Der er barnet, der kun må benytte gæstetoilettet hos far. Og barnet, som skal spørge om lov hos papmor, før hun tager et æble i køkkenet. Der er ham, der beder til Gud om, at mors kæreste forsvinder, så han kan få sin mor for sig selv. Og så er der pigen, der ikke må sidde på skødet af sin far mere, fordi der skal fars nye kæreste sidde.
Det er svært ikke at få lidt ondt i maven, når man læser journalist Emilie Stein Thorsens nye bog, ’Generation 7/7’, der er en række samtaler med 25 unge i 20’erne, der fortæller om deres barndom som skilsmissebørn.
”Det er ikke, fordi jeg tror, at folk ikke blev skilt tidligere. Men jeg har en fornemmelse af, at os der var børn i 90’erne, var den første årgang, der kom i egentlige deleordninger som 7/7, hvor vi havde to hjem og to hverdage, og det blev sat i system. Jeg er selv skilsmissebarn og har mere og mere identificeret mig som skilsmissebarn, efterhånden som jeg blev voksen, men det gik op for mig, at det ikke var noget, jeg havde talt med nogen om, ikke engang nære venner,” siger Emilie Stein Thorsen.
Derfor skrev hun ud i sit netværk og begyndte at indsamle fortællinger, som tegner et nuanceret og ikke-dømmende portræt af, hvordan børn i deleordninger har det, og hvad de kæmper med. Forfatteren har med vilje talt med unge voksne, der er flyttet hjemmefra og kan se tilbage og reflektere.
Politiken-journalist og forfatter Emilie Stein Thorsen er 26 år og opvokset i København. Hendes forældre blev skilt, da hun var helt lille, og hun har mest boet hos sin mor på Østerbro, men også hos sin far på Amager. Der kom fire nye halvsøskende og skiftende familiekonstellationer i begge hjem. Hun har været en del af mellem otte og ti familieformer med de skiftende kærester, deres børn, nye børn og helt vildt mange kæledyr.
”En skilsmissebarndom er jo ikke nødvendigvis en dårlig barndom, det er bare en anden barndom. Som halvdelen af os får. Jeg kan godt blive lidt misundelig på dem, der har haft et rigtigt barndomshjem med en kernefamilie, det lyder dejligt at kunne knytte hele ens identitet og barndom op på en villa ude i Vanløse. Vi er flyttet flere gange, men så har der været en fast kolonihave og årlige sommerhusture til Rørvig og andre gentagelser og stabilitet. Men det er det med at skifte mellem de to hjem, som tager tid og giver uro. Man skal lige ind i vanerne og hverdagen og falde til det andet sted.”
LYT TIL:
Hvis du tænker tilbage på din barndom, hvilke følelser knytter der sig så til det at være delebarn?
”Der er især min følelse af at være opmærksom på, om mine forældre nu også fik lige meget af mig. Er der nogen, der bliver ked af det? Jeg har prøvet at være så lidt besværlig som muligt. Hvis jeg gerne vil være to dage mere hos mor, bliver far så såret? Der er en følelse af, at jeg skulle gøre mig let og tilpasse mig, for at skilsmisse-hverdagen kunne gå op”.
Du skulle altså gøre dig behagelig og nem at være sammen med, for at det kunne lykkes?
”Ja. Der er ingen, der har bedt mig om det, men det har jeg forsøgt. Der har været mange overvejelser omkring, hvordan alle kan blive glade. Hvor er det bedst, at jeg holder jul? Til højtiderne har jeg ikke tænkt, hvad jeg bedst kunne tænke mig, men hvor mange er de hos min mor, og hvor mange hos min far, og der, hvor de er færrest, må jeg hellere være, så jeg kan fylde ud, og ingen er alene. Jeg tror, mange skilsmissebørn vil genkende det med ikke at mærke, hvad man egentlig selv har lyst til”.
Menneskelig dejskraber
I bogen kalder en af de medvirkende det en dejskraber. At man bliver en menneskelig udglatter som skilsmissebarn, fordi man hele tiden sørger for, at alle får lige meget og er ok?
”Da hun sagde det, tænkte jeg bare: ‘Gud ja! Jeg er en dejskraber’. Det er den følelse, jeg har haft hele min opvækst – at skulle sørge for, at alle havde det godt. Hele tiden at lægge mærke til, hvordan folk har det. Dejskraberen udglatter og tilpasser sig og sørger for ikke at komme ind og føle for meget selv, men tager i stedet ansvar for hele stemningen i rummet. Det er selvfølgelig et lidt ærgerligt forhold, for ens forældre skal jo også bare være forældre, og man skal som barn ikke hele tiden have travlt med at skåne dem og passe på dem. Men jeg husker et unødigt ansvar, og at jeg ikke ville såre dem”.
Emilie Stein Thorsen fortæller, at hun med bogen gerne ville give en stemme til dem, der nogle gange bliver glemt og klemt, når far og mor flytter fra hinanden, og de voksne måske skynder sig ind i en ny familie og fortaber sig i forelskelser og nye børn og lidt glemmer de ”gamle børn” i farten.
Det kan føles, som om man bliver slettet fra familien i de dage, hvor man er hos den anden forælder, for så bliver ens værelse måske brugt til noget andet, eller de andre tager på en fed ferie eller oplever et eller andet, som man ikke er med i. I bogen er der også en, der fortæller, at der i hendes fars hjem hang store billeder af hans nye familie, mens der var et lille pasfoto af hende, delebarnet, der kom på besøg.
Hvad stiller vi op med de følelser af ikke at være en del af familien, men alligevel være det? Der er flere i bogen, der beskriver det som at være lidt i konkurrence om forælderens opmærksomhed?
”Det med at være i konkurrence med den nye kæreste synes jeg især, at folk har oplevet, når far får en ny kæreste hurtigt efter skilsmissen, og hun typisk er noget yngre og måske ikke har børn selv endnu og ikke ved, hvad det kræver at have børn i sit liv. Jeg opdagede selv ret tidligt, at begge mine forældre er ret outgoing og godt kan lide at være i spil. De var ikke typerne, der sad hjemme og savnede mig i de børnefri uger. Man er som barn prisgivet de voksnes valg af kærester, og mine forældre havde mange kærester, og jeg kan huske følelsen af at skulle møde en ny mands børn og tænke: ”Hvad skal jeg bruge det her til?” Men også en frygt for, at det hele stikker af, og vi skal flytte sammen med nogen”.
Vil aldrig skilles selv
Selvom der er en del hårde historier i bogen, så er det også tydeligt, at ingen af de medvirkende, heller ikke forfatteren, der også deler fra egen opvækst, kan forstille sig, at forældrene stadig skulle være sammen.
”Det siger en del om de her skilsmisser, at børnene ikke er ulykkelige over, at deres forældre ikke er sammen mere, men over det, der sker bagefter, og imens. For mange handler det om et par hårde år med konflikt, før der falder ro på. Gamle skilsmisser bliver bedre. Nogle af de medvirkende siger, at det er deres største mål i livet ikke selv at blive skilt, mens det for mange af os andre er mere sådan, at livet jo går videre, og farligere er det ikke at blive skilt. Det handler helt klart om konfliktniveauet”.
Hvorfor tror du, at jeres forældres skilsmisser har præget jer så meget?
”Overordnet tror jeg, at fordi vi har det så relativt godt i vores del af verden, så vil vores forældres brud tit være det voldsomste, der er sket i vores liv. Det mest indgribende. For mange skilsmissebørn er det livets første store krise. Det handler selvfølgelig også om, hvor gode de voksne er til at samarbejde og slutte fred med konflikterne. Ligesom, der er stor forskel på, om dine forældre bliver skilt, når du er to eller 14. Dem, der er halvvoksne, når bruddet sker, oplever det nærmest som en slags eksistentiel sorg. Et svigt eller en kærestesorg, fordi hvad så med den familie, som der var, var den bare løgn? Jeg tænkte mere, at vores liv i min kæmpe familie var lidt pinligt, fordi jeg hele tiden skulle forklare den. At nej, det er en anden, som min mor er sammen med nu, og måske kommer min far og henter mig, og måske er det en anden.”
I dag er det halvdelen af alle ægteskaber, der ender i en skilsmisse, mens cirka 75 procent af alle sammenbragte familier flytter fra hinanden igen. Det er blevet normalt med skilsmisse-samtalegrupper i folkeskolen, hvilket Emilie Stein Thorsen synes er en fremragende idé.
”Jeg husker det som et tabu fra min barndom, hvor min lærer hviskede til mig, at ”din venindes forældre er lige blevet skilt, og jeg siger det kun til dig”. Det var stort og hemmeligt og skamfuldt, og sådan tror jeg heldigvis ikke, det er i dag. Og hvis jeg må sige noget positivt ved de mange skilsmissebørn, så er det, at man får et mere voksent forhold til sine forældre, og at de voksne bliver ved med at udvikle sig og gøre ting, som de brænder for. Det giver en dynamisk barndom, hvor man også kender sine forældres venner rigtig godt, og man får den her fornemmelse af familie som noget stort og kærligt i bevægelse. Det er fedt at have mange søskende og en stor familie, selvom den er fragmenteret, fordi der er så meget kærlighed. Jeg synes også, man bliver bedre til at begå sig som skilsmissebarn, der er noget godt ved at lære at tale med voksne tidligt. Der er da ikke noget mere træls end børn, som kun tør tale med deres far eller mor…”
Et samlet hjem
Emilie Stein Thorsen var selv i deleordning, helt indtil hun flyttede hjemmefra. Først hed den 9/5, men da hun kom i gymnasiet, blev det mere noget med to uger hvert sted. Hun husker det selv som en kæmpe lettelse at flytte hjemmefra og kun bo et sted og have alle sine ting samlet der og bare cykle ud og besøge sine forældre eller venner og så tage hjem til sig selv igen.
Her kommer så tusindkroners spørgsmålet: Drømmer du selv om en kernefamilie?
”Ja. Kernefamilien er en utrolig stærk kulturhistorie, som vi gentager. Jeg er 26 år, og mange omkring mig vil gerne have en kæreste og en andelslejlighed, blive gravide, inden de er 30 og stifte en kernefamilie. Det er drømmen. Jeg havde det sådan i mange år, at jeg ikke rigtig tænkte en mand ind i ligningen med at få børn, sikkert fordi min mor ikke rigtig har været bundet af det. Men der er virkelig en stærk drift henimod kernefamilien, som starter med drømmen om den store kærlighed, altså drømmen om at møde en og falde i hak. Det er lidt dumt eller måske mere lidt banalt. Men vi leder vel efter en eller noget, der kan gøre vores liv større og rarere”.
Men det er også som om, at familie-idealet bliver ekstra forstærket i de her år, fx på Instagram, hvor alle helst skal ligne lykkelige hjemmegående, der strikker og …
”… går rundt med bløde krøller ja. Og altid er hjemme med deres børn. Når du er skilsmissebarn, så bliver den der forestilling om det perfekte lidt tidligere punkteret, fordi du er i noget, der så synligt for alle er uperfekt. Så der er også noget frihed i at være en skilsmissefamilie, fordi der ikke er alle mulige facader, der skal holdes oppe, når det hele i udgangspunktet er fragmenteret og itu. Jeg dagdrømmer selv en smule om kernefamilien, samtidig med at jeg synes, det lyder urealistisk. Jeg har svært ved at forestille mig at være sammen med nogen hele livet. At finde en, få børn og til sidst dø med dem. Jeg har ikke set det nogle steder, hverken hos mine forældre eller bedsteforældre. Det lyder dejligt, men også lidt som en utopi”.
Bogen ’Generation 7/7 – beretninger fra 25 uge voksne med skilte forældre’ er netop udkommet på Gyldendal.
