Skandinaviske politiserier har lidt groft sagt udviklet en dårlig vane med at forveksle mørke billeder, tavse efterforskere og traumatiske baggrundshistorier med reel spænding.
Alt for ofte ender de i de samme slidte klichéer, hvor politifolkene opfører sig så ubegribeligt dumt, at man næsten begynder at heppe på gerningsmanden bare for at få lidt fremdrift – alt sammen mens spændingen langsomt bliver kvalt.
’Blodoffer’ ligner på papiret en serie, der burde kunne ruske lidt op i genren med sin brutale præmis om en morder, der går efter politifolk.
I praksis bliver den desværre endnu et eksempel på, at Netflix har svært ved at få sine lokale produktioner til at leve op til deres potentiale.
Streamingtjenesten står endnu en gang med noget, der kunne have været så godt, men ender som en halvhjertet nordisk krimiserie.
En stærk præmis
Fredag nat klokken 01:15 modtager den svenske alarmcentral et nødopkald fra en ung kvinde, der desperat beder om hjælp, da en gerningsmand med en kniv er trængt ind i hendes lejlighed. En patruljevogn med to erfarne betjente ankommer kort efter til gerningsstedet, hvorefter de begge bliver dræbt.
Dagen efter bliver Thomas (Jakob Oftebro) sat på sagen. Han får hurtigt mistanke om, at drabene er relateret til en kun to uger gammel sag, hvor en kvindelig betjent ved navn Marina blev dræbt på lignende vis i en nærtliggende by.
Dermed lægger ’Blodoffer’ ud med en præmis, der har kæmpe potentiale som rå og megaspændende thriller. En morder, der går efter politifolk, et nødopkald midt om natten og en mulig forbindelse til en tidligere drabssag burde være rigeligt til at skabe både paranoia, fremdrift og en følelse af, at hele systemet er under angreb.
Netop derfor er det frustrerende at se, hvordan seriens skabere spilder potentialet på politifolk, der opfører sig, som om opklaringen mest af alt er en irriterende sideopgave.
Sløjt politiarbejde
Drabene bliver startskuddet på verdens måske langsomste politiarbejde. I hvert fald lader det til, at Thomas tager resten af lørdagen fri, hvor vi lige skal have på plads, at han er familiefar med kone og datter og har et anstrengt forhold til sin far, Alfred (Peter Andersson), der er tidligere drabsefterforsker.
Søndag holder han også fri, og vi skal helt hen til mandag (hvilket bliver udpenslet med skrift på skærmen), før Thomas og hans partner, den unge Natalie (Electra Hallman), opsøger en pårørende til en af de dræbte til et totalt ligegyldigt forhør.
Da vi når torsdag, er de to kollegaer ikke rigtig kommet nogen vegne, og Thomas opsøger derfor sin far for at få hjælp.
Først om fredagen taler de med Marinas mor, hvor de får det første afgørende spor, der også for seerne er det første egentlige spændingsøjeblik siden det vellykkede anslag.
Der er nu gået en uge i handlingen, mens første afsnit kun lige er ved at være slut. Det slutter ganske vist med et fedt twist, hvor vi bliver klogere på, hvorfor det er vigtigt at vide, hvor mange dage der nu er gået.
Bortset fra det er det en virkelig tam begyndelse, hvor politiet udviser klassisk inkompetence, som vi har set i utallige skandinaviske krimier efterhånden.
Og når serien så allerede i andet afsnit begynder at gentage strukturen, bliver det tydeligt, at den ikke har i sinde at følge op på den fede præmis, den lægger ud med.
For den efterfølgende fredag sker det samme igen: et nyt nødopkald, efterfulgt af et nyt drab i samme stil. Det burde få alarmklokkerne til at bimle og bamle hos alle i politiet. Men i stedet for at skrue op for spændingen, tramper serien rundt i tomgang.
Stærke præstationer i en tam thriller
Til gengæld er der ikke meget at udsætte på skuespillet. Jakob Oftebro spiller Thomas med en afdæmpet intensitet, der gør ham mere interessant, end manuskriptet egentlig tillader.
Han har fint greb om den pressede politimand, som både forsøger at holde sammen på efterforskningen og sit privatliv, selv når serien ikke altid giver ham særligt troværdige beslutninger at arbejde med.
Peter Andersson tilfører samtidig rollen som far Alfred en tyngde og bitter erfaring, der antyder en mere spændende og mørk familiedynamik, end serien formår at udfolde.
Også Electra Hallman får meget ud af Natalie, der ellers let kunne være endt som endnu en ung makkerfigur uden ret meget særpræg.
Problemet er bare, at de tre præstationer aldrig bliver nok til at løfte fortællingen. De kan tilføre scenerne nerve, men de kan ikke redde det tamme manuskript.
Det gode skuespil giver ’Blodoffer’ enkelte scener med puls, men det er slet ikke nok til at gøre det til en spændende og medrivende thrillerserie.
Det hjælper ikke, at man allerede halvvejs gennem serien bliver bekendt med, at gerningsmanden skal findes i politiets egen inderkreds.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
