2 føler tiden rigtig til ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’. Dokumentaristægteparret Christian Sønderby Jepsen og Mira Jargil – som instruerer henholdsvis fiktions- og dokumentardelen og får hjælp med fiktionsmanuskriptet af Mads Tafdrup – har klogelig valgt en tilgang, hvor Stein Bagger er lige dele menneske og mytologisk skikkelse.
Der bliver jongleret med løgne til den store guldmedalje, men en gang imellem bryder han i fiktionen den fjerde væg – og samtidig facaden – når han afslører sandheden med ordene: “En leasingkarrusel er ret simpel, faktisk.”
Personen bag kameraet afbryder også vinhyggen og stiller spørgsmål om CV og kompetencer, som den forblændede bestyrelsesformand Asger Jensby – spillet af Peter Mygind – burde have stillet. Det er morsomt, når den fiktive Stein fortæller, at han både har været kødsælger, næsten færdiguddannet smed, Spies-rejseguide, solgt proteinpulver og været nordisk mester i bodybuilding.
Tragikomisk manipulation
Serien har en klassisk opbygning fra storhed til fald. De tre afsnit bærer titlerne ’Vejen til det gode selskab’, ’Del og hersk’ og ’Sammenbruddet’. I starten af hvert afsnit optræder teksten: “En del af fortællingen gengives i fiktionsform og er en kunstnerisk fortolkning af de virkelige hændelser.”
Af og til ærgrer man sig over, at ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’ gør sig den ulejlighed at være dokumentar, for der er en sitrende spænding i fiktionsscenerne. Det er umådelig nervepirrende, når Myginds Jensby konfronterer Eriknauers Bagger med anonyme beskyldninger om urent trav, og Bagger manipulerende græder med henvisning til et skrantende privatliv.
Imens sprudler tragikomikken, når Bjarne Riis dukker op til et sponsormøde med hele cykelholdet midt i den største krise.
I dokumentardelen er det sjovt at høre Stein Baggers barndomsven Klaus fortælle, at de to som entreprenante unge rødder fabrikerede lodsedler på skolen og solgte dem til uskyldige ofre på gaden i Hillerød. Men det er næsten for pligtskyldigt, at vi skal høre fra den dygtige graverjournalist Dorte Toft og IT-iværksætteren Bo Hembæk Svensson, der som whistleblower var afgørende for at afsløre Stein Baggers svindel.
Sagen er jo allerede afdækket journalistisk, og selv om de bidrager med skarpe observationer, ønsker man sig hurtigt tilbage til fiktionen, hvor komiker og IT Factory-investor Finn Nørbygaard og rocker-bodyguarden Brian Sandberg spiller sig selv og drikker champagne med skuespillerne bag Bagger og Jensby på en yacht i Tuborg Havn.
Dyre lærepenge
’Stein Bagger og grådighedens ansigter’ er ikke revolutionerende som ’Den sorte svane’, men lige så formmæssigt interessant som Jesper Dalgaards ’Mors drenge’.
Alligevel bliver det spændende at se, om der kommer en reaktion efter seriens tre afsnit. Man ønsker sig til sidst helt vildt at høre noget om, hvad Stein Bagger laver i dag. I stedet må vi nøjes med den pirrende oplysning, at han blev løsladt i 2014 efter fem års afsoning, og at 200 millioner kroner stadig ikke er blevet fundet.
Til sidst bliver det opsummeret, at fortællingen om Stein Baggers svindel er en moderne udgave af ’Kejserens nye klæder’, der ikke kun er underholdning, men en historie om bedragets anatomi. Det er jo en lidt deprimerende morale, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det nok tilfældet. Til gengæld kan man måske redde sig selv fra at betale dyre lærepenge.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
