Hvornår føler man sig egentlig gammel? Eller for gammel til at føle sig ung? Som årene går – og der er for mit vedkommende gået 42 af dem nu – tænker jeg fra tid til anden over det spørgsmål.
Nu har jeg fundet svaret:
Det er nemlig lige præcis i det øjeblik, hvor du går gennem gaderne og opdager, at den stil, du for længst har forladt i dine teenageår, er blevet moderne igen. Du er blevet retro.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at moden går i ring, og at vi i stor udstrækning altid har søgt inspiration fra tidligere årtiers mode. Der er bestemt også god stil fra især 90’erne (ikke rigtigt 00’erne), som er værd at hylde: Minimalismen og (dele af) grungen og ikoner som PJ Harvey, Winona Ryder og Drew Barrymore for at fremhæve nogle få.
Men når det kommer til mode- og skønhedsidealet i 90’erne og de tidlige 00’ere er der alligevel ting, der ville have bedst af at forblive der.
Så hermed en liste over alt det, der var grimt dengang, og som stadig er det.
Miss Sixty-jeans
Brandet og dronningen af ekstremt lavtaljede jeans blev etableret i 1991 og blev overraskende hurtigt førstevalget op gennem 90’erne og i de tidlige 00’ere stærkt hjulpet på vej af Britney Spears, Christina Aguilera og Paris Hilton – på trods af, at mom-jeans a la Cindy Crawford i Pepsi-reklamen fra 1992 ellers var en udmærket værdig konkurrent. Nu er de lavtaljede jeans, der af uvisse årsager stopper en kilometer under taljen, tilsyneladende tilbage og endda i varianterne med rhin- og similisten og svaj(!) Kan vi ikke én gang for alle blive enige om, at de hører til top tre over de mest uklædelige bukser i modehistorien uanset kropstype? Lad os i samme omgang smide alle former for skinny jeans under bussen.
Glossy, glossy lipsgloss
I gymnasiet forlod jeg ikke hjemme uden min ultrafedtede lipgloss. I perioder kombineret medbrun lipliner. Nu er Juicy Tubes og lignende ultraskinnende varianter, som klistrer til alt fra vinglas til dit hår tilsyneladende tilbage. Hvad bliver det næste? Hårmascara? Mini-knolde a la Gwen Stefani? At man igen tænker, det er smart at vælge en foundation tre toner mørkere end sin egen hud? Hvis først man åbner dén dør på klem, er der jo ingen vej tilbage.

Alt cropped
Se min smukke navlepiercing, tænkte jeg og alle andre, der havde plastret teenageværelset til med plakater af Spice Girls og NoDoubt. Toppene kunne ikke blive kortere, og sammen med Miss Sixty-bukserne var looket fuldendt. Det gjaldt naturligvis i alt slags vejr. Med en pistol for panden er det næsten lige før, jeg hellere vil klemme mig ned i en slip-dress med T-shirt under.
Jeans-nederdelen
Et af de mest deprimerende syn så jeg forleden, da ikke én, men tre unge piger kom gående i lange, denimnederdele lavet af opsprættede jeans, som var syet sammen til en uformelig, tung nederdel, der slæbte hen af jorden. Jeg fik øjeblikkeligt flashback til alle de stakkels, udmærkede jeans (ikke Miss Sixty), der måtte lade livet, så jeg kunne sy dem til gigantiske denimtelte, der på uelegant vis kunne hænge ned over mine benvarmere – eller ankelkæder om sommeren. Noget tyder desværre på, at tendensen ikke ligefrem er på vej retur, når ma ser på antallet af DYI-guides på sociale medier, så du kan skabe din helt egen version.
Og det løse…
Nu vi er i gang med at rydde op, kan vi passende også skylle denne bunke af 90’er/00’er-trends, der tror, de skal gøre comeback disse år, ud med badevandet: Etageklip a la “The Rachel”, Juicy Couture-bukser med sølvlogo på numsen, choker-halskæden, charms-smykker, scrunchies, capribukser, “frosted” blå øjenskygge, zigzag-skildning, nittebælter og rottehaler til voksne. Det var vist det.
