Det kom ikke som en overraskelse for nogen, at det hele endte, som det gjorde. I nul. Ingen par ville fortsætte med at være gift.
Programmet har nu endegyldigt cementeret, hvor godt det fungerer med hensyn til at matche folk. Det fungerer ikke. Succesraten på tværs af samtlige sæsoner er simpelthen til at tude over.
Heldigvis kan man grine lidt undervejs. Der er masser af scener, vi sent vil glemme, og givetvis også ting vi har lært om kærligheden, mens vi sad hjemme i sofaen og godtede os over andre menneskers nedtur. Mest af alt har det dog været en gyser at overvære parrenes klodsede kapgang på vej mod kærligheden.
Men vi skylder dem en tak, parrene. Der er en fin grænse mellem mod og naivitet, når man melder sig til ‘Gift ved første blik’, og vi ved stadig ikke helt på hvilken side, parrene egentlig befinder sig. Men godt gået alligevel.
Her kommer listen over alt det, vi lært af at se ‘Gift ved første blik’ denne gang.
1. Der findes mennesker, som ikke kan tage initiativ
Visse personer melder sig til ‘Gift ved første blik’ og regner så med, at de ikke behøver foretage sig yderligere for at forblive gift. Well, her er noget sindssyg fakta: SÅDAN FUNGERER DET IKKE.
2. Tag altid syd for Holland
Hvis du vil have held med dating, altså. Deklarér det eventuelt allerede i din Tinder-bio, hvor langt syd på, du har været. Har du været syd for Bangkok, kan du vistnok få alt.
3. Det handler om tv
Som om det kunne komme bag på nogen. Deltagerne har meldt sig til et tv-program, det vil sige, at det handler om at lave godt fjernsyn først og derefter at finde kærligheden for deltagerne.
4. Giv aldrig en udødelig glasrose
Retrospekt virker det profetisk på en ironisk måde, at symbolet på Patrick og Olivias kærlighed ikke kunne visne, nu hvor den aldrig rigtig endte med at gå i blomst.
5. “Det er nemmere at tæmme en vild løve…”
…end at sparke liv i en død kat”. Det var et citat fra levemanden Steen, som viste sig at tage fejl. Hundevennen Mette kunne ikke tæmmes. Men hun griner formentlig stadig lige nu af en joke, hun selv har lavet.
6. “Den fysiske kontakt”
Udtryk, som vi sammen med “berøringsangst” simpelthen ikke kan klare at høre på længere.
7. Veganere
… kan ikke være i parforhold med levemænd. Skriv det ned.
8. Døde dyr
En død hund kan bringe to mennesker tættere på hinanden. Men en død makrel kan drive dem fra hinanden igen.
9. Dress up
Steen har gennem hele sæsonen vist os, at man altid skal dresse op. Den mand så smashing ud. Så I ham lige til skilsmisse-seancen? Sommer-jakkesæt og designer-espadrillos! Stilmæssigt er han antitesen til janteloven, og det skal vi have meget mere af.
10. Giv det en chance og tab
Mange deltagere i ‘Gift ved første blik’ er optaget af det her med at give “eksperimentet en fair chance.” For eksempel Patrick, Steen, Anders og Tanja, som måtte trækkes med nogle nølende partnere. Med Mikael og Melissa så vi det klareste bevis på eksperimentets potentiale. De tog det alvorligt, prøvede sig frem og holdt ud. Og de kom da også tættere på hinanden. De fik bare ikke hinanden i enden alligevel. Måske er programmet endelig ved at udspille sig selv?
11. Knudemænd uden sprog
Man må ikke spørge knudemænd, om de har en hobby. Man risikerer i så fald sit parforhold. Knudemænd taler helst ikke – for at undgå at komme “helt ind i knoglerne”.
12. At være “ekspert”
Som ekspert er kriteriet for at matche folk alene at finde en mand til en heteroseksuel kvinde (eller en homoseksuel mand til en anden homoseksuel mand). Vi har svært ved at se, at andre parametre har været i spil end seksuel orientering og civilstand.
13. Full body massage-kit
Vi har stadig ikke lært, hvad det rent faktisk er. Men vi har lært, at det er noget, Melissa nu vågner og skriger om natten.
14. Toiletbræt-følelsen
Har sagt det før, men siger det altså igen: At se på gifte folk, der hader deres liv, er lidt som at sætte sig på et varmt toiletbræt. Det er sgu egentlig meget rart, men også bare lidt forkert.