Mens København var dækket af regnbueflag, og debatten igen rasede om, hvorvidt vi overhovedet har brug for Pride, gik der ild i et kommentarfelt i Midt- og Vestjylland. Hvorfor? Fordi en far havde delt et billede af sin seksårige dreng, der var iklædt lyserødt tøj på første skoledag. Det er nemlig langt fra kun ulve, der kan sætte sindene i kog på de kanter.
Det affødte ifølge TV Midtvest kommentarer som: ”Folk som dig burde ikke have rettigheder til at have et barn. Du hjernevasker den lille knægt til at blive homo ved ikke at sætte grænser for, hvad der er normalt for en dreng.”
Man må jo forstå, at en tilværelse som homo er noget af det værste, der kan overgå en, ligesom vi alle ved, at der er en direkte sammenhæng mellem farver og seksuel orientering.
Andre i kommentarfeltet mente, at der var tale om et svigt, at faren havde fejlet og var en skændsel for menneskeheden, samt at han påduttede og tvang sit barn til at gå i lyserødt.
Det tyder altså på, at en seksårig dreng, der er glad for lyserød, i sig selv er utroligt provokerende. Men lad os starte med det åbenlyse: At en seksårig dreng er glad for lyserød, er simpelthen ikke det samme som, at han er homoseksuel.
Bøsser bløder ikke lyserødt, selvom den ironiske og ret voldsomme sang af Odense Assholes kan have givet det modsatte indtryk, da den udkom tilbage i 2009 og huserede på diverse folkeskoler.
Jeg var selv en midtjysk dreng, der var glad for lyserød som barn. Til de bekymrede læsere skal jeg skynde mig at tilføje, at jeg har det helt fint i dag. Jeg er sund og rask, ligesom jeg vil mene, at jeg ud fra alle relevante parametre er relativt velfungerende.
Men her hopper kæden så af. For jeg har homoseksuelle tilbøjeligheder. Og selvom jeg godt kan fornemme, at det er ilde set i førnævnte kommentarspor, vil jeg godt love, at det ikke har noget at gøre med min garderobe som barn. Jeg har også boltret mig i de såkaldte drengefarver. Men lige lidt hjalp det.
Med det sagt vil jeg gerne sige, at jeg er ret glad for at være homoseksuel. Faktisk vil jeg gå så vidt som at kalde det anbefalelsesværdigt.
Dog minder debatten om en seksårig dreng i lyserødt tøj mig om, hvor meget der i min egen barndom handlede om at undgå at blive set som bøsse. Eksempelvis måtte man ikke have hul i højre øre, da det jo var det samme som at være bøsse.
Nej, det var meget mere sikkert at have i venstre. Derfor skulle jeg da også have det i venstre øre, da jeg som 11-årig fik hul i øret. Jeg beklager den forvirring, det sidenhen har måttet medføre.
Jeg har sågar været vidne til forældres venner, der diskuterede, om jeg nu havde hullet i det rigtige øre. Her endte de dog med at konkludere, at man nu kun var bøsse, hvis man havde det i begge ører. Og det havde jeg trods alt ikke, selvom jeg ofte legede med min mormors gamle clipsøreringe som barn.
Der var også en meget udtalt undren over, at jeg legede med Barbie-dukker som barn, da det jo ellers kun var for piger. I sådan en grad, at jeg faktisk blev mobbet med det. Men personligt synes jeg, det blev for ensformigt kun at lege med actionmænd. Sådan har jeg det ikke i dag.
Jeg kan også afsløre, at der ikke er noget nyt i, at voksne spekulerer over andre børns seksualitet, da jeg ved flere lejligheder oplevede, at klassekammerater fortalte mig, at deres forældre havde fortalt dem, at jeg var bøsse, selvom jeg ingen idé havde om, hvad det indbefattede.
Selvfølgelig er der sket meget, siden jeg voksede op i 90’erne og 00’erne. Men vreden i kommentarfeltet viser, at der ikke er sket nok.
I 2025 fik vi den første nationale kortlægning af homofobi i Danmark, der byggede på svar fra hele 31.808 respondenter. Her kunne man netop læse, at hver femte dansker mellem 15 og 89 år mente, at sex mellem to af samme køn var moralsk uacceptabelt.
For nylig talte jeg med et homoseksuelt par fra henholdsvis Kina og Taiwan, der var i København for at blive viet. De blev dybt chokeret og skuffede, da jeg fortalte dem, at man også kunne støde på homofobi i et land som Danmark.
Selvfølgelig er Danmark stadig et af de bedste lande at være bøsse i, men vi lyver for os selv, hvis vi ikke har blik for, at homofobi stadig er en stor udfordring i dagens Danmark.
Inden for det seneste år har vi faktisk også set flere eksempler i den offentlige debat, hvor homofobien har vist sit grimme ansigt.
Da Søren Torpegaard Lund vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen ’Før vi går hjem’, blev han kaldt en bøsse i et fiskenet.
På TikTok stødte man nemt på Dagestan-fænomenet, hvor man i kommentarfeltet til homoseksuelle og feminine mænds videoer kunne læse flere enslydende kommentarer om, at de skulle på en genopdragelsesrejse til den russiske republik Dagestan.
Og senest altså en seksårig dreng, der bare er glad for lyserød.
Lyserød er bare en farve, men homofobi er en kæmpe udfordring. Så lad os lade børn være børn, og så ellers fortsætte kampen mod homofobi i Danmark. Den er nemlig langt fra slut.
