Jeg var på vej ud af Ikeas rulledør i sidste uge, da jeg hørte nogen råbe mit navn. Jeg vendte mig om og så, at det var min veninde, Kristin.
To følelser boblede op i mig og kæmpede begge om at fare hurtigst til top. Den første var glæde. Jeg havde ikke set hende i lang tid, og det gik op for mig, at jeg savnede hende.
Den anden følelse var skam. Og efter en kort sludren om dit og dat tog hun tyrene ved hornene.
– Det gør mig ked af det, at du ikke svarer mig. Du har ikke engang åbnet min besked, sagde hun med en såret mine.
Hun har helt ret: Jeg har ghostet hende. Ikke med vilje, men fordi jeg har glemt at svare på hendes besked. Der er ingen død mormor eller andet forfærdeligt, der kan undskylde min dårlige adfærd. Jeg har bare fået en kæreste, et fuldtidsjob og slukket for mine beskednotifikationer.
Kristin er ikke den eneste. Det seneste stykke tid er jeg kommet til at ghoste flere af mine venner. Jeg har over længere tid opbygget det, jeg med den amerikanske journalist Anne Helen Petersens ord vil kalde for en “inbox of shame”: Beskeder hober sig op i min slukkede indbakke, og da der ikke er nogen overhængende deadline på at svare, lader jeg være. Andre ting, der skal løses lige nu – vasketøj, motion, madlavning, regninger, arbejde – kommer i første række. Tiden går, og jeg bliver et rystende Jengatårn af dårlig samvittighed.
Min smartphone er ellers klistret til min højre hånd. Jeg er kronisk online, og jeg er aktiv på stort set alle sociale medier. Jeg er übertilgængelig, og det burde nudge mig til at svare på diverse kaffeaftaler, fødselsdagshilsner og generelle hvordan-går-det-beskeder, men resultatet bliver det modsatte: Jeg søger frirum, alenetid, stilhed.
Det betyder, at jeg er blevet til sådan en, jeg egentlig hader. Én, der tilbringer stort set al tid med sin partner og negligerer venskaber. Hvis jeg forsvandt, er jeg overbevist om, at der ville gå lang tid, før mine venner opdagede det. Det vil være min egen skyld, fordi jeg ikke prioriterer ordentligt. Jeg prioriterer ikke mennesker, men ærinder, der forbedrer mit liv på den korte bane, men ikke den lange.
Jeg har ikke altid været sådan. Så jeg har forsøgt at grave i årsagen bag mine ringe svarevner og diffuse sociale behov. Og jeg fandt et svar. Et bekymrende et af slagsen.
Lavt batteri
I en artikel fra The Atlantic fra januar 2025 undersøger journalist Derek Thompson, hvorfor amerikanere isolerer sig selv mere og mere. De spiser mindre på restaurant, går mindre i biografen og spenderer i det hele taget meget mere tid med sig selv.
Lignende adfærd ses i Danmark, hvor vi også kan lide at udføre mange af de handlinger, vi tidligere ville skulle forlade hjemmet for, hjemmefra. I en rapport fra Danmarks Statistik, hvor danskernes IT-vaner er sammenfattet for hele 2024, vurderes det, at vi “aldrig har været så meget online”, og at flere handler online og bestiller mad udefra.
I artiklen fra The Atlantic undersøger journalisten om den øgede alenetid er lig med større ensomhed hos amerikanerne. Men overraskende nok viser flere undersøgelser, at selv om alenetiden er stigende, så er ensomheden faldende. Som journalisten skriver:
– Det virkelige problem her, kernen af USAs sociale krise, er, at de fleste amerikanere tilsyneladende ikke reagerer på det biologiske signal om at tilbringe mere tid sammen med andre mennesker.
Den åbenlyse skurk er – nok ikke overraskende – smartphonen. Det er den også hos mig. Denne optager, ifølge artiklen, 30 procent af unges dagligdag og fratager dem essentiel social kontakt, der senere går udover deres psyke og lykke. I sidste ende er både den sociale tid og alenetiden tynget af det samme frustrerende dilemma: Når vi er sammen med andre, hjemsøges vi af muligheden for, at der sker noget mere interessant et andet sted, og når vi er alene, er alenetiden forurenet af strømme, opslag og beskeder fra dusinvis af venner, kollegaer og fremmede.
Med andre ord: Vi er aldrig helt alene, og vi er aldrig helt til stede i selskab med andre.
Det genkender jeg. Med en telefon i hænderne har jeg lettere ved at glemme, at jeg i princippet kunne bruge selvsamme tid i selskab med mine venner – især, fordi jeg ser en del af dem på min iPhoneskærm. Jeg føler mig ikke ensom, men ifølge forsker i mental sundhed Ziggi Santini er det blot et spørgsmål om tid.
– Det kan have store konsekvenser for individet og i sidste ende også samfundet, hvis de digitale relationer erstatter de fysiske, fortæller han, da jeg ringer til ham.
– Der er en øget risiko for at udvikle depression og ensomhed. Faktisk risikerer den følelsesmæssige ensomhed at udvikle sig til fysisk ensomhed, da man med denne adfærd ganske enkelt ser sine venner og bekendte mindre.
Ziggi Santini står blandt andet bag en rapport fra Syddansk Universitet, der undersøger konsekvenserne af at være afhængig af sociale medier. De er som nævnt ovenfor depression, ensomhed og isolation. Og grunden til, at man risikerer at miste venner, er blandt andet, at ens personlighed kan ændre sig med øget telefontid og tid tilbragt på sociale medier.
– Vi ved jo, hvordan det er at være sammen med én, der ikke kan kigge væk fra deres telefon. Det er ucharmerende. Hvis alt handler om dig – som det ofte gør i den online verden – er resultatet, at man bliver selvoptaget og mindre interessant at være sammen med.
Jeg tænker over hans ord. Der er ironisk nok noget opløftende over, at konsekvenserne er alvorlige. Jeg glemmer nogle gange, at det er mig, der har nøglen til min egen digitale fængselscelle. Og at jeg kan vælge at vade ud, når end jeg ønsker. Det ved jeg ikke, om jeg kommer til at gøre, fordi, for fanden, jeg elsker TikTok – men jeg ved, at jeg fra nu af vil undlade at ghoste og række ud til de venner, jeg er så heldig at have.
Særligt dem, der holder nok af mig til at fortælle mig, når jeg er et stort røvhul.
