Jeg har en drøm. Og det er, at mine børn får lov til at have en så lang barndom som muligt. En barndom, der ikke bliver forstyrret af algoritmer, blåt lys og telefon-afhængighed. Jeg har en drøm om, at de får deres egen smartphone så sent som overhovedet muligt.
Derfor meldte jeg mig i går ind i en forening. ‘Smartphonefri Barndom’ hedder den. Jeg stødte på den i et indslag i P1 Morgen, og foreningens udgangspunkt er, at børn først skal have en smartphone, når de begynder i 8. klasse.
Man skriver sig op som forælder og angiver, hvilken skole ens barn går på. Er der andre forældre fra den skole, der også har meldt sig til, sætter foreningen forældrene i forbindelse med hinanden, så man har mulighed for at stå sammen og udveksle erfaringer.
Dagligt ser jeg børn, der går med snuden ned i en smartphone til og fra folkeskolen på hjørnet af, hvor jeg bor. På de mørke vintermorgener bliver deres ansigter blå af lyset fra deres iPhones. De ænser ikke, hvad der sker omkring dem, de er ofte ved at gå overfor rødt, og de snakker ikke med deres kammerater.
Så hvad er det egentlig, vi venter på?
Ja, ens børn bliver momentant sure, hvis man siger: “Nej, du må ikke se fjernsyn lige nu.” Men det er her, man skal hæfte sig ved ‘momentant’. For det går hurtigt over igen. Og det er fantastisk at se, hvordan deres fantasi blomstrer, når den får lov til det.
De bygger en hule under sofabordet. Leger, at de er i en troldmandsverden på flugt fra monstre. Eller de bygger et tårn af magneter, fordyber sig i at tegne eller spørger, om vi skal læse en bog eller gå på legepladsen. De får hudafskrabninger og blå mærker, fordi de eksperimenterer med at klatre i træer eller udforsker et brombærkrat.
Og jeg må indrømme, at noget af det, jeg har grublet mest over i forbindelse med min søns skolestart, er de skide telefoner. For hvornår begynder de andre forældre at udstyre deres børn med en smartphone? Og hvordan håndterer jeg det, hvis min søn føler sig som den eneste i verden, der ikke må få en og dermed føler sig udenfor fællesskabet?
En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at børn debuterer tidligere og tidligere på sociale medier. Stort set alle børn er på sociale medier, før de fylder 13 år. Knap halvdelen af børnene får en profil, før de er fyldt 10 år. Flertallet af børnene vil helst bruge deres fritid på at være på telefonen.
Det, synes jeg, er utroligt trist. Personligt er der ingen – ingen – af mine bedste minder, der har noget med min telefon at gøre. For mig er der et kæmpe uskyldstab forbundet med at give et lille barn en smartphone. Og ja, uskyldstab er en naturlig del af livet, men det ville da være vidunderligt, hvis det skete i en naturlig udvikling.
På en smartphone har børn – uanset hvor meget forældrekontrol man prøver at slå til – fri adgang til internettet, apps, spil og sociale medier. De bliver uvægerligt eksponerede for indhold og algoritmer, som deres hjerner slet ikke er klar til at styre. De ser influencer-marketing, tror måske, at de er nødt til at gå med sminke lang tid, før de er klar til det for at være pæne nok, de får lyst til at købe ting, for ikke at tale om, at de meget let kan støde på voldeligt, seksuelt eller krænkende indhold.
Det virker så soleklart, at børn ikke skal have adgang til noget, som voksne heller ikke kan finde ud af at styre. Vi voksne bruger timevis på telefonen hver dag. Vi lader os distrahere af mekaniske vibrationer og notifikationer, selvom vi egentlig er midt i en samtale eller en anden form for socialt samvær. Vi ender med at scrolle i en halv time, selvom vi egentlig bare lige skulle se, hvad klokken var.
Efterhånden ved vi udmærket fra videnskaben og alskens eksperter, at der ikke rigtig kommer noget godt ud af, at et barn bruger timevis på en telefonskærm hver dag. Tværtimod faktisk. Deres koncentration bliver dårligere, de bliver mere ensomme, og gennem sociale medier får de et på mange måder urealistisk billede af, hvordan følelseslivet og hverdagen er strikket sammen.
Det er vores job som forældre at sætte grænser for dem og hjælpe dem til at have nogle rammer, der gør dem glade og robuste. Og eksemplet er måske sat på spidsen, men ikke desto mindre går vi jo altså ikke ned og køber en pakke Blå Kings til vores små børn, selvom de i et sygt parallelunivers måtte stå og plage om det. Vi spørger dem heller ikke, om de har lyst til at køre bilen.
At mene, at børn ikke skal have en smartphone, er ikke det samme, som at forsage alle skærme i verden. Det kan være rigtig hyggeligt at se en film sammen, og det kan også være fedt at lade sig opsluge i en anden verden i et spil på computeren eller PlayStationen.
Hvis man gerne vil have, at ens børn selv skal kunne skrive og ringe til en, kan man jo udstyre dem med en såkaldt dumbphone, der kun kan netop det: Skrive og ringe. Man kan – og nu bliver det sindssygt – jo også købe et armbåndsur til dem, hvis man har brug for, at de selv holder øje med tiden.
Der er nogen, der vil mene, at der også er onlinefællesskaber, som det ville være synd at skærme børnene fra. Og der er da helt sikkert nogle fine og meningsfulde onlinefællesskaber derude, jeg er bare af den klare overbevisning, at det ikke kan veje op for alt det andet skrald, der følger med at have en smartphone.
Tænk, hvis det var reglen snarere end undtagelsen, at børn ikke havde en smartphone. Måske vil de have flere aftaler med hinanden om at lege sammen. Måske ville de bruge mere tid til håndbold, spejder, stå på rulleskøjter, trommeundervisning eller billedskole. Måske ville de bruge bibliotekerne, legepladserne og boldbanerne i parken mere. Brætspilscaféerne og filmklubberne. Måske ville deres trivsel i det hele taget bare være meget bedre.
Jeg er virkelig klar til at give det et forsøg.
LÆS OGSÅ
